Dagens valgoverblik: Sådan klarede frontfigurerne sig i de første partilederrunder

NYHEDSOVERBLIK: Mediernes analytikere er enige om, at Paludan kaprede de første debatter i valgkampen, men en vikar bliver kaldt for ”et lysende talent”. Og så bliver der en ekstraregning for at holde de to valg på forskellige dage. Få overblik over onsdagens politiske nyheder.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til et hurtigt rids af, hvad landets medier bringer om dansk politik denne morgen, hvor valgræset officielt er i gang.

Partilederne indledte den fire uger lange valgkamp med to partilederrunder på tv. Og det er reaktioner, referater og analyser af de debatter, der fylder medierne her til morgen.

Fire analyser af tv-debatterne
Én ting er analytikerne enige om: Stram Kurs stjal showet i begge debatter.

I Berlingske konkluderer Thomas Larsen, at hans betydning også kan række ud over, hvem der vandt den konkrete debat.

”Hvilken effekt det vil få på valgdagen, er ikke til at sige endnu. Men Rasmus Paludans indtog på den politiske scene gør det det klart, at Danmark styrer mod et udlændingevalg,” skriver han blandt andet.

Altinget: christiansborg bemærker Erik Holstein, at en del af midterpartierne forsøgte at ignorere Paludan. Men at nogle partier har en større interesse i at lade ham beholde fokus – og det kan gøre valget til et udlændingevalg.

”Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte at parere studieværtens vinkling med en bemærkning om, at han hellere ville fortælle om sin egen politik. For ligesom at holde debatten inden for normalområdet. Mens andre partiledere greb chancen for at spille bold op ad Paludan, der er en ønskemodstander for den bløde fløj i udlændingepolitikken,” skriver han.

Politiken vurderer Kristian Madsen, at partilederne var høflige og ordentlige i de andre dele af debatten, og at der kom gode pointer i debatten om pension. Men at nogle af de store, politiske temaer har svært ved at hamle op med udlændingediskussionen, når det gælder følelser, krudt og enkle, forståelige budskaber.

”Selv om vælgerne mener, at klimaet er et af valgkampens vigtigste temaer, er det svært at få op at flyve i den politiske debat,” konkluderer han.

”Det blev en svært forståelig eksercits om metoder som skovrejsning og afgiftsfrie biler, som er stærkt forvirrende, når 13 partiledere råber i kor. Kristian Thulesen Dahl (DF) var sigende nok mest klar, da han stak snablen ned i kassen med Venstrevælgere i et patosfyldt forsvar for landbruget, der i hans øjne uretmæssigt får ansvaret for forurening,” lyder dommen i Politiken.

Også på Jyllands-Posten vurderer Marchen Neel Gjertsen, at manden på fløjen fyldte mest.

”Partierne skulle diskutere tre ting, men det endte med fire temaer, og Paludan var det fjerde,” konstaterer hun.

Kommentator: Overraskende vinder af debatten
I de to tv-debatter var der fem debattører, der ikke har prøvet at stå i en partilederrunde før. TV 2 har fået to politiske kommentatorer til at bedømme deres præstation.

Det er Hans Engell og Søs Marie Serup, der giver karakterer, og dem finder du her.

Nicolai Wammen bliver rost for at være en hæderlig vikar for syge Mette Frederiksen. Og så udnævner Søs Marie Serup vikaren for Kristendemokraternes formand som en ”overraskende vinder”. Hun siger, at Isabella Arendt var ”et lysende talent, der pludselig trådte ind i stuen”.

”Alle partiledere lyttede til hende, og hun afvæbnede fuldstændig alle de fordomme, man kunne have om Kristendemokraterne,” lyder dommen.

Hvad vil borgmestre og erhvervsliv have fra politikerne?
En del medier har også været rundt for at spørge nogle centrale aktører, hvad de ønsker sig at få sat på dagsordenen i valgkampen.

Avisen Danmark har spurgt 35 borgmestre i Jylland og på Fyn, og de har klare ønsker: flere penge til provinsen, til børn og ældre og flere uddannelsespladser uden for de største byer. Læs mere her.

Børsen har selvfølgelig spurgt topcheferne i de danske virksomheder. Deres ønskeliste lyder på: lavere skat på arbejde, grøn omstilling, bedre infrastruktur og turbo på forskning og uddannelse. Det er de fire favoritter, som en ny regering skal levere på, mener 450 topchefer ifølge avisen.

Få uddybet synspunkterne her.

Løkke afviser Vermund
Partierne yderst til højre fyldte også i diskussionen af, hvem der vil pege på hvem efter et valg.

Og her var Løkke klar i mælet, når det gjaldt indholdet af de krav, som Nye Borgerlige og Stram Kurs kommer med.

Stram Kurs vil blandt andet forbyde islam, og Nye Borgerlige vil indføre et totalt asylstop.

”Jeg kommer ikke til at bygge noget regeringsprojekt på partier, der synes, at vi skal træde ud af flygtningekonventioner og alt muligt. Det kommer ikke til at ske,” sagde Lars Løkke Rasmussen under partilederdebatten ifølge DR.

”Derfor kan man desværre sagtens forestille sig en situation, hvor der ikke er noget rødt flertal efter valget, og hvor jeg alligevel ikke kan fortsætte som statsminister,” sagde Løkke.

Læs også

Grenov måtte aflyse debat
Den 58-årige partiformand for Kristendemokraterne Stig Grenov skulle oprindeligt have deltaget i begge partilederdebatter tirsdag aften. Men efter første runde på DR, måtte partilederen gå hjem.

”Han har fået et lille ildebefindende, men han skulle være klar igen i morgen,” oplyser partiets pressekontakt, Anne Grønlund, til Berlingske.

Ved aftenens debat på TV 2 trådte partiets næstformand, Isabella Arendt, til. Også i 2015 var Grenov nødt til at udgå af en partilederdebat for en kort bemærkning på grund af et ildebefindende.

Prisen for et valg
Det kan blive dyrt for danskerne, at vi ikke skal til folketingsvalg og europaparlamentsvalg samme dag, men på to forskellige dage. Det koster nemlig skattekroner at booke idrætshaller, at fintælle stemmer og at lønne og bespise de mange valgtilforordnede, skriver Jyllands-Posten.

Avisen har ikke kunnet få oplyst fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvad ekstraregningen præcist bliver på.

Men for eksempel kostede det 166 millioner kroner i 2014, da der var europaparlamentsvalg og folkeafstemning samme dag.

At valgene ikke afholdes samme dag, blev tirsdag mødt med kritik af Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, som mente, at pengene ville være bedre brugt på velfærd.

Valgkamp i Altingets gård
Valgkamp handler også om det fysiske møde og selvfølgelig den gode politiske debat. Derfor holder Altinget åbent hus – eller åben gård – under hele valgkampen. Programmet er spækket med interessante emner, politikere og debatter. Få overblikket over kalenderen her.

Vi lægger ud i dag med folketingsveteranerne Holger K. Nielsen og Søren Pind og to nye politikerspirer Chris Bjerknæs, formand for Dansk Folkepartis Ungdom, og Sigrid Friis, formand for Radikal Ungdom. Overskriften er: Hvem vinder valget?

Det er klokken 16.30-18.00.

Det sker i dag

  • Klokken 11.30: Pressemøde med Radikale Venstres valgoplæg
  • Klokken 13.00: Løkke og Wammen mødes. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, skal holde tale, når Dansk Erhvervs Årsdag løber af stablen i Øksnehallen i København. Årsdagen sætter blandt andet fokus på global digital konkurrence, arbejdskraft og digitalisering. S-formand Mette Frederiksen har meldt afbud på grund af sygdom.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00