Dagens overblik: Støttepartier tager lunkent imod plan om flere anbringelser

NYHEDSOVERBLIK: Regeringens støttepartier er ikke udelt begejstrede over statsminister Mette Frederiksens ambition om at anbringe flere børn tidligere. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

God formiddag og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik.

Dagens aviser er fulde af analyser, kommentarer og reaktioner på statsminister Mette Frederiksens (S) første nytårstale fra i går aftes. 

Her brugte statsministeren størstedelen af sin taletid på at tale om udsatte børn og proklamerede, at hun mener, at flere bør anbringes væk fra deres biologiske forældre.

″Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile,″ sagde hun i talen.

Den ambition mødes med skepsis hos flere af regeringens støttepartier, der blandt andet savner fokus på udsatte familiers økonomiske grundvilkår, kan man læse i Berlingske.

SF-formand Pia Olsen Dyhr mener, at tvangsanbringelser kan være en del af, men ″langtfra hele løsningen″:

″Jeg har ikke noget imod håndfaste midler. Jeg har noget imod, at man ikke tænker sig om i forhold til, hvad det er for nogle håndfaste midler, man skal bruge. For det kunne jo også være, at kommunerne havde ressourcer til at følge op på de underretninger, de får om børn. Den lette løsning er selvfølgelig bare at sige ′tvangsanbringelse′, men den er dyr,″ siger hun til Berlingske.

Hos Enhedslisten og Radikale hæfter man sig ved, at Frederiksen ikke talte om størrelse på ydelserne til de fattigste børnefamilier. 

″De store angreb på vores sociale sikkerhedsnet, ikke mindst integrationsydelse og kontanthjælpsloft, består jo stadig, og det forværrer livssituationen for netop mange udsatte børn,″ siger Enhedslistens Peder Hvelplund til avisen.

Børneorganisation: God ambition
Mette Frederiksens ønske om flere anbringelser og bortadoptioner roses af Børns Vilkår, hvor vicedirektør Helle Tilburg Johnsen erklærer sig som tilhænger af at anbringe flere, så længe der er fagligt grundlag for det.

Det skriver Politiken

″Hvis man snakker med børn og unge, som har levet i familier, hvor der har været omsorgssvigt, vold og misbrug, så siger mange børn, at de havde ønsket, at de var blevet fjernet fra hjemmet. Eller at deres familie havde fået massiv hjælp og støtte,″ siger hun til Politiken. 

I foreningen for anbragte børn De Anbragtes Vilkår mener man omvendt, at et mål om flere anbringelser er et forkert sigte.

″Man skulle i stedet have et mål om at gøre anbringelsen bedre og sikre et godt børneliv, få en bedre proces for sagsbehandlingen og arbejde for at anbringe på det rette tidspunkt og på det rigtige sted,″ siger David Adrian Pedersen ifølge Politiken til Ritzau. 

Analyse: Ingen skarpe kanter i talen
I vores egne spalter kan man læse politisk kommentator Erik Holsteins analyse af talen. Han mener, at talen var næsten blottet for skarpe kanter og næppe kommer til at gå over i historien som en skelsættende nytårstale. 

″Mette Frederiksens første nytårstale er ikke en af dem, der kommer til at sætte dagsordenen. Det er heller ikke en af de nytårstaler, der vil blive husket i årene fremover,″ skriver han.

Du kan læse hele analysen ved at følge linket herunder.

Læs også

Få tyrkere har søgt om familiesammenføring
Da EU-Domstolen i juli afgjorde, at Danmark i årevis på et forkert grundlag har nægtet tyrkere familiesammenføring, blev det kaldt en ″potentiel vejsidebombe″ under udlændingepolitikken.

Frygten var, at flere tusinder vil søge om at få omgjort deres sag, men nu viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, at blot 61 har søgt om at få genoptaget deres ansøgning.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

″Det er en god nyhed. Vi har ikke nogen interesse i, at der skal genoptages mange sager. Jeg havde frygtet, at det var flere,” siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Det sker i dag

  • Klokken 9.30: Retten på Frederiksberg indleder en straffesag om påstået hvidvask af 166 millioner kroner. En kvinde på 46, hendes søn og en bogholder er under tiltale.  
  • Klokken 11.30: Kongehuset holder på Christiansborg nytårskur, hvor ambassadører og missionschefer i Danmark deltager.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00