Dagens overblik: Wammen præsenterer udspil til finanslov - her er, hvad vi ved

NYHEDSOVERBLIK: Dele af regeringens forslag til finanslov er ude, og Venstre-folk er kede af Løkkes bog. Få dagens lynhurtige gennemgang af de vigtigste politiske nyheder her.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

God morgen og velkommen til morgenoverblikket efter en heftig weekend i dansk politik. Den samler vi op på lidt længere nede i artiklen.

Vi begynder med regeringens udspil til næste års finanslov, for det præsenterer finansminister Nicolai Wammen (S) i dag klokken 12 ved et pressemøde. Samtidig får vi også ministeriets halvårlige status på, hvordan det ser ud for dansk økonomi.

Her er, hvad der allerede er ude om forslaget til finanslov:

Det ved vi om finanslovsudspillet

  • Regeringen vil oprette en såkaldt "krigskasse" med 9,2 milliarder kroner, som politikerne kan bruge næste år på at få Danmark igennem næste del af coronakrisen. Det kan for eksempel være ekstra udgifter til sundhedsvæsnet eller penge til genopretning af økonomien, skriver Ritzau, som har set udspillet, ifølge Berlingske.

  • Coronakrisen har gjort stort indhug i dansk økonomi, og Wammen og kompagni foreslår at køre med milliardunderskud på næste års finanslov. Regeringen lægger op til at gå helt til grænsen for, hvad man ifølge budgetloven må have af underskud på de offentlige finanser, nemlig et underskud på 0,5 procent af den strukturelle saldo. Det er dette underskud, der skal betale størstedelen af initiativerne i udspillet.

  • Coronakrisen er også regeringens argument for, at den har afsat markant færre penge til at opfylde støttepartiernes krav, end den gjorde sidste år. Nicolai Wammen har afsat 1,5 milliarder kroner til at kunne imødekomme nogle af ønskerne fra de andre partier - sidste år var der afsat 2,1 milliarder.

  • Regeringen lægger op til at droppe de planlagte besparelser på DR fra 2022, skriver blandt andre Politiken. Pengene skal dog tages fra forhandlingsreserven, skriver Ritzau ifølge Berlingske.

  • Og så vil Wammen & co. finde 100 millioner kroner ved at sløjfe bredbåndspuljen, som hjælper borgere i tyndt befolkede områder at få hurtigere internet.

Ny trepartsaftale om jobdeling skal forhindre fyringer
Dagens anden store nyhed er, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og arbejdsmarkedets parter natten til mandag er blevet enige om en aftale, som skal redde folk fra at blive fyret, nu hvor hjælpepakkerne er udløbet. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

En ny ordning betyder, at arbejdsgiverne kan vælge at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at fyre folk. Mens folk er hjemme, skal de kunne modtage dagpenge, og den maksimale dagpengesats bliver sat op med en femtedel, så den lander på 23.000 kroner om måneden. Det er primært arbejdsgiverne, der betaler for de ekstra dagpenge.

Ordningen gælder året ud.

Læs også

Afgående ambassadør i Berlin råber op
På dagen, hvor den danske ambassadør i Berlin siger farvel til jobbet, kommer han med kritik og en klar advarsel til regeringen.

For det har store konsekvenser for Danmark, at man har lukket ambassader i små EU-lande, siger Friis Arne Petersen til Jyllands-Posten

"Vi har satset på de store og de større og lukker ambassader i Europa i en lang række små lande, som er vigtige for en småstat som Danmark. Det koster indflydelse," siger han.

Danmark kan ikke fuldt ud varetage nationale interesser, lyder kritikken fra den afgående ambassadør, som i øvrigt i morgen skulle have været erstattet af den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Thomas Ahrenkiel, som nu er fritaget for tjeneste.

Altinget kørte sidste år en længere debatserie om besparelserne i den danske udenrigstjeneste, hvor flere tidligere ambassadører kritiserede lukningerne af ambassader. Find serien her: Er Udenrigsministeriet blevet discount? 

Venstre-folk kede af Løkkebog
Selv om Lars Løkke Rasmussens nye bog først udkommer i dag, har den fyldt medierne hele weekenden. Ud over, at Løkke offentliggør en hel udskrift af alt, hvad der blev sagt på Venstres hovedbestyrelsesmøde sidste år, hvor han endte med at trække sig som formand, og at han overvejer at starte et nyt parti og anbefaler Tommy Ahlers som Venstres kandidat til overborgmesterposten i København, taler han for en linje for Venstre, som er helt modsat af den, formand Jakob Ellemann-Jensen nu forfølger. 

Løkke holder fast i sin analyse af, at Venstre skal forsøge at samle en regering over midten. Og det er ikke god timing for Ellemann, som netop ved partiets sommergruppemøde for to uger siden slog fast, at han går efter at samle blå blok blandt andet om en stram udlændingepolitik. 

Og det er da også et samlet kor af Venstre-folk, der nu beklager Løkkes melding. 
Særligt opsigtsvækkende skrev to af Løkkes nærmeste politiske venner Lars Christian Lilleholt og Troels Lund Poulsen et fælles tweet, hvor de lagde afstand til Løkke.  


Også Claus Hjort Frederiksen, der gennem mange år var Løkkes nærmeste medstrateg, er ked af meldingerne fra Løkke. 
“Det gør mig ked af det og mismodig. Det piner mig og ærgrer mig, hvis hans ageren skal komme til at overskygge hans bedrifter i dansk politik,” siger han til BT. 

Tidligere næstformand Kristian Jensen (V) skriver på Facebook, at han er "trist og ked af det", mens Søren Pind erklærer sig enig i Løkkes bekymringer om yderfløjene, men afviser at forlade Venstre.

Martin Rossen gav interview
Til slut skal du lige have en anbefaling med. For manden, der indtil for nylig var Mette Frederiksens stabschef og regeringens topstrateg, Martin Rossen, har langt om længe givet et interview. Dét skal du læse, hvis du interesserer dig for dansk politik. Find det i Politiken fra søndag.

Det sker i dag

Klokken 12: Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer regeringens forslag til finansloven for 2021, Økonomisk Redegørelse samt rammen for finanspolitikken frem til 2025. 

Klokken 14: Statens Seruminstitut kommer med opdatering af antallet af smittede, indlagte og døde coronapatienter i Danmark

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00