Dagens overblik: Regeringen vil alligevel gennemføre øremærket barsel til mænd

NYHEDSOVERBLIK: Ligestillingsministeren vil alligevel ikke prøve at få dispensation, så Danmark slipper for at øremærke barsel til fædre. Og regeringens støttepartier vil ændre licensen, så de rige betaler mest. Få overblik over de politiske nyheder.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til torsdag morgens overblik over de vigtigste historier i dansk politik på en dag, hvor regeringspartiet Socialdemokratiet holder sommergruppemøde, og hvor der varmes op til et spændende hovedbestyrelsesmøde i Venstre i morgen.

Men vi begynder med barsel for nybagte fædre.

For ligestillingsminister Mogens Jensen (S) slår nu fast, at danske kommer til at få øremærket en del af barslen. 

Ministeren fortalte ellers i sidste uge, at han ikke er tilhænger af det, han kalder tvang, når det handler om fordeling af barsel. Derfor ville han søge dispensation fra EU-direktivet om to måneders øremærket barsel til fædrene, der blev vedtaget i foråret. Det sagde han i et interview med Politiken.

Men nu skriver Mogens Jensen på Twitter, at det var en misforståelse:

Mogens Jensen

Venstre-region har ingen kommentarer om Løkke
For dem, der nøje følger med i udviklingen i Venstre, tager vi lige en status:

Onsdag aften blev der holdt møde i Venstre Region Sjælland, hvor Lars Løkkes egen valgkreds også ligger. Men deltagerne havde ikke nogen kommentarer til pressen efter mødet. Regionen vil i stedet meddele sin holdning ved hovedbestyrelsesmødet, der begynder i morgen.

Og så har næstformand Kristian Jensen efter flere dages tavshed nu givet et interview efter begivenhederne tirsdag. Her meldte Venstres største regionsbestyrelse, Region Midtjylland, med formand Jens Nicolai Vejlgaard i spidsen, at man ikke længere har tillid til ledelsen. Løkke har blankt afvist opfordringen om at gå, men Kristian Jensen anlægger en anden tone i Avisen Danmark i dag.

"Lad mig sige det sådan: Nogle snakker så meget, at man ikke lytter så meget til, hvad de siger. Så er der dem, der tager ordet sjældent, men hvor man til gengæld lytter. Jens Nicolai ligger i den sidste kategori," siger Jensen og kalder Jens Nicolai Vejlgaard for "partiets sjæl" og repræsentant for "partiets dna".

Kristian Jensen vil dog ikke sige, om han har tænkt sig at trække sig fra sin post som næstformand.

En anden, der har spillet en nøglerolle i oprøret mod ledelsen i Venstre, er formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose. Samtidig sidder hun i disse dage og forhandler med Nicolai Wammen om regionernes økonomi for næste år. Hende tegner Altinget i dag et portræt af. Læs det her:

Læs også

Røde partier vil ændre licens 
Det er kun godt et år siden, at den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti blev enige om at skrotte licensen.

Men nu vil S-regeringens støttepartier, Radikale, SF og Enhedslisten, igen have ændret, hvordan danskerne betaler til DR, Radio24syv og anden public service. Det skriver Politiken.

SF vil have en mere socialt retfærdig licens, så eksempelvis studerende betaler mindre end direktører, siger medieordfører Jacob Mark.

Radikale er mere bekymret over, at støtten til DR risikerer at være til konstant diskussion, når danskerne betaler over skatten og ikke direkte via licensen som tidligere.

"Den erfaring, man har fra andre lande, hvor man er gået over til en skattefinansieret model, er, at man meget hurtigt reducerer det, der var en kulturinstitution, til en medievirksomhed. Det bliver sådan, at hver gang regeringen mangler penge, så må DR også holde for," siger Jens Rohde (R).

"Så forsvinder orkestre, og så forsvinder alt det, der har med kultur at gøre. Skattemodellen anser jeg som alt for farlig. Jeg kender Finansministeriet. Og det er meget politisk naivt at tro, at det ikke vil få indflydelse," siger han.

Det sker i dag

  • Klokken 8.30: Møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor blandt andet Iran, Syrien, Arktis, internationale operationer og FN's generalforsamling er på dagsordenen.
  • Klokken 15.30: Pressemøde efter Socialdemokratiets sommergruppemøde på Marienborg.
  • EU's forsvarsministre afslutter det uformelle ministermøde, som begyndte i Helsinki i går. Finland har EU-formandskabet dette halvår. 
  • Og så tager EU’s udenrigsministre over, for deres uformelle møde begynder i Helsinki i dag.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)









0:000:00