Valgoverblik: Samuelsen gør oprør mod Løkkes "svigt", og Paludan chikanerede ung mand i årevis

NYHEDSOVERBLIK: Liberal Alliance vil blokere for, at Løkkes såkaldte velfærdsløfte kan blive gennemført. Og så er det kommet frem, at lederen af partiet Stram Kurs gennem flere år har forfulgt og chikaneret en mand, så Paludan fik tilhold på fem år. Få dagens politiske nyheder kort. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen, så er vi klar med det hurtige overblik over, hvad der rører sig i dansk politik her en uge inde i valgkampen.

Avisen Danmark kan fortælle om en politisag med leder af Stram Kurs Rasmus Paludan i en hovedrolle. 

I januar 2013 fik Paludan nemlig et polititilhold på hele fem år, fordi han gennem flere år systematisk havde forfulgt og chikaneret en ung mand.

Ifølge dokumenter, som avisen er kommet i besiddelse af, fik Paludan forbud mod at opsøge eller kontakte den på det tidspunkt 24-årige mand, som Paludan havde mødt på latinstudierne på Københavns Universitet.

Rasmus Paludan har angiveligt chikaneret den unge mand gennem utallige krænkende og chikanerende sms-beskeder og opkald – ifølge avisens oplysninger ofte mellem 20 og 40 opkald om dagen.

Læs meget mere om sagen her.

Samuelsen: Løkke kopierer rød overbudspolitik
Og så til LA og Anders Samuelsen, som vil være farmor for Løkke efter et valg. Mere præcist ønsker Anders Samuelsen at være den farmor, der sidder på passagersædet i bilen og lige tager fat i rattet, hvis bilens fører er på vej ud på et sidespor.

For med sit nyeste ”velfærdsløfte” om at bruge det økonomiske råderum på mere velfærd, er Lars Løkke Rasmussen på vej ud ad en helt forkert økonomisk vej, mener Liberal Alliance.

Samuelsen mener, at det er socialdemokratisk kopipolitik, at planen vil føre til recession og arbejdsløshed, og at Løkke ”svigter” sit lederskab af den borgerlig-liberale familie. Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.

Derfor skal Løkke ikke forvente at komme igennem med sit løfte.

”Der er rigtigt meget, som vi har nedlagt veto imod. Det er det, man kan, hvis man bliver siddende. Hvis man forlader bilen, så er der fare for, at den kører en anden vej,” siger Samuelsen.

Økonomer: Politik fra V og S vil bremse økonomien
Anders Samuelsen kan hente en vis opbakning til sit synspunkt i dagens Berlingske.

For hvis man regner på effekten af den politik, som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen går til valg på, er der for første gang i 25 år udsigt til en opbremsning i den danske økonomi. Det siger flere økonomer til avisen.

Både S og V har meldt ud, at de vil bruge det økonomiske råderum i økonomien frem til 2025 på mere velfærd, så man kan følge med det stigende antal børn og ældre.

”Man skal søge længe efter forslag fra Venstre og Socialdemokratiet, der sigter mod at gøre kagen større og få flere i arbejde. Det handler primært om at bruge den kage, der allerede er, og hvordan den skal fordeles,” siger lektor i økonomi med speciale i penge- og finanspolitik Søren Hove Ravn fra Københavns Universitet.

Læs også

Løkke bruger misvisende tal
Vi bliver ved økonomien, for Venstre og Lars Løkke Rasmussen giver et skævt indtryk af, hvordan den danske økonomi havde det, da man overtog fra Thorning-regeringen i 2015.

Det siger en række eksperter til Altinget.

Da Løkke i sidste uge præsenterede sit såkaldte velfærdsløfte, sagde han samtidig, at Venstre overtog et "truende budgetunderskud" på 50 milliarder kroner fra den tidligere regering.

Men "det er ikke retvisende, hvis man bliver ved med at kommunikere de 50 milliarder, som man skønnede i 2015," siger Niels Knigge, senioranalytiker hos tænketanken Kraka.

Få forklaringen i artiklen her.

Flertal vil ændre offentlighedsloven
Der skal være mere åbenhed om arbejdet i ministerierne.

Det mener et bredt flertal af røde og blå partier, og derfor er de parate til at ændre offentlighedsloven fra 2013, skriver Radio24syv ifølge JP.

Enhedslisten, SF, Radikale, Alternativet, Dansk Folkeparti samt regeringspartierne Konservative og Liberal Alliance oplyser til mediet, at man vil arbejde på at afskaffe de tre konkrete paragraffer, der er blevet kritiseret for at begrænse åbenheden i centraladministrationen.

Venstre og Socialdemokratiet vil kun tale om en justering.

”Vi har fremlagt et forslag til en ændring af offentlighedsloven, der ville lempe ministerbetjeningsreglen ganske betragteligt, men det lykkedes desværre ikke at nå til enighed i forligskredsen,” skriver Venstres Jan E. Jørgensen i en sms til Radio24syv.

Hvad blev der sagt i folketingssalen?
Hvor mange gange blev der sagt "ulve", "islam", "mormor" eller "undskyld" i folketingssalen i den seneste valgperiode? Det kan du finde ud af nu, for DR har analyseret referaterne fra møderne i salen og lavet en fin søgemaskine. Den finder du her.

På den baggrund kan DR fortælle, at politikerne i højere grad nævner Jylland i folketingssalen end Sjælland og Fyn.

Jyde-rekorden går til Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, der har sagt Jylland 107 gange i denne valgperiode, og den rekord er han stolt af.

”Det tager jeg som et hæderstegn. Jeg bor selv i Aalborg og er valgt i Nordjylland. Derfor er det jo naturligt, at jeg tager emner op, der har med Jylland at gøre,” siger han.

Det sker i dag

  • Klokken 8.30: Morgendebat: Hvilket EU vil vi have? Mød partiernes kandidater til EU-valget i Altingets og Mandag Morgens overdækkede gård i Ny Kongensgade 10, København. 
  • Klokken 13: Statsministeren åbner Dansk Byggeris årsdag. På Dansk Byggeris årsdag sættes der i år fokus på, hvordan vi sikrer vækst uden at ødelægge vores klode. På dagen taler blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) og Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon. 
  • Klokken 21: Spidskandidaterne har debat i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Margrethe Vestager repræsenterer den liberale gruppe (Alde). Blandt de øvrige deltagere er socialdemokraten Frans Timmermans og kristendemokraten Manfred Weber.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Rasmus Paludan

Stifter, Stram Kurs, advokat
cand.jur. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00