Dagens overblik: Venstres jyske højborg vil udskifte både Løkke og Jensen

NYHEDSOVERBLIK: Både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skal ud af Venstres ledelse, lyder dommen fra kommuneformænd i Region Midtjylland. Få overblikket over dagens politiske nyheder. 

Lars Løkke Rasmussen vil have Venstres landsmøde fremrykket. 
Lars Løkke Rasmussen vil have Venstres landsmøde fremrykket. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til dagens gennemgang af morgenens vigtigste politiske nyheder.

Vi begynder på Pårup Kro i Engesvang, hvor Venstres kommuneformænd i Region Midtjylland mandag mødtes for at drøfte den nuværende situation i partiet. Bagefter var deres dom klar: 

Både formand Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) skal erstattes i ledelsen. 

Det skriver Jyllands-Posten.

I de seneste dage er Venstres kommuneformænd i både Region Syddanmark og Nordjylland kommet frem til samme konklusion.

Men netop Region Midtjyllands holdning til ledelsen var afventet med særlig spænding, fordi her er tale om udpræget Venstre-territorie. 

Mødet på Pårup Kro blev afholdt godt et døgn efter, at Lars Løkke Rasmussen på Facebook havde appelleret til, at Venstres kommende landsmøde fremrykkes og afholdes inden Folketingets åbning 1. oktober.

Minister vil sætte loft over antal ikke etnisk danske på gymnasierne
Står det til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, skal der maksimalt være 30 procent med ikkedansk etnicitet på landets gymnasier.

Det skriver Altinget.

”Vi skal udvikle hele mennesker til det omkringliggende samfund, og der mener jeg, at vi får givet de unge mennesker alt for dårlige kort på hånden,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Loftet er nødvendigt for at sætte ind mod en række meget etnisk opdelte gymnasier, mener ministeren. 

Radikale Venstre ser positivt på forslaget, mens Enhedslisten er modstander af, at man vil nægte elever adgang til bestemte gymnasier baseret på deres etnicitet. 

Minister dropper planer om nye havbrug
Der kommer ikke flere havbrug i de danske have, så længe Lea Wermelin (S) er miljøminister. 

Havbrug – bure i havet til fiskeopdræt – er med til at forværre havmiljøet, og derfor vil ministeren ikke lade erhvervet sætte flere af dem op.

Det skriver Altinget.

"Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt," siger Wermelin i en pressemeddelelse. 

Udmeldingen mødes med begejstring fra Danmarks Naturfredningsforening, mens brancheorganisationen Dansk Akvakultur kalder det "meget alvorligt", at Wermelin vil bremse udvidelsen af havbrugserhvervet.

Regeringen har regnet kassen op – og der mangler penge
Regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen har gjort statens budgetter op. 

Og der ser umiddelbart ud til at mangle flere milliarder kroner i kassen.

Det skriver Børsen efter på forhånd at have set en del af det kassetjek, regeringen præsenterer på et pressemøde senere tirsdag. 

"Servicetjekket af de offentlige budgetter har vist, at der er pres på de offentlige budgetter i 2020 fra planlagte indtægter og tilpasninger af udgifter, der ikke er realiseret," skriver Finansministeriet. 

Ifølge avisen har Nicolai Wammen fundet ubetalte regninger for 3,5 milliarder kroner, der blandt andet skal dække stigende udgifter til politiet og genopretningen af Skat. 

Læs også

Elbæk bliver gruppeforperson 
Alternativets politiske leder skal fremover også være forperson for folketingsgruppen. 

Det besluttede partiet mandag på sit sommergruppemøde, hvor partiet også fordelte nye ordførerskaber. 

Minister vil betale politiets overarbejdspukkel af
Den samlede politistyrke har oparbejdet omkring 800.000 timers overarbejde, der umiddelbart skal afspadseres.

Men justitsminister Nick Hækkerup (S) vil tilbyde politifolkene at få udbetalt 540.000 af timerne som løn i stedet.

Det skriver TV 2.

"Det her løser langtfra alle problemer i politiet. Men nu løser vi ét problem, overarbejde, og så tager vi fat i det næste, så vi på sigt kan få det politi, som vi gerne vil have," siger han til TV 2.

Det vil ifølge Justitsministeriet koste omkring 130.000.000 kroner af betale overarbejdstimerne af. 

Det sker i dag

  • Klokken 12.30: Finansminister Nicolai Wammen holder pressemøde, hvor han vil informere om statens økonomiske situation. 
  • Klokken 13.30: Justitsminister Nick Hækkerup skal i åbent samråd om det danske firma Dan-Bunkering, der måske har været involveret i levering af brændstof til Syrien.
  • Klokken 14.00: Justitsminister Nick Hækkerup fortsætter i endnu et åbent samråd, der denne gang handler om de lange sagsbehandlingstider fra anmeldelse til afgørelse i voldtægtssager. 
  • Klokken 14.30: Alternativet holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00