Dagens overblik: Støttepartier stiller nye krav til regeringen efter sættemøder

NYHEDSOVERBLIK: Regeringens støttepartier har løftet sløret for nye finanslovskrav, Tesfaye afviser flygtningeaftale, og Margrethe Vestager skal prøves i Bruxelles. Få overblikket over dagens politiske nyheder. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til Altingets daglige nyhedsoverblik.

Regeringen tog i går hul på forhandlingerne om finansloven og havde både støttepartierne og de største blå partier til sættemøder i Finansministeriet.

Da dagen var omme, lød meldingen fra finansminister Nicolai Wammen (S), at forhandlingerne var forløbet fint, men at støttepartierne var bedre til at komme med forslag til at bruge end til at finde penge.

Og i dag løfter flere røde støttepartier sløret for en række nye forslag:

Gratis psykologhælp uden henvisning
SF og Enhedslisten vil lempe reglerne for adgang til gratis psykologhjælp for unge, så der ikke længere stilles krav om lægehenvisning eller diagnoserne "lettere til moderat angst og depression". 

Det skriver Jyllands-Posten

"Når der er så stor mistrivsel blandt børn og unge, skal vi sikre, at vi både menneskeligt og økonomisk forebygger større udgifter senere," siger Enhedslistens psykiatriordfører, Peder Hvelplund. 

I regeringen og støttepartiernes forståelsespapir fremgår det, at partierne er enige om at udvide tilbuddet om gratis psykologhjælp til unge til at omfatte 6-24-årige. 

500 millioner til socialområdet
SF vil næste år have afsat en halv milliard kroner til en ny pulje, der skal gå til en række indsatser på socialområdet.

Det skriver Jyllands-Posten

"Vi står i en situation, hvor satspuljen er blevet nedlagt, og hvor der i det hele taget er stor usikkerhed omkring finansieringen af socialområdet. Vi vil sikre, at vi også forsat kan forbedre indsatsen for de socialt udsatte, og at finansloven rummer øremærkede penge," siger SF's socialordfører, Trine Torp, til avisen. 

Udspillet er en del af SF's finanslovsforslag, der ifølge Jyllands-Posten bliver offentliggjort senere på ugen. 

Her er finanslovsdramaerne
Regeringen fortsætter finanslovsforhandlingernes indledende øvelser tirsdag, hvor de fem partier, der ikke var inviteret i Finansministeriet i går, kommer forbi Nicolai Wammens kontor. Planen for møderne kan du se i bunden af artiklen.

Altingets mange fagredaktører har i dag skrevet en række minianalyser om, hvor på de enkelte områder finanslovsslaget skal slås.

Eksempelvis skriver socialredaktør Søren Friis:

"Samlet set er der tale om et socialpolitisk skrabet finanslovsudspil, hvor støttepartierne må plukke fra den 2,1 milliarder kroner store forhandlingsreserve, hvis de ønsker et større løft af socialområdet." 

Du kan læse alle minianalyserne her. 

Læs også

RV og DF vil sikre andelsejerne 
Regeringen har planer om at sætte ind over for udenlandske investorer som kapitalfonden Blackstone, der opkøber danske boliger, renoverer dem og videresælger dem igen.

Det skal ske gennem en ændring af boligreguleringsloven, men lovændringen risikerer at gå hårdt ud over andelsboligejerne, frygter både Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) og EjendomDanmark.

Nu afviser både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti at støtte en lovændring, der vil få økonomiske omkostninger for andelsboligejerne.

Det skriver Berlingske.

"Radikale Venstre kommer ikke til at stemme for et indgreb, der forringer det for andelsboligerne," siger boligordfører Jens Rohde (R). 

Vestager skal prøves i Bruxelles
Den danske kommissærkandidat, Margrethe Vestager, skal i dag prøves ved en høring i Europa-Parlamentet i Bruxelles. 

Margrethe Vestager er blevet foreslået som ny ledende næstformand for digital omstilling og kommissær for konkurrence af den nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Men hun skal godkendes af de folkevalgte i Bruxelles, før hun officielt kan kalde sig genvalgt kommissær. 

Du kan læse mere om den proces her.

Tesfaye afviser ny flygtningeaftale i EU
Danmark kommer ikke til at deltage i en midlertidig europæisk aftale om fordeling af flygtninge og migranter.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forud for et ministerrådsmøde i Bruxelles tirsdag, skriver Altinget EU.

"Jeg frygter, at hvis vi flytter det poliske fokus fra at kontrollere grænserne til at fordele flygtninge, så vil det få endnu flere til at tage turen over havet. Det er den forkerte vej at gå," siger Tesfaye.

Du kan læse hele interviewet med Mattias Tesfaye her

Frederiksen bønfalder Johnson
Statsminister Mette Frederiksen talte i går i telefon med den britiske premierminister, Boris Johnson, hvor emnet selvsagt var briternes forestående udtræden af EU.

Frederiksen opfordrede indtrængende Johnson til at fortsætte forhandlingerne om en ny udtrædelsesaftale, skriver DR.

"Fra dansk side er vi klar til at være både konstruktive, fleksible og pragmatiske for, at det skal lykkes. Jeg har derfor opfordret Johnson til videre forhandlinger," siger Mette Frederiksen ifølge DR i en pressemeddelelse.

Det sker i dag 

  • Klokken 8.00: Regeringen fortsætter sættemøderne i Finansministeriet. Planen er: 

    Klokken 8.00: Liberal Alliance
    Klokken 9.30: Nye Borgerlige
    Klokken 10.15: Inuit Ataqatigiit
    Klokken 11.15: Javnaðarflokkurin
    Klokken 12.00: Sambandsflokkurin

  • Klokken 11.45: Nobelprisen i fysik uddeles.
  • Klokken 12.00: De økonomiske vismænd udgiver ny rapport.
  • Klokken 14.30: Europa-Parlamentet holder høring med kommissærkandidat Margrethe Vestager, hvor hendes kommisærkandidatur kan væltes eller godkendes. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00