Dagens overblik: Statskonto med 1.000 milliarder står åben for svindel, og endnu en kvinde vil være Alternativets nye leder

NYHEDSOVERBLIK: Skatteministeriet får ny, hård kritik for manglende kontrol med statens største konto. De unge har slået valgrekord. Og endnu en kandidat melder sig som leder efter Uffe Elbæk. Få morgenoverblikket.

Medlem af Alternativet Sascha Faxe stiller som kandidat til valget om at blive ny leder af partiet efter Uffe Elbæk. Hun bliver den syvende på listen.
Medlem af Alternativet Sascha Faxe stiller som kandidat til valget om at blive ny leder af partiet efter Uffe Elbæk. Hun bliver den syvende på listen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til det korte rids af morgenens vigtigste politiske nyheder. Den står på risiko for svindel flere steder i det offentlige, valg i Alternativet, et interessant interview og lidt om Kristian Jensen.

Først til Berlingske, som skriver, at Skatteministeriet får hård kritik fra Rigsrevisionen for at føre mangelfuld og svag kontrol med statens største konto med 1.000 milliarder kroner.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Af rapporten fremgår det, at kontrollen er så ringe, at der er en klar "forhøjet risiko" for, at medarbejdere kan svindle. Nogle af svaghederne ligner dem, der også ligger bag Britta Nielsen-sagen.

”Det er meget alvorligt, at der er de muligheder for at begå svindel på et område med så mange penge,” siger professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til Berlingske.

Læs mere om sagen her.

Risiko for svindel i Nordisk Ministerråd
Også i Nordisk Ministerråd er den gal med kontrollen. Rigsrevisionen er derfor bekymret for, om der kan være foregået regnskabssvindel i rådet, skriver Altinget. Derfor er et revisionsfirma ved at gennemgå bilag for mere end 1,3 milliarder kroner – penge, som rådet har fået bevilget fra medlemslandene i en periode på et år og fire måneder.

Som følge af sagen tilbageholder Danmark 30 millioner kroner i støtte til rådet.

"Vi har ønsket at signalere meget tydeligt, at der bør følges hurtigt og konsekvent op, når det konstateres, at der i en periode har været øget risiko for svig," siger minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S), som understreger, at han ikke har nogen grund til at tro, at svindel har fundet sted.

Læs også

Endnu én vil være leder for Alternativet
Når Alternativets medlemmer på et kommende ekstraordinært landsmøde skal vælge ny leder, efter at partistifter Uffe Elbæk trak sig i slutningen af sidste år, får de syv kandidater at vælge imellem. Det står klart, efter at partimedlemmet Sascha Faxe tirsdag meldte sig på banen.

”Jeg er glad og ydmyg over at melde mig som kandidat til posten som politisk leder af Alternativet,” skriver hun på Twitter.

De andre kandidater er:

  • Rasmus Nordqvist
  • Josephine Fock
  • Rasmus Foged
  • Theresa Scavenius
  • Mette Rahbek
  • Mira Issa Bloch.

Mini-rokade på vej i Venstre
Der er også gang i den i Venstre, hvor tidligere næstformand Kristian Jensen (V) i weekenden fik frataget sit ordførerskab som arktis-ordfører og alle sine udvalgsposter efter en solomelding i Jyllands-Posten.

Nu er der så en mindre rokade på vej i partiet. Både fordi Jensens poster står ledige, og fordi Bertel Haarder har valgt at trække sig som formand for kulturudvalget. Han fik nemlig kritik for at ville blive siddende på posten, mens han samtidig indtager en ny stilling som formand for Det Kongelige Teater.

Om Kristian Jensen kan regne med spændende poster uden for Christiansborg i fremtiden, er uklart. I hvert fald siger to rekrutteringsfolk til Jyllands-Posten, at Jensen har gjort det sværere for sig selv med weekendens begivenheder, hvor han gik uden om sin partiledelse.

”Hvis han har drømme om bestyrelsesposter, så begriber jeg ikke, hvad han har lavet inden for de seneste tre døgn,” siger direktør i rekrutteringsvirksomheden Ballisager, Morten Ballisager, til JP.

Læs lidt mere om baggrunden for den kommende rokade i Venstre hos Altinget her.

De unge slog valgrekord
Og så til en positivt overrasket valgforsker. For professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen har kigget nærmere på tallene for det seneste europaparlamentsvalg, og han kan konstatere, at danskerne slog alle tidligere rekorder, når det gælder om at deltage i ep-valg. Det skriver DR.

Og det er særligt de unge førstegangsvælgere, der trækker op.

For de 18-23-årige steg valgdeltagelsen med knap 20 procentpoint.

”Det er ret unikt og vidner måske om, at vi har en dansk ungdom, som er meget mere politisk bevidst, end vi har gået og tænkt,” siger Kasper Møller Hansen til DR.

Aftale om lønvilkår for chauffører
Udenlandske chauffører skal ikke kunne køre lastbil i Danmark på løn- og arbejdsvilkår langt under danske standarder. Det er arbejdsmarkedets parter enige om, og derfor har de klart bedt politikerne om at finde en løsning. Og den ser ud til at komme i dag.

I hvert fald har regeringen indkaldt pressen til såkaldt doorstep – et mindre pressemøde – i anledning af en aftale om lønvilkår for udenlandske chauffører klokken 9.30 i dag.

Dansk Industri og 3F Transport har opfordret Folketingets partier til at bakke op om beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards (S) lovforslag om en lovbestemt mindsteløn på transportområdet. 

Dagens interview
Vi skal også lige runde et interessant interview. Information har været ude på en gåtur med Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, som avisen karakteriserer som den nye hardliner i S.

Et af Stoklunds hovedbudskaber er, at der er en overrepræsentation af mennesker med ikkevestlig baggrund, der opfører sig dårligt i det offentlige rum.

”For eksempel har jeg tit oplevet, når jeg cykler hjem, typisk lidt længere ude i Nordvest, at hvis nogen for eksempel skal noget ovre i den butik dér,” siger han blandt andet og peger over mod en butik.

” … så parkerer man bare sin bil dér og går ind. Og så er man pisseligeglad med alle andre. Det er sådan en ’her kommer jeg’-mentalitet, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, der er en overrepræsentation af,” forklarer Stoklund i interviewet.

Find det her.

Det sker i dag

  • Klokken 9: Europa-Parlamentet holder plenarsamling i Strasbourg fra 13. til 16. januar med en række debatter og afstemninger. På dagens program er blandt andet en debat om misbrug af EU-midler og COP om biodiversitet.
  • Klokken 9.30: Politisk aftale om lønvilkår for udenlandske chauffører præsenteres i Beskæftigelsesministeriet.
     
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Rasmus Stoklund

MF og politisk ordfører (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

0:000:00