Dagens overblik: V og S klar til opgør med politikeres pension, og prisvinder angreb Mette Frederiksen i sin tale

NYHEDSOVERBLIK: V og S er som de sidste nu klar til at ændre politikeres vilkår. Astrid Krag stopper sin forgængers arbejde om prostitution. Og vinderen af litteraturpris brugte sin tale til at kritisere den danske statsminister. Få det politiske morgenoverblik.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kristine Korsgaard

Så er vi klar med den hurtige gennemgang af de vigtigste nyheder i dansk politik onsdag morgen.

Vi begynder med en stor nyhed om et emne, som har været debatteret i årevis: politikernes løn og pension.

For nu er begge de to partier, som hidtil har blokeret for et opgør med vilkårene, alligevel klar til at ændre på sagerne. Socialdemokratiet og Venstre mener nu, at der er alt for stor forskel på en politikers pension og på den almindelige danskers pension, og at der derfor skal laves om på hele politikernes løn- og pensionssystem.

Det skriver DR.

”Vi skal have kigget på det her, og vi skal have bragt balance i det,” siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, der nu vil indkalde de øvrige partiers gruppeformænd til forhandlinger.

Både Venstre og Socialdemokratiet lægger op til at finde anbefalingerne fra Vederlagskommissionen frem fra gemmerne. I 2014 foreslog kommissionen at hæve politikernes løn, men til gengæld at afskaffe de særlige livslange pensioner. I stedet skal politikerne have en almindelig pension, hvor man ikke er sikret en livslang udbetaling, lød anbefalingen, som dengang blev afvist.

Men nu lyder der nye toner:

”Vi vil gerne veksle nogle af de urimelige vilkår – blandt andet en meget mærkelig pensionsordning, som ingen andre har, til en fornuftig og rimelig løn, der afspejler, hvor mange timer man arbejder som politiker,” siger Karsten Lauritzen (V).

Krag stopper arbejde om prostitueredes vilkår
Tidligere børne- og socialminister Mai Mercado (K) satte i sin ministertid gang i en undersøgelse af prostitueredes arbejdsvilkår. Men den skal nu stoppes, mener social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

En tværministeriel arbejdsgruppe, der blev nedsat under VLAK-regeringen, har siden januar undersøgt, hvordan prostitueredes vilkår kan forbedres. Gruppen skulle blandt andet se på muligheder for at sikre prostituerede ret til arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge.

Men arbejdsgruppen bliver nu nedlagt, fordi fokus er skævt, mener ministeren.

”Det er i mine øjne helt forkert og en mærkelig forskønnelse at tale om prostitution som et erhverv på lige linje med det at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution er først og fremmest et socialt problem,” siger Astrid Krag.

Hun understreger, at regeringen gerne vil være med til at forbedre forholdene for mennesker i prostitution.

Regeringen vil derfor arbejde for at hjælpe flere kvinder ud af prostitution og løfte deres livskvalitet og har foreslået en exitpakke for prostituerede i sit udspil til finansloven for 2020.

Det var dog også en del af den nu nedlagte arbejdsgruppes arbejde at komme med anbefalinger til, hvordan kvinder kan hjælpes ud af prostitution.

Læs også

Merete Riisager vil være landsformand for LA
I en turbulent tid for Liberal Alliance meddeler landsformand Leif Mikkelsen, at han er klar til at gå på pension. I stedet opstiller tidligere undervisningsminister Merete Riisager til posten.

Det skriver blandt andre Altinget.

Riisager genopstillede ikke ved folketingsvalget i juni måned, men er nu klar til en post i politik.

”Jeg stiller op til landsformandsposten, fordi jeg mener, at der lige nu er mere behov for Liberal Alliance end nogensinde,” siger hun.

Oplysningerne om formandsskiftet kommer kort efter, at tidligere politisk ordfører Christina Egelund, tidligere minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og næstformanden i partiet, Mai Christiansen, har meldt sig ud. Samtidig går der rygter om, at profilerne kan være på vej med et nyt parti.

Mette Frederiksen klappede ikke ad prisvindertale
Det er en ung, dansk forfatter, der i år får Nordisk Råds Litteraturpris. Men det er indholdet i hans takketale, der fylder medierne denne morgen.

For da 28-årige Jonas Eika tirsdag aften modtog den prestigefulde pris i Stockholm, brugte han sin takketale til at rette et hårdt angreb mod den danske statsminister.

Mette Frederiksen (S), der selv sad på første række og overværede talen, blev blandt andet beskyldt for racisme og for at splitte børnefamilier ad.

”Jeg taler til den danske statsminister, Mette Frederiksen, som står i spidsen for et Socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politiker,” sagde Jonas Eika blandt andet i talen.

”Mette Frederiksen, der kalder sig Børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad,” sagde han videre.

Ifølge Politiken klappede statsministeren ikke ad talen. 

Jonas Eika modtager prisen for den samfundskritiske novellesamling ’Efter solen’.

Det sker i dag

  • Klokken 9.45: SF til forhandlinger om finansloven med finansminister Nicolai Wammen (S).
  • Klokken 11.15: Radikale til finanslovsforhandlinger.
  • Klokken 13: Konference om beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er blandt deltagerne ved en konference om fremtidens beskæftigelsesindsats arrangeret af Københavns Professionshøjskole.
  • Klokken 13.15: Enhedslisten til finanslovsforhandlinger.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00