Dagens overblik: Trane kritiserer regioner efter opsigtsvækkende rapport om drab begået af psykisk syge

NYHEDSOVERBLIK: Flere drab begået af psykisk syge kunne måske være undgået, viser rapport. Dansk Flygtningehjælp fyrer direktør, og regeringen må droppe en grøn hjørnesten. Få overblik over de politiske nyheder torsdag.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Der er masser af politiske nyheder at tage fat på denne torsdag morgen, og vi har læst dem for dig, så du kan få den hurtige version her:

Politiken har fået aktindsigt i en rapport, der får sundhedsministeren til at gå i kødet på regionerne. Rapporten, som er fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, viser, at drab begået af psykisk syge i en række tilfælde muligvis kunne have været undgået, hvis behandlingen i psykiatrien var bedre.

”Vores vurdering er, at hvis de pågældende patienter havde fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling, så kunne man formentlig have undgået seks drab og fem drabsforsøg,” siger overlæge Gitte Ahle, der står bag rapporten.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger, at de allermest syge patienter i psykiatrien skal have mere intensiv behandling

”Psykiatrien er i den grad et område, som regionerne – på trods af at de som driftsherrer har ansvaret for at sikre ordentlige rammer i psykiatrien – ikke har formået at løfte tilstrækkeligt. Det illustreres meget godt af, at samtlige midler – krone for krone – som er blevet tilført ekstra til psykiatrien over de seneste ti år, er kommet fra Christiansborg i form af satspuljemidler, finanslovs- og økonomiaftaler. Ikke fra regionerne,” siger ministeren til Politiken.

Regeringen må droppe grønne mål
Og så til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som nu ser ud til at måtte opgive en grøn hjørnesten for regeringen. Det var planen, at regeringen ville sætte konkrete naturmål, men det bliver formentlig ikke til noget før valget, skriver Altinget.

Både LA og K melder om konfliktfyldte og kuldsejlede forhandlinger på området, og Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, siger, at K i sidste øjeblik har sagt nej til det bud, der lå på bordet.

”De var ikke ambitiøse nok til, at Konservative kunne lægge navn til dem,” siger Abildgaard.

Hun siger, at Konservative ”vil have konkrete, ambitiøse naturmål. Ikke varm luft”.

Læs også

Løkke talte ved mindehøjtidelighed
Onsdag aften blev ofrene for terrorangrebene i Sri Lanka mindet flere steder i Danmark.

Og statsministeren får ros fra mange sider for den tale, han holdt ved mindehøjtideligheden i København.

Christian Friis Bach fyret
Og så til en fyring. Dansk Flygtningehjælp meldte nemlig ud onsdag eftermiddag, at Christian Friis Bach stopper som generalsekretær i organisationen med øjeblikkelig virkning. Det sker, fordi forretningsudvalget ønsker en anderledes ledelsesprofil, skriver Altinget og mange andre medier.

Friis Bach giver selv denne kommentar på Facebook: 

Radikale har EU-krav til Mette Frederiksen
Radikales leder, Morten Østergaard, har for nylig fremsat ufravigelige krav for at kunne støtte Mette Frederiksen som statsminister, og nu har Radikale ét mere.

”Uden enighed om europapolitikken bliver der ikke en politisk aftale, som kan danne grundlag for, at vi bakker op om en ny regering,” siger Østergaard til Berlingske.

I en kronik i avisen, som han har skrevet sammen med spidskandidat til Europa-Parlamentet Morten Helveg (R), argumenterer han for, at partiet ikke kan bakke op om en regering, ”som er mindre positivt stemt overfor Europa og det europæiske samarbejde, end den seneste socialdemokratiske regering var”.

Det sker i dag

  • Finansminister Kristian Jensen (V) og Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Morten Løkkegaard besøger en af Folkekirkens Nødhjælps Wefood-butikker, der skal bekæmpe madspild. Det er på Nørrebro i København.
  • Klokken 10: Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet, blandt andet om ordningen for tilskud til at nedsætte færgetakster og udmøntning af regeringens udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. 
  • Klokken 12: Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i samråd om udvisning ved grov kriminalitet og gentagelseskriminalitet.
  • Klokken 15: Ældreminister Thyra Frank (LA) i samråd om manglende hjemmehjælp til svage ældre borgere.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00