Dagens overblik: Rigspolitiet var bevidst om manglende lovhjemmel før omstridte telefonopkald

NYHEDSOVERBLIK: Rigspolitiet forklarer i en redegørelse, at der var kendskab til den manglende lovhjemmel, før betjente ringede til minkavlere. Finansminister Nicolai Wammen lover flere grønne aftaler i de kommende dage. Få overblik over dagens politiske nyheder her.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til torsdagens korte politiske nyhedsoverblik.

Rigspolitiet vidste, at der manglede lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, før betjente begyndte at ringe rundt til minkavlerne.

Det skriver DR Nyheder.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skal torsdag i samråd om politiets opkald, og i den forbindelse har Rigspolitiet lavet en redegørelse af forløbet til Justitsministeriet, hvori Rigspolitiet erkender, at der var kendskab til den manglende lovhjemmel:

”Rigspolitiet var på tidspunktet for udfærdigelsen af actioncardet bekendt med, at hjemmelen til at kræve aflivning af dyr uden for smittezonerne endnu ikke forelå. Det var dog Rigspolitiets helt klare forståelse, at den fornødne hjemmel ville foreligge inden for kort tid,” skriver Rigspolitiet i redegørelsen.

Sagen om politiets opkald til minkavlerne handler om det såkaldte actioncard, som er en slags manual for, hvad betjente skulle sige til minkavlerne. Den manual har betydet, at politiet trods manglende lovhjemmel har fortalt minkavlere, der ikke ville aflive deres dyr, at ”beslutningen er truffet”, og hvis de ikke gjorde det, kunne de forvente, at myndighederne selv ville gøre det. Læs mere hos DR Nyheder.

Læs også

Wammen lover flere grønne aftaler
Regeringen landede onsdag sammen med et bredt flertal i Folketinget en vækstpakke, som skal holde gang i forbruget under og efter coronakrisen. Men det bliver ikke den sidste aftale i denne uge.

Det skriver Altinget Miljø.

Der er flere aftaler på vej, og de vil blive grønne, lovede Nicolai Wammen (S), da han præsenterede ugens første aftale.

"Der vil i de kommende dage komme flere aftaler, der vil have et meget, meget stærkt grønt element. Hvor vi tager fat om det, som regeringen ser som den allervigtigste opgave: At vi får Danmark trygt igennem coronakrisen, samtidig med at vi laver grøn omstilling. Det vil vi bruge kræfterne på i de kommende dage,” sagde han.

Der ventes i øjeblikket blandt andet på aftaler om grøn transport og en grøn skattereform.

Heunicke: Udkast til epidemilov er ikke perfekt
Regeringens bud på en epidemilov har mødt markant kritik fra både partierne på Christiansborg og borgere, som i ugevis nu har stået på slotspladsen og demonstreret.

Nu erkender sundhedsminister Magnus Heunicke (S) også, at loven er langt fra perfekt. Det sker under en forespørgselsdebat om loven i Folketingssalen. Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

"Selv om en ny epidemilov fortsat skal sikre handlemuligheder, så er det vigtigt, at vi sikrer, at der er parlamentarisk kontrol og åbenhed. Vi er opmærksomme på, at flere af Folketingets parter har udtrykt ønske herom, siger sundhedsministeren," siger Magnus Heunicke og tilføjer:

"Regeringen er enig. Hverken den lov, vi har i dag, og det udkast, der blev sendt i høring, er perfekt. Der er plads til forbedringer."

Heunicke har selv nogle forslag til, hvordan den parlamentariske kontrol kan styrkes. Et forslag går blandt andet på, alle restriktioner skal forelægges et udvalg i Folketinget, før de kan udstedes.

Det sker i dag

  • Klokken 10.15: Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har udlændinge- og integrationsministeren, Mattias Tesfaye (S) i samråd om tilliden til EU’s grænsekontrol.
  • Klokken 10.15: Folketingets Retsudvalg har justitsminister Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om politiets actioncard i minksagen.
  • Klokken 13.00: Folketingets Finansudvalg har erhvervsminister Simon Kollerup (S) i åbent samråd om håndteringen af udbetaling af lønkompensation til virksomheder. 
  • Klokken 13.00: Folketingets Forsvarsudvalg har forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd om Nato's kritik af en række danske kapaciteter.
  • Klokken 14.00: Åbent samråd med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) om regeringens klimaprogram.
  • Klokken 15.00: Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samråd om cluster-5 på Midtsjælland.
  • Klokken 16.00: Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samråd om håndtering af coronasmittede mink.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00