Dagens overblik: Søren Pind afhøres, mens EU-ledere indleder budgetslagsmål

NYHEDSOVERBLIK: Tidligere justitsminister Søren Pind afhøres af Instrukskommissionen i dag, mens EU-lederne mødes til historiske budgetforhandlinger. Og så halter landbruget efter i CO2-reduktionen, viser ny fremskrivning. Få dit overblik her.

Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske overblik.

En corona-genopretningspakke på 5.600 milliarder kroner og et syvårigt budget på omkring 8.200 milliarder kroner. Sådan lyder udspillet fra EU-Kommissionen.

Og det er den type beløb, der slynges ud i luften, når statsminister Mette Frederiksen (S) får justeret webkameraet og lægger arm med de øvrige statsledere til det virtuelle EU-topmøde, der finder sted fra klokken 10 i dag.

I Altingets EU-podcast, 'Parlamentet', gør vi status og analyserer, hvor Danmark står op til forhandlingerne.

”Det her er en af de vigtigste beslutninger i EU’s moderne historie,” siger Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen, i dagens podcast, som du kan lytte til her.

Hollande opfordrer til solidaritet
Danmark har i selskab med Sverige, Holland og Østrig fået tilnavnet ”Sparebanden”, dels fordi de ønsker et strammere EU-budget, og særligt fordi de senest har afvist at ville give tilskud til de hårdt coronaramte medlemslande, men i stedet vil yde dem lån.

Jyllands-Posten bringer i dag et interview med Frankrigs præsident fra 2012 til 2017, François Hollande, der direkte opfordrer Mette Frederiksen (S) til at udvise solidaritet.

”Når man er socialdemokrat, bør man være meget europæisk,” siger Hollande med adresse til den danske statsminister.

Landbruget halter efter
Der skal nye klimaredskaber i brug, hvis landbruget skal bidrage til Danmarks ambitiøse reduktionsmål om at reducere drivhusgasserne med 70 procent inden 2030, hvilket et bredt flertal i Folketinget står bag.

Med den vedtagne politik vil landbrugets CO2-udledning nemlig være uændret i 2030, viser en ny fremskrivning fra Energistyrelsen.

I alt vurderer Energistyrelsen, at landbruget alene vil stå for en fjerdedel af Danmarks samlede udledninger i 2030 uden nye klimatiltag på området.

”Fremskrivningen viser med stor tydelighed, at landbruget er en af de helt store knaster mod det endelige mål om klimaneutralitet i 2050,” siger Jette Bredahl Jacobsen, KU-professor og medlem af regeringens Klimaråd, til Altinget Fødevarer.

Minister vil evaluere pædagoguddannelse
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) satte i går eftermiddags gang i et evalueringsprogram, der frem til næste forår skal kigge pædagoguddannelsen efter i sømmene. Det skriver Altinget.

Evalueringen sker som led i den større plan om at sikre uddannelse af mere pædagogisk personale, hvilket blev aftalt i forbindelse med forståelsespapiret op til regeringsdannelsen sidste år.

Evalueringen deles op i fire dele. Først og fremmest skal det faglige niveau, praktikdelen og studiemiljøet granskes. Dernæst skal det også undersøges, hvilke fremtidige kompetencer man som pædagog skal have med i sin faglige rygsæk.

"Fremtidens pædagoger skal være endnu bedre rustet til arbejdet med vores børn, unge og udsatte. Derfor skal de have rygsækken fyldt med den nyeste pædagogiske viden og de bedste værktøjer. For at vi sætter ind de rigtige steder og ikke ødelægger de ting, der i dag fungerer, skal vi have solid grund under fødderne. Det kræver ny viden," siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Knuth bryder fortrolighed
De Konservatives indfødsretsordfører, Marcus Knuth, er kommet under heftig beskydning, efter at han offentligt har afsløret tidligere fængselsdomme hos en række statsborgerskabsansøgere. Det skriver Politiken.

De personfølsomme oplysninger kommer fra et fortroligt svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Indfødsretsudvalget, men blev videregivet i et ændringsforslag, som Marcus Knuth stillede om at udelukke statsborgerskab på livstid, hvis man på et tidspunkt har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom.

Enhedslisten og De Radikale kalder over for Politiken sagen for ”grotesk” og et ”klokkeklart brud på fortroligheden”, mens Knuth nu har trukket ændringsforslaget tilbage.

”Det har ikke været meningen, at man skulle kunne identificere enkeltpersoner. Jeg har derfor trukket ændringsforslaget, hvor sagsnumrene på de kriminelle fremgår. Vi har ingen interesse i, at disse oplysninger ligger offentligt tilgængeligt,” skriver Marcus Knuth i et svar til Politiken.

Søren Pind afhøres
I dag fortsætter Instrukskommissionen sit arbejde med at undersøge, om tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) gav en ulovlig ordre til sine embedsmænd, da hun ville adskille asylsøgende ægtepar, hvor den ene var mindreårig.

I dag er det Støjbergs Venstre-kollega, tidligere justitsminister Søren Pind, der skal afhøres i retten. Allerede på kommissionens første arbejdsdag 14. maj skrev Søren Pind følgende på Twitter:

”For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at beskeden dengang fra Justitsministeriet var klokkeklar: Man kunne ikke bare generelt skille mand og kone ad - hvert enkelt tilfælde skulle vurderes konkret. Andet manglede også bare. Og den besked tilgik også Integrationsministeriet”.

Genlæs chefredaktør Jakob Nielsens analyse af den spegede sag her.

Læs også
 

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Instrukskommissionen er i gang med at undersøge og redegøre for forløbet angående indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere. Fredag afhøres forhenværende minister Søren Pind.
  • Klokken 10.00: Det oprindeligt planlagte todages EU-topmøde 18. og 19. juni i Bruxelles er aflyst på grund af coronasituationen. I stedet mødes stats- og regeringscheferne i dag virtuelt for at drøfte EU-Kommissionens udspil til nyt langtidsbudget og en økonomisk genopretningsplan efter coronakrisen.
  • Klokken 10.30: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i dag kaldt i samråd om den amerikanske præsidents fredsplan for Israel og Palæstina.
  • Klokken 14.00: SSI opdaterer sin opgørelse over, hvor mange personer der er smittet med coronavirus i Danmark, og hvor mange smittede der har mistet livet, samt hvor mange der er indlagt. Sverige kommer også med en opdatering.
  • Klokken 14.00: Med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen som vært fortsætter konferencen The Copenhagen Democracy Summit fredag.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00