Debat: Stop klapjagten på private velfærdsleverandører

REPLIK: FOA, Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening langer ud efter private bo-og opholdssteder med et forvrænget billede af virkeligheden, skriver Dansk Erhverv og Landsorganisationen for Sociale Tilbud.

Af Troels Yde Toftdahl og Laust Westtoft
Hhv. velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv og politisk- og strategisk chef i Landsorganisationen for Sociale Tilbud 

Vi har i Dansk Erhverv og hos Landsorganisationen for Sociale Tilbud med stor forundring læst et debatindlæg i Altinget, hvor en række organisationer har fundet anledning til at lange ud efter private bo- og opholdssteder med et forvrænget billede af virkeligheden.

Vi har stor respekt for FOA, Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening. Derfor er vi naturligvis også overraskede over behovet for at gå efter en bestemt ejerskabsform på socialområdet.

Lige nu handler alt på socialområdet om evalueringen af det specialiserede socialområde, der skal munde ud i en specialeplan. En specialeplan vil være en enorm stor anerkendelse af socialområdets faglighed og vigtigheden af kvalitet. Vi mener i Dansk Erhverv og Landsforeningen for Sociale Tilbud, at socialområdet fortjener at blive behandlet med samme alvor som sundhedsområdet, hvor inspirationen til en specialeplan er hentet.

Samtidig lægges der også fra politisk hold op til at styrke socialtilsynet, herunder det økonomiske tilsyn. Det arbejde bakker vi i Danske Erhverv og Landsforeningen for Sociale Tilbud også fuldt og holdent op om. Der er stort behov for et styrket socialtilsyn og større ensartethed på tværs af de fem tilsynsenheder ligesom et styrket økonomisk tilsyn er afgørende for styrke tilliden til området.  

Private leverer bedre kvalitet
Netop tillid og kvalitet er nøgleord i udviklingen af fremtidens socialområde. Derfor undrer vi os over, at der i debatindlægget motivforskes i, hvorfor private leverandører ønsker at være på socialområdet. Lad os gemme holdninger væk for en stund og dvæle ved fakta.

I indlægget hævdes det, at private kan maksimere profitten ved at sænke kvaliteten. Men hvis private skulle profitmaksimere ved at sænke kvaliteten, er det påfaldende, at private tilbud leverer højere kvalitet end offentlige. Fakta er, at kvaliteten generelt er lidt højere i private sociale tilbud end i offentlige tilbud. Kigger vi kun på børne- og ungeområdet er trivslen markant højere i private tilbud end i offentlige tilbud. I samme undersøgelse fremgår det, at der ikke er forskel på fagligheden i sociale tilbud på tværs offentlige og private tilbud.

Samtidig ved vi også, at sygefraværet er markant lavere i private sociale tilbud (tre procent) end i offentlige sociale tilbud (syv procent). Sygefravær er måske ikke direkte en kvalitetsindikator, men det er måske en interessant tanke for de tre fagforeninger, at medarbejdere måske trives bedre i private sociale tilbud.

I indlægget fremgår også det velkendte faktum fra Evaluering af Tilsynsreformen, at socialtilsynet tidligere har lukket flere private end offentlige bosteder. Desværre nævnes det ikke i indlægget den anden halvdel af samme evaluering, hvor det fremgår, at der er stor uensartet praksis for anvendelse af f.eks. påbud blandt de fem tilsynsenheder. Og hvor det fremgår, at særligt offentlige driftsherrer kan undgå de sanktioner, som man ville være blevet pålagt, hvis man havde været privat. Den del af fortællingen fortjener også at komme med.

Styrket socialtilsyn
Vi ser hver dag medlemsvirksomheder, som er stiftet af og drevet af dygtige socialrådgivere, socialpædagoger og socialfaglige medarbejdere der løfter et socialt ansvar i de ikke-offentlige tilbud og gør en forskel for udsatte og sårbare borgere. Et socialt tilbuds værdi skal vurderes ud fra, om det løfter den opgave, det er tiltænkt: Lykkes tilbuddet med at skabe den rette udvikling og trivsel for borgerne - og udføres dette til markedspris? Er det bæredygtigt på alle velfærdssamfundets bundlinjer? 

Dette forudsætter økonomisk transparens, der kan danne grundlag for at sammenligne prissætningen på tværs af sektorer. Det forudsætter en mere kvalificeret visitation samt personrettet tilsyn, og ikke mindst forudsætter det stærke og sammenlignelige evalueringsværktøjer og et økonomisk udvidet tilsyn med høj faglighed. Det handler for alle, først og fremmest om, at sikre højt specialiserede og individuelt tilpassede indsatser – uanset om ejerskabet er en kommune, en fond eller en anden selskabsform. 

Måske er virkeligheden, at der på begge sidder af det hegn, vi forsøger at udviske, er aktører, der ikke leverer den kvalitet, vi som samfund gerne vil tilbyde borgeren. Her er der behov for at sætte ind med et styrket socialtilsyn, der kan rydde op på begge sider. Det er private leverandører varme tilhængere af.

Historisk set er Danmark kendetegnet ved et samarbejde mellem det offentlige, civilsamfundet og det private. Lad os bevare og styrke den mangfoldighed, der kendetegner socialområdet, hvor omsorg ikke kunne leveres af staten. Lad os fokusere mindre på, om der står offentligt eller privat på indgangskiltet i det enkelte tilbud, og lad os sammen tale om, hvor vi på tværs af ejerskabsformer styrker tilliden og kvaliteten i sociale tilbud til gavn for mange af de 183.400 mennesker i Danmark, der i dag modtager en social indsats. 

Forrige artikel Tysklands forsvarsminister: Vores lande skal imødegå alle forsøg på at splitte os Tysklands forsvarsminister: Vores lande skal imødegå alle forsøg på at splitte os Næste artikel Bo Lidegaard: Der findes ikke en fredelig verden uden et stabilt Europa Bo Lidegaard: Der findes ikke en fredelig verden uden et stabilt Europa