Dagens overblik: Røde partier lover opgør med detailstyring af politiet

NYHEDSOVERBLIK: Partierne på venstrefløjen lover forud for de kommende politiforhandlinger et opgør med detailstyringen i politiet. Få overblik over dagens politiske nyheder her. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik.

Vi lægger ud med et løfte fra de røde partier, der forud for de kommende politiforhandlinger lover et opgør med den politiske detailstyring af politiet.

Det skriver Politiken

Både Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Radikale vil ifølge avisen skrue ned for krav og målstyring i politiet, så der frigøres kræfter til kerneopgaverne.

"Mange vil gerne fremstå som den stærkeste sherif i byen over for nye typer kriminalitet eller sager. Så har man pludselig mål og detailstyring alle mulige steder frem for at lade det være op til dem, som har mest forstand på det, nemlig politiet," siger Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, til avisen. 

Partiernes meldinger kommer op til de forestående politiforhandlinger og som reaktion på kritik fra Politilederforeningen, der i en anden artikel i samme avis anklager politikerne for selv at have skabt det pseudoarbejde i politiet, som statsminister Mette Frederiksen (S) har lovet et opgør med. 

"Den politiske styringsform, som vi er blevet pålagt i forhold til meget rigide målkrav, som medfører et omfattende dokumentations- og kontrolregime, er grunden til det pseudoarbejde, som statsministeren peger på. Politikerne har selv skabt det," siger vicepolitiinspektør Michael Agerbæk, formand for Politilederforeningen, til Politiken.

Serum Instituttet delte data uden garanti for datasikkerhed
Statens Serum Institut konkluderer nu selv, at de har sendt personfølsomme oplysninger til en amerikansk samarbejdspartner uden at sikre sig, at oplysningerne efterfølgende håndteres korrekt.

Det viser Serum Instituttets egen redegørelse, som Altinget har fået aktindsigt i.

Serum Instituttet overførte mellem januar 2016 og maj 2018 data fra omtrent 2.000 kvinder, der har deltaget i forskningsprojektet "Bedre Sundhed i Generationer". 

Peter Blume, der er professor ved Københavns Universitet med speciale i persondataret, kalder Serum Instituttets redegørelse en ren "tilståelsessag". 

"Det er alvorligt. Det er overførsler af følsomme oplysninger, som kan være integritetskrænkende. De mister enhver kontrol med oplysningerne, når der ikke er nogen aftale," siger han.

Læs også

Kina klagede til Folketinget over Pia K.
Den kinesiske ambassade ringede 19. oktober 2019 til Folketingets direktør, Carsten U. Larsen, for at klage over, at Pia Kjærsgaard skulle have udtalt sig "utilfredsstillende" om Kina i en række taiwanske medier.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en beskrivelse af hændelsen fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S). 

Opringningen kom umiddelbart efter, at Pia Kjærsgaard var hjemvendt fra en fem dage lang rejse i Taiwan, hvor hun blandt andet havde mødt den taiwanske præsident, Tsai Ing-wen.

Det fremgår ikke af Henrik Dam Kristensens svar til Folketinget, hvilke konkrete udtalelser fra Pia Kjærsgaard den kinesiske ambassade var utilfreds med, men Pia Kjærsgaard vurderer over for Jyllands-Posten, at landets irritation må skyldes hendes generelle støtte til Taiwan.

"Jeg holder af landet og synes, de kæmper en brav kamp," siger hun.

Forsvaret har købt krypteringsudstyr af hemmeligt spionfirma
Forsvaret og Forsvarsministeriet har siden 1990'erne købt krypteringsudstyr for mindst 20 millioner kroner af det schweiziske firma Crypto AG, som i al hemmelighed viser sig at være ejet af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.

Det skriver DR.

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, kalder sagen for vanvittig og lægger op til, at der skal handles på problemet. 

"Jeg vil først og fremmest have forsvars- og udenrigsministeren til at reagere over for amerikanerne, og så skal vi have kulegravet det her og finde ud af, hvordan det kunne ske, og hvad der stadig er af risiko," siger Eva Flyvholm til DR. 

Crypto AG har gennem flere årtier leveret krypteret kommunikationsudstyr til ambassader og regeringer over hele verden.

Regeringen offentliggør tal bag udligningsreform
Regeringen fremlagde for to uger siden sit udspil til en udligningsreform. Flere har siden efterlyst de tal, der ligger til grund for udspillet.

Sent onsdag eftermiddag blev en række dokumenter lagt på Social- og indenrigsministeriets hjemmeside.

Ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag "er de relevante tal lagt åbent frem," som det lyder i en pressemeddelelse.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde har tidligere forlangt alle beregninger fremlagt, før Venstre ville gå til flere forhandlinger. Hun mener stadig, der er mere, der mangler at blive offentliggjort.

"Vi kvitterer for, at regeringen har lagt brudstykker frem. Det er helt uforståeligt, at de ikke har fremlagt de tal før nu," siger Sophie Løhde til Berlingske.

Af de fremlagte dokumenter fremgår det, at regeringen foreslår et tilskud til såkaldte udsatte hovedstadskommuner.

Kommunerne skal ifølge udspillet modtage omkring 400 millioner kroner, som fordeles ud fra blandt andet kommunernes beskatningsgrundlag, andel af udlændinge og andel af almene boliger. 

Desuden foreslås et nyt tilskud til udsatte yderkommuner i landdistrikterne og på øerne og en justering af selskabsskatteudligningen.

Det sker i dag

  • Klokken 09.00: Nato-landenes forsvarsministre mødes i Bruxelles. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) deltager.
  • Klokken 10.00: EU's sundhedsministre er til et ekstraordinært rådsmøde i Bruxelles, hvor de skal diskutere coronavirus. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) deltager. 
  • Klokken 10.00: Landsretten afsiger dom i PET's sag mod Politiken, hvor Politiken er anklaget for at have overtrådt et fogedforbud ved at offentliggøre oplysninger fra bogen "Syv år for PET".
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00