Dagens overblik: Tidligere LO-formand taler imod Socialdemokratiets pensionsudspil

NYHEDSOVERBLIK: Hvis Socialdemokratiets pensionsudspil bliver indført, er der risiko for, at samfundet kommer til at betale folk, der ikke er nedslidte, for at gå tidligere på pension. Sådan lyder kritikken fra tidligere LO-formand Harald Børsting. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen alle sammen, det er atter igen blevet tid til en gennemgang af dagens politiske nyheder.

Socialdemokratiets forslag om at lade nedslidte faglærte og ufaglærte gå tidligere på pension møder nu modstand fra en mere uventet kant.

Det kommer nemlig fra den tidligere LO-formand Harald Børsting i et interview med Finans.

Her advarer han om at give alle, der har arbejdet i et bestemt antal år på arbejdsmarkedet, en ret til at gå tidligere på pension. Det kan ifølge ham ende med, at samfundet betaler for, at ikke-nedslidte stopper med at arbejde.

"Hvis man mener, at man har råd til det, kan man selvfølgelig godt indføre en ren rettighedsbaseret model, men man kan diskutere, om det er klogt at give pengene til nogle folk, som ikke har brug for dem," siger Harald Børsting til Finans.

Politikerne bør i stedet arbejde for at give nedslidte bedre mulighed for at blive henvist til tidligere tilbagetrækning, tilføjer den tidligere fagboss.

Harald Børsting var formand for LO fra 2007 til 2015. Nu er han formand for regeringens seniortænketank.

Auken er den mest populære EU-spids
SF’s Margrete Auken er den spidskandidat, vælgerne helst vil sætte deres kryds ved til europaparlamentsvalget 26. maj.

Det viser en ny undersøgelse udført for Altinget og Jyllands-Posten af Norstat.

15 procent peger på den erfarne SF’er, der stiller op til sit fjerde EU-parlamentsvalg i spidsen for sit parti.

Hun er efterfulgt af Venstres Morten Løkkegaard med 12 procent og DF’s nyudpegede EU-spids, Peter Kofod, med 9 procent. Jeppe Kofod, der ved sidste europaparlamentsvalg fik næstflest stemmer, må nøjes med en fjerdeplads i popularitetsmålingen.

Læs også

Skattekommissionen indleder høringer
I dag skal de første fire personer afhøres i forbindelse med Skattekommissionens kulegravning af de sidste 15 år i Skat.

Der skal i alt afhøres 106 personer, og der er afsat helt frem til 18. december i år til at nå igennem dem alle.

Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Det er både nuværende og tidligere ansatte hos både Skat og Skatteministeriet, der skal undersøges. Til allersidst skal otte tidligere ministre og den nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) afhøres. Det vil blive i november og december, at de skal forklare sig for kommissionen.

Formålet med kommissionens arbejde er primært at finde ud af, hvad der gik galt i Skat, da man valgte at købe det omstridte inddrivelsessystem EFI, der sidenhen er blevet skrottet, fordi det ikke virkede.

I 2018 blev den arbejdsbeskrivelse udvidet til at omfatte en undersøgelse af, om der kan findes ansvarlige for, at det lykkedes at snyde Danmark for 12,7 milliarder kroner i sagen om udbytteskat.

DF'er: Flygtninge og asylansøgere må ikke sagsøge staten
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, vil have fjernet flygtninge og asylansøgeres mulighed for at sagsøge den danske stat.

Men hvis de endelig får lov til at lægge sag an, skal de ikke tilkendes økonomisk erstatning i tilfælde af, at de vinder sagen, tilføjer DF-ordføreren.

Det skriver Information.

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at et syrisk ægtepar i sidste uge fik medhold i sag om, at det var ulovligt, at Udlændingestyrelsen adskilte dem, fordi kvinden var mindreårig. De fik hver især 10.000 kroner i erstatning, og det er det, der har fået Martin Henriksen til at reagere.

"Jeg har meget svært ved at forstå, at man kan få sig selv til at lægge sag an imod den danske stat. Danmark har taget imod én og sørget for én. Jeg synes virkelig, at det er utaknemmeligt," siger han til Information.

Macron opfordrer til europæisk renæssance – på dansk
På falderebet skal vi lige hurtigt vende en kronik i dagens udgave af Berlingske. Forfatteren bag kronikken er selveste den franske præsident, Emmanuel Macron, der i anledning af det kommende europaparlamentsvalg rækker ud til alle europæere.

I sin kronik til europæerne understreger han, at Europa står foran en vigtig skillevej ved det kommende valg, og derfor er det vigtigt, at de europæiske borgere netop nu vælger EU til.

"(...) Det er, fordi vi står i en hastesituation. Om få uger vil valget til Europa-Parlamentet spille en afgørende rolle for vores kontinents fremtid. Aldrig siden Anden Verdenskrig har vi haft så meget brug for Europa. Og alligevel har Europa aldrig tidligere været så meget i fare," skriver præsidenten i sit indlæg.

Foruden sin opfordring til EU-landenes borgere har Macron også nogle forslag til det fremtidige EU-samarbejde. Han vil blandt andet gerne oprette et agentur, der skal beskytte EU-landene mod eksempelvis cyberangreb. Derudover vil han også lave en revision af Schengen-reglerne og sikre en fælles asylpolitik for alle Schengen-landene.

Læs hele indlægget her.

Det sker i dag

  • Klokken 17.00: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) holder tale ved Tænketanken Europas konference om EU-skepsis. Selve konference starter klokken 14.00 og afholdes på Frederiksberg.
  • I dag er første dag af en lang række afhøringer, når Skattekommissionen skal kulegrave de sidste 15 år i Skat. Her skal der afhøres tidligere og nuværende medarbejdere hos Skatteministeriet og hos Skat.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00