David Trads: Det demokratiske kollaps i USA og Storbritannien truer Danmark

KOMMENTAR: Vi kan ikke bare trække på skuldrene og sige ’Donald is Donald’ og ’Boris is Boris’. For de to inkompetente mænd er jo lederne af de to nationer, som har udviklet Vesten, kæmpet hårdest for frihed og været vores bedste venner, skriver David Trads.

Det er rent ud sagt rædsomt at følge, hvordan selve demokratiet er i færd med at kvæle sig selv i de to historisk vigtigste nationer i det, vi kalder Vesten. Amerikanske og britiske politikere er gået fra at være forbilleder til vrangbilleder.

Først USA, hvor Donald Trump som en anden selvmordsbomber dagligt angriber alle institutioner.

I de seneste døgn har han anklaget det legitime flertal i Repræsentanternes Hus for reelt at stå bag et kup, der kan føre til borgerkrig – ligesom han ønsker at indespærre et af de kongresmedlemmer, der står bag den igangværende proces mod en rigsret. Ren bananstat.

Dernæst Storbritannien, hvor Boris Johnson som en klovn tramper rundt i spinaten.

I de seneste døgn har han gentaget sit ønske om at suspendere det folkevalgte parlament for at få sin Brexit på plads, selvom Højesteret allerede en gang har sagt, at det er ulovligt. Han er efterhånden grebet i så mange manipulationer og løgne, at det virker som en ond drøm. Ren bananstat.

Og for at det ikke skal være løgn, så har både Trump og Johnson med deres dybe og konstante overfald på alle demokratiske institutioner bidraget til at trække alle andre med ned i sølet: oppositionen, retsinstanserne, medierne og troen på hinanden.

Intet er for mig mere tragisk at følge end de amerikanske og britiske tragedier, som allerede er blevet så almindelige for os, at de er ved at blive den nye normal. Mens sidste nyt fra bizarro-landene ruller over tv-skærmen, bliver det nemt til den samme ligegyldige nyhedssuppe.

Men naturligvis kan vi ikke bare trække på skuldrene og sige "Donald is Donald" og "Boris is Boris" – for de to inkompetente mænd er jo, om vi kan lide det eller ej, lederne af de to nationer, som har udviklet Vesten, kæmpet hårdest for frihed og været vores bedste venner.

Det var USA’s Uafhængighedserklæring i 1776, som grundlagde det demokrati og de menneskerettigheder, vi i dag er så begunstiget af at leve under. Det var den britiske industrialisering, der udviklede markedsøkonomien, som har givet os velfærd og velstand.

Tilsammen var det de to nationer, der satte alt på spil i kampen for Det Gode mod Det Onde under Første og Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Statsmænd som Roosevelt, Truman, Eisenhower, Reagan og Churchill, Macmillan og Thatcher sikrede den altafgørende transatlantiske akse.

Det er derfor, det er så forbandet trist at se, at de to lande, som vi har så uendeligt meget at takke for, og som bør være garanten for, at den sikkerhed, fred, stabilitet, velstand, vækst og individuelle frihed, vi exceptionelt har haft i otte årtier, fortsætter, nu er ved at kollapse.

Trump og Johnson nøjes ikke med at angribe al ordentlighed i Washington og London. Nej, i deres iver efter at fremstå som handlekraftige machomænd, hamrer de også deres forhammer i alt det internationale samarbejde og alle de alliancer, de kan komme i nærheden af.

Trump ønsker at svække EU, fordi et samlet EU matcher USA økonomisk og derved politisk. Han har ifølge amerikanske medier gentagne gange drømt om at opløse Nato. Hans handelskrige, senest mod EU, er konkrete udtryk for hans doktrin om America First!

Johnson ville aldrig være britisk premierminister nu, hvis ikke han dybt illoyalt modarbejdede sit eget konservative partis ønske om at blive i EU. Hans irritation over det internationale samarbejdes nationale begrænsninger skygger komplet for forståelsen for dets fordele.

For Danmark er udfordringerne kolossale.

Hvordan pokker navigerer vi pludselig i en verden, hvor de to sikreste ankre, vi har haft, det amerikanske og det britiske, langsomt, men sikkert, forsvinder fra os? Hvad gør vi, hvis Trump og Johnson vinder deres hjemlige slag og fortsætter på posterne i flere år?

Ét er sikkert. Vi kan ikke som strudsen stikke hovedet i busken i længden. Vi er nødt til at tænke over, hvilke alliancer vi nu må styrke og måske opfinde. Det er den største politiske udfordring på den lange sikkerhedspolitiske dagsorden. Det er de diskussioner, som jeg håber, at landets øverste politiske ledere bruger den nødvendige tid på at tage.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: DI er ikke regeringens grønne ven Nikolaj Saadat: DI er ikke regeringens grønne ven Næste artikel Lisbeth Knudsen: Frederiksens nærhedsreform kræver mod til at slippe kontrollen og et opgør med milimeter-retfærdighed Lisbeth Knudsen: Frederiksens nærhedsreform kræver mod til at slippe kontrollen og et opgør med milimeter-retfærdighed
Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

SAMRÅD: Regeringen løfter nu sløret for beregningerne bag finanslovens klimaeffekt. Det sker et halvt år efter, at aftalen blev indgået med politisk pres på for at få konkrete tal på bordet. Regeringen anerkender, at svaret har været usædvanligt længe undervejs.