Dagens overblik: Regeringen vil straffe imamer bag religiøse skilsmissekontrakter med op til tre års fængsel

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen er på vej med lovforslag, som skal gøre såkaldte shariaskilsmissekontrakter ulovlige. Inger Støjberg (V) sår tvivl om regeringens nye asylforslag. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til onsdagens politiske nyhedsoverblik. Overblikket er i dag især præget af statsminister Mette Frederiksens tale i anledningen af Folketingets åbningsdag i går.

Men det vender vi tilbage til. Vi lægger først ud med et nyt forslag fra regeringen.

Regeringen lægger op til, at imamer skal kunne få op til tre års fængsel, hvis de medvirker til de såkaldte shariaskilsmissekontrakter.

Det skriver Berlingske, som tidligere har afdækket, at imamer har udformet skilsmissekontrakter, der har frataget kvinder deres rettigheder.

Forslaget er en del af regeringens lovprogram, som blev fremlagt i forbindelse med Folketingets åbning. Heri fremgår det, at regeringen ønsker at udvide straffeloven således at negativ social kontrol, religiøse skilsmissekontrol og andet, som holder nogen i et ægteskab, gøres strafbart på linje med psykisk vold.

Lovændringen vil foruden religiøse forkyndere også kunne bruges mod ægtefæller eller familien, der udøver kontrollen.

Vil du vide, hvad regeringen ellers har varslet i sit lovprogram? Altinget har samlet en oversigt over nogle af de mest væsentlige lovforslag her.

Læs også

Eksperter kritiserer forslag om opholdsforbud
En stor del af Mette Frederiksens åbningstale var dedikeret til at tale om utryghedsskabende kriminalitet. Statsministeren varslede i den forbindelse en række nye forslag.

Blandt andet vil regeringen give politiet mulighed for at indføre opholdsforbud i områder, der er plaget af personer, som for eksempel chikanerer andre borgere. Hvis forbuddet bliver brudt, koster det en bøde på 10.000 kroner – og anden gang det bliver brudt, venter en fængselsstraf på 30 dage.

Forslaget får nu skarp kritik fra en række juraeksperter, der kalder det både ”vidtgående”, ”ude af proportion” og ”bekymrende”. Det skriver Jyllands-Posten. Læs mere her.

Støjberg er skeptisk over nyt asylforslag
I sin tale varslede Mette Frederiksen et nyt lovforslag, som skal fastlægge det juridiske grundlag for, at Danmark i fremtiden kan overføre asylprocessen til et land udenfor Europa.

Men det forslag vil formentlig være svært gøre til virkelighed, siger Venstres næstformand og tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg. Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

”Jeg kan være meget bekymret for, at der er flere ord end handling i lige præcist den del af talen. Der skal et nyt asylsystem til, det er vi helt enige i. Jeg lagde selv i min tid som minister et forslag på bordet sammen med Østrig,” siger hun til Ritzau og tilføjer:

”Men det er spændende at se, hvordan regeringen vil sætte handling bag de mange ord, der er kommet.”

To kommuner får frihed til at vælge opgørelsesmetode for minimumsnormeringer
Trods lovkrav vil to af landets kommuner nu få mulighed for selv at vælge, hvordan de vil opgøre minimumsnormeringerne i deres dagtilbud.

Det skriver Altinget Kommunal.

Regeringen og dens støttepartier er blevet enige om, at minimumsnormeringerne skal opgøres på institutionsniveau. Men efter kommunerne Rebild og Helsingør er blevet en del af regeringens nye frikommuneforsøg, som Mette Frederiksen varslede i sin tale, har de fået frie hænder på hele dagtilbudsområdet.

Dermed kan de to kommuner vælge at opgøre normeringerne som et gennemsnit for hele kommunen, bekræfter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Læs mere om hele frikommuneforsøget på Altinget Kommunal.

Det sker i dag

  • Klokken 8.30: Altinget åbner sit nye nichemedie Altinget Hovedstaden. Det sker ved et arrangement i Altingets gård, hvor blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen deltager.
  • Klokken 12.30: Altinget uddeler dette års tingpris, som i år går til statsminister Mette Frederiksen. Prisoverrækkelsen foregår i Altingets gård, men den kan også følges online.
  • Klokken 13.00: Miljøminister Lea Wermelin (S) er i dag kaldt i samråd om regulering af ulven.
  • Klokken 13.30: Det Udenrigspolitiske Nævn holder i dag møde. På dagsordenen er blandt andet den danske deltagelse i internationale operationer og situationen i Irak.
  • Klokken 14.00: Miljøminister Lea Wermelin (S) er i dag kaldt i samråd om håndtering af generationsforureninger og øvrige jordforureninger.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00