Dagens overblik: Rødt flertal er klar til at undersøge Støjbergs rolle i asylsag

NYHEDSOVERBLIK: Mens de officielle forhandlinger ligger stille, foreslår Mette Frederiksens støttepartier en ny økonomisk plan, der skal sikre flere penge. Og så er Støjberg også et tema under forhandlingerne. Få overblikket her.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kasper Frandsen

Godmorgen og velkommen til en dag, der er uden officielle forhandlinger om en ny regering og er startskuddet til årets Folkemøde.

Vi starter med en sag, der egentlig hører VLAK-regeringens tid til, men som ser ud til at forfølge fungerende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) også, selvom hun snart ikke længere er minister.

Sagen om adskilte asylpar er nemlig blevet en del af de igangværende regeringsforhandlinger, skriver Berlingske.

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale og SF, der forhandler om grundlaget for en mulig ny regering, vil have en uvildig undersøgelse af Inger Støjberg og hendes rolle i sagen om adskillelse af asylpar.

"Vi står naturligvis ved, at der er behov for at undersøge Inger Støjbergs håndtering af denne sag nærmere," siger Socialdemokratiets Mattias Tesfaye til Berlingske.

R-gruppeformand Sofie Carsten Nielsen fortæller til Berlingske, at sagen er blevet en del af regeringsforhandlingerne.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, da de fire partier tidligere har fremsat et beslutningsforslag om netop at undersøge sagen nærmere. Her kan du læse mere om, hvad rød blok er enige om. 

Ønsker ny økonomisk plan
Det er for kortsigtet for en ny regering at basere sin økonomiske politik på en målsætning om først og fremmest at sikre balance i økonomien i 2025.

Det er vurderingen fra både SF, Enhedslisten og Radikale, der onsdag forhandlede økonomiske spørgsmål med Socialdemokratiet i forsøget på at finde grundlaget for en ny regering.

I stedet for de aktuelle økonomiske 2025-planer ønsker de tre partier at løfte blikket og se frem mod 2030, når de økonomiske prioriteringer skal lægges fast.

”Det er en af de ting, vi tager med ind til forhandlingsbordet,” siger Radikales finansordfører, Martin Lidegaard.

”Der ligger noget råderum efter 2025, som kan finansiere den bund under velfærden, vi ønsker,” supplerer Rune Lund fra Enhedslisten.

Henrik Dahl undskylder
Dagen efter valget kom Henrik Dahl med en række personlige angreb i medierne, hvor han blandt andet beskyldte partiformand Anders Samuelsen og resten af Liberal Alliances ledelse for nepotisme. Men nu fortryder han sit ordvalg:

"Vi har netop afholdt møde i LA’s hovedbestyrelse. Et af emnerne var, hvordan vi taler til og om hinanden i LA. Det er klart, at der skal være en ordentlig tone. Også når presset er stort, skriver Henrik Dahl på sin facebookprofil og fortsætter:

"Derfor vil jeg gerne undskylde uforbeholdent over for Anders, Mette og Thyra, at jeg anvendte en så hård og personlig tone på valgaftenen og dagen efter. Det var over stregen, og det beklager jeg."

Dobbeltroller
29 byråds- og regionrådspolitikere er blevet valgt til Folketinget, og størstedelen af dem vælger at beholde begge poster, skriver DR.

Morten Dahlin er valgt til Folketinget for Venstre og sidder også i byrådet i Greve Kommune.

"Vælgerne i Greve har valgt mig til byrådet, så hvis det er muligt, synes jeg helt grundlæggende, at man skal sidde sit mandat ud, når man har fået det af vælgerne," siger Morten Dahlin til DR.

Og der kan være både fordele og ulemper ved at have et dobbeltmandat, mener valgforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

”Det kan være en form for lyttepost, hvor man er helt up to date med, hvad der er undervejs fra Christiansborg af nye lovinitiativer, og hvor man også kan fremføre sine synspunkter - enten som repræsentant for den enkelte kommune eller for kommunerne bredt," siger Roger Buch.

Folkemødet for fuld udblæsning
De officielle politiske forhandlinger om en ny regering er midlertidig sat på standby, så politikerne kan nå at deltage i debatterne på Bornholm, hvor Folkemødet i de kommende dage bliver afholdt.

Men hvad bliver det mest debatterede politikområde, og hvem er den mest brugte moderator? Læs og få overblikket her.

Det sker i dag:

  • Folkemødet starter i dag. Her kan du se Altingets tætpakkede program for Folkemødet, hvor der i dag blandt andet skal diskuteres elbiler og livet efter partipolitik.
  • Klokken 11:00: Storbritanniens premierminister, Theresa May, gik af 7. juni. Hun fortsætter som fungerende premierminister, indtil hendes konservative parti har fundet en afløser. 11 kandidater har meldt sig som mulig afløser. Den første valgrunde er i dag. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00