Dagens overblik: Regeringen vil afsætte 80 millioner kroner til støtte af indenrigsflyvning

NYHEDSOVERBLIK: Den coronaramte flybranche kan formentlig se frem til en økonomisk håndsrækning fra regeringen inden længe. Folketingets Præsidium skal drøfte løsgængers omstridte valg af et minuts stilhed på talerstolen under afslutningsdebatten. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til dagens politiske nyhedsgennemgang, hvor vi i dag starter med at se nærmere på nogle millionbeløb fra regeringen.

Det første lyder på 80 millioner kroner, og de er tiltænkt flybranchen, som er hårdt presset af coronakrisens dæmper på rejseaktiviteten.

Regeringen vil afsætte den store pengesum til at støtte indenrigsflyvninger i tre måneder.

Det skriver Ritzau, som er i besiddelse af lækkede papirer fra nuværende forhandlinger om støtte til flybranchen.

Ifølge Ritzau forventes en aftale inden længe, da transportminister Benny Engelbrecht (S) gerne vil have aftalen på plads, før Folketingets lovgivningsarbejde sættes på pause hen over sommeren.

Det er et krav fra regeringens tre støttepartier – Radikale, SF og Enhedslisten – at den økonomiske genopretningsplan for flybranchen bliver grøn. Regeringen lægger også op til, at der skal bruges 15 millioner kroner på en pulje til klimatiltag.

Det er dog ikke nok for SF og Enhedslisten, der gerne ser, at pengene til flybranchen går hånd i hånd med krav til øget CO2-reduktion på indenrigsflyvninger.

Millioner til ansættelse af nye dommere
Videre til et andet millionbeløb fra regeringen. Justitsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at der afsættes syv millioner kroner til at håndtere den sagspukkel, som coronakrisen har medført hos de danske domstole.

Det skriver Ritzau.

Millioner skal blandt andet bruges til at ansætte ti nye dommere, hvoraf seks skal ansættes ved de to landsretter i Danmark. De resterende fire skal ansættes ved byretterne.

De ekstra ansættelser vil ifølge Justitsministeriet betyde, at der i resten af 2020 vil kunne behandles cirka 320 til 400 flere straffesager i byretten, mens landsretterne vil kunne behandle 140 til 200 flere straffeankesager.

Syv millioner er dog langtfra nok til at afhjælpe problemerne, siger Mikael Sjöberg, som er formand for Den Danske Dommerforening.

"Vi er i en situation, hvor vi dels har været nedlukket under coronaen og derfor har måttet udsætte en række sager, samtidig med at vi har nye sager, der hele tiden kommer ind," siger han til Ritzau og tilføjer:

"Og så havde vi forud for det flere års sagspukler, fordi vi simpelthen har for få ressourcer."

De danske domstole var som følge af nedlukningen af samfundet lukket fra uge 12 til uge 17.

Folketingets Præsidium skal drøfte racismedebat
Det vakte en del opsigt i Folketinget, da løsgængeren Sikandar Siddique under sin ordførertale til afslutningsdebatten valgte at afholde et minuts stilhed i solidaritet med alle ofre for racisme.

Det faldt ikke i god jord hos flere folketingsmedlemmer hos blandt andet Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Ordførertalen resulterede efterfølgende i en ophidset debat om racisme.

Nu bliver sagen taget op i Folketingets Præsidium.

Det skriver Berlingske.

Både Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), og næstformand Pia Kjærsgaard (DF) vil have drøftet, hvorvidt det er inden for rammerne af, hvad der er tilladt fra Folketingets talerstol.

"Det var fuldstændig utilbørligt, og det skal ikke danne præcedens. Det er ikke stedet, hvor man gør sådan nogle ting. Folketingets talerstol er til politiske standpunkter og argumenter, ikke til demonstrationer og propaganda," siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.

Det var folketingsnæstformand Karen Ellemann, der sad i formandsstolen under Sikandar Siddiques tale, og hun tillod, at han tog et minuts stilhed. Den beslutning står hun stadig ved efter debatten.

Regering er klar til at indføre skærpede krav til sociale medier
Radikale, Dansk Folkeparti og SF får nu støtte fra regeringen, der melder sig klar til at indføre lovkrav til sociale medier om at fjerne ulovligt materiale med børn.

Det skriver DR Nyheder.

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, fortæller, at regeringen er klar med ny lovgivning på området til efteråret, der vil skærpe kravene til medier som Facebook, Youtube og Instagram.

Justitsministeriet har oplyst til DR Nyheder, at der i øjeblikket foregår et tværministerielt arbejde, som har til formål at undersøge, hvordan kravene kan blive skærpet.

Forslaget fra Radikale, Dansk Folkeparti og SF går på, at de sociale medier vil få en bøde, hvis de ikke fjerner ulovligt indhold inden for 24 timer, efter at de er blevet gjort opmærksomme på det.

Jeppe Bruus vil endnu ikke løfte sløret for, om regeringens forslag kommer til at indeholde en lignende tidsfrist. Men han vil heller ikke afvise det:

"Jeg vil overhovedet ikke afvise, at det kan gå så stærkt, og det må vi jo kigge på i fællesskab," siger han til DR Nyheder.

Det sker i dag

  • Klokken 13.00: Møde i salen med ministrenes spørgetid.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00