Dagens overblik: Skjulte pengedonationer udløser straf til Venstre

NYHEDSOVERBLIK: Venstre i Region Midtjylland har fået en bøde for at tilbageholde oplysninger om pengedonationer. Regeringen og Dansk Folkeparti er klar til forbyde udenlandske myndigheders donationer til trossamfund. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og finansminister Kristian Jensen (V) er nogle af de V-profiler, der har modtaget de hemmeligholdte pengedonationer.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og finansminister Kristian Jensen (V) er nogle af de V-profiler, der har modtaget de hemmeligholdte pengedonationer.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Emma Qvirin Holst

Det er blevet tid til ugens første gennemgang af de politiske nyheder, hvor vi i dag lægger fra start med forsiden på Politiken.

Her kan vi læse, at Venstre i Region Midtjylland nu bliver straffet med en bøde på 10.000 kroner for at give politiet "urigtige eller mangelfulde oplysninger oplysninger" om pengedonationer til flere af partiets profiler i regionen.

Det er første gang i historien, at et parti får en bøde for at bryde partistøtteloven.

"Sanktionsmulighederne er ikke tidligere blevet brugt. Derfor er det interessant, at det nu sker for første gang. Det sender et signal om, at de meget beskedne regler om åbenhed vedrørende partiernes økonomi, vi har, skal overholdes," siger partistøtteekspert og juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet til Politiken.

Politiet har efterforsket partiets pengedonationer i kølvandet på, at Politiken i en række artikler har beskrevet, at flere pengedonationer til partiets folketingsmedlemmer ikke blev oplyst til myndighederne. Reglerne om partistøtte kræver ellers, at myndighederne skal orienteres om alle donationer over 20.000 kroner.

Læs mere hos Politiken.

Regeringen og DF vil forbyde landes støtte til moskéer
For fremtiden skal lande som Qatar og Iran ikke kunne donere penge til trossamfund og moskéer i Danmark. Sådan lyder det fra regeringen og Dansk Folkeparti, der er på vej med et nyt forbud mod donationer fra udenlandske myndigheder til trossamfund og foreninger på dansk jord.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Siden nytår har regeringen og Dansk Folkeparti været på vej med et forbud mod donationer til trossamfund, hvis deres formål er at modarbejde demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.

Men som noget nyt vil de nu udvide forbuddet til ikke kun at omfatte enkeltpersoner, private foreninger eller fonde. Det skal også gælde udenlandske myndigheder.

"Hvis et forbud skal være effektivt i forhold til at undgå samfundsundergravende formål i Danmark, skal det også gælde andre lande og statslige institutioner,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Kristeligt Dagblad.

Skat skrinlagde Britta-sag i 2013
En underretning fra Bagmandspolitiet om den nu svindelsigtede Britta Nielsen blev i 2013 henlagt af Skat.

Det skriver Ekstra Bladet, der er kommet i besiddelse af fortrolige dokumenter, som Skatteministeriet har sendt til Folketingets Retsudvalg.

Dokumenterne viser, at Skat modtog en såkaldt hvidvask-efterretning i februar 2013. Heri blev skattemyndighederne orienteret om, at Britta Nielsen udover sin løn fik overførsler på i alt fem millioner ind på sin konto.

Men på trods af de oplysninger blev sagen ni måneder senere droppet, og nu er sagen helt væk hos Skat, der ikke kan oplyse Folketinget om, hvorvidt sagen blev vurderet, inden det blev besluttet at henlægge den.

Ny måling: Så grønne er partierne
Enhedslisten og Alternativet er de mest grønne partier i vælgernes øjne, mens Liberal Alliance og Nye Borgerlige er mindst.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget og Jyllands-Posten.

Her har vælgerne på en skala fra 1-10 vurderet, hvor grønt de mener hvert parti er i forhold til at føre en grøn miljø- og klimapolitik.

Samlet scorer alle partierne i rød blok flere grønne point end nogen borgerlige partier, men afstanden er ikke voldsom, vurderer professor og valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.

"Der er stadigvæk forskelle, men de er blevet mindre, end vi har set tidligere," siger han.

Læs mere her.

Læs også

Arla vil være CO2-neutral i 2050
Den store mejerikoncern Arla melder sig ind i klimadebatten med en ny strategi, der skal fremskynde koncernens overgang til bæredygtig mejeriproduktion.

Det skriver Altinget: fødevarer.

Strategien indeholder to hovedmål, der går på at reducere udledningen af drivhusgasser med 30 procent per kilo mælk i løbet af det næste årti og at blive CO2-neutral i 2050.

"Vi har arbejdet i retning af bæredygtigt landbrug i årevis, og vi skal gå videre og hurtigere, ikke mindst for at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer, som påvirker alle på planeten, især os landmænd," siger mælkeproducent og formand for Arla Foods Jan Toft Nørgaard.

Den nye strategi vil særligt fokusere på landbrugsgårde, hvor ønsket er at nedbringe køernes udledning af drivhusgassen metan markant. Det skal blandt andet ske med nye fodersammensætninger. Derudover vil Arla hjælpe landmændene med at identificere, hvor de største klimapåvirkninger er på gården, og hvordan udledningen kan reduceres.

Søren Pape klar til at indføre samtykke-lovgivning
Vi slutter dagens nyhedsoverblik af med en historie fra fredag aften. Her talte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ved et arrangement i Vega i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag.

Og her høstede ministeren en del klapsalver fra salen, da han meldte sig klar til at indføre en ny voldtægtslovgivning, der er baseret på samtykke.

Det skriver Berlingske.

"Mit parti er klar til at indføre en ny voldtægtsbestemmelse, der bygger på samtykke, og jeg håber, at samtlige partier i Folketinget vil være med," sagde Søren Pape Poulsen ifølge avisen.

Det sker i dag

  • Klokken 11.00: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) besøger Wefood i Aarhus. 
  • Klokken 13.00: Miljø- og fødevareministeren fortsætter rundturen i Aarhus med et besøg hos Aarhus Vand og et boringsnært beskyttelsesområde i Gl. Hørning. Her skal han se, hvordan der arbejdes med beskyttelsen af drikkevand i Østjylland. 
  • Kulturminister Mette Bock (LA) deltager i disse dage i et erhvervsfremstød i den amerikanske stat Texas sammen med blandt andet kronprinsesse Mary.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00