Dagens overblik: Tre blev ikke inviteret, da flere partier i weekenden blev orienteret om spionskandalen

NYHEDSOVERBLIK: Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige var ikke med, da en række partier blev orienteret om sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste. Partier vil have undersøgt ambassadørudnævnelsen af hjemsendt departementschef. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til torsdagens politiske nyhedsoverblik.

Hverken Enhedslisten, Alternativet eller Nye Borgerlige var på forhånd blevet informeret om sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste, før den blev offentligt kendt mandag morgen. Det oplyser alle tre partier til Politiken.

Ifølge dagbladet oplysninger blev flertallet af Folketingets partier ellers orienteret om sagen i weekenden. Det vækker underen hos de tre partier. Enhedslisten og Alternativet har forsøgt at få en forklaring fra Statsministeriet, men det er endnu ikke lykkes for de to partier.

Partier vil undersøge Ahrenkiels udnævnelse til ambassadør
Dansk Folkeparti og Enhedslisten undrer sig. Ifølge partierne havde Tilsynet med Efterretningstjenesterne allerede i november sidste år gjort Forsvarsministeriet opmærksom på, at det var i færd med at undersøge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Alligevel blev ministeriets departementschef og tidligere FE-chef, Thomas Ahrenkiel, udnævnt som ny dansk ambassadør i Tyskland. De to partier kræver nu en redegørelse fra regeringen om ansættelsesforløbet. Det skriver DR Nyheder.

Thomas Ahrenkiel forlod forsvarsministeriet 1. august og skulle været startet i sit nye job på tirsdag i Berlin. Men nu er han hjemsendt i kølvandet på spionskandalen.

Dagens analyse: Øget kontrol har en pris
Spiser politikerne ukritisk af Tilsynet med Efterretningstjenesternes hånd? Det spørgsmål stiller Altingets forsvarsredaktør, Andreas Krog, i denne analyse.

Heri ser han også nærmere på, om det i stedet kan ende med at skade Forsvarets Efterretningstjenestes muligheder for at udføre sit arbejde, hvis der kommer for meget kontrol med tjenesten.

”Sagen er dog også den, at tingene ikke er sort/hvide. Der er nuancer. Men granatchokket ovenpå tilsynets udmelding mandag er så stort, at det stadig runger for politikernes ører og de har svært ved at fokusere på andet end den øgede kontrol, som det ligger lige for at kræve - og som tilsynet anbefaler,” skriver forsvarsredaktøren.

Læs hele analysen på Altinget Forsvar.

Irsk EU-kommissær trækker sig efter coronakritik
EU’s handelskommissær, irske Phil Hogan, har efter flere dages kritik valgt at trække sig. Det skriver Altinget. Hans afsked sker efter, at han har brudt de irske coronaregler, da han deltog i en golfmiddag med mere end 80 deltagere.

Læs mere om, hvordan en golfmiddag kunne udvikle sig til et exit i denne analyse, hvor Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen, har set nærmere på, hvordan den irske EU-kommissær gennem seks år blev sendt til tælling.

Læs hele analysen på Altinget EU.

Partier afviser R-forslag om at splitte Kulturministeriet
Indtil flere partier i Folketinget deler Radikales frustration over regeringens kulturpolitik. Det er dog ikke den rette løsning at dele Kulturministeriet op i flere dele, som Radikale foreslog i en kronik i onsdagens udgave af Berlingske. Det skriver Ritzau ifølge Berlingske

Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, afviser også idéen i et interview med Altinget, hvor han blandt andet siger, at ”en opdeling kommer ikke på tale. Det vil ikke ændre på prioriteringerne at flytte rundt på nogle kontorer”.

Læs hele interviewet på Altinget Kultur

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Instrukskommissionen fortsætter afhøringer i Retten på Frederiksberg. I dag er det Enhedschef i Udlændingestyrelsen Kristina Rosado og Chefkonsulent i Udlændingestyrelsen Margit Sander Rasmussen, der skal svare på spørgsmål.
  • Klokken 10.15: Folketingets Retsudvalg har kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
  • Klokken 11.30: Finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) er i dag kaldt i samråd om svindel af identitetsoplysninger.
  • Klokken 13.00: Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er i dag kaldt i samråd om håndtering af udbetaling af lønkompensation.
  • Klokken 13.00: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er i dag kaldt i samråd om svindel i Socialstyrelsen.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00