Kommentar af 
David Trads

David Trads: Endelig forstår hele Danmark, at Trump er crazy

KOMMENTAR: Trumps bizarre forslag om at købe Grønland og hans efterfølgende overhaling af Danmark har endelig fået alle danskere til at forstå, at manden er gal. Det var på tide, skriver David Trads.

"Vi er blevet bekræftet i, at Trump ikke bare mener, hvad han siger, nej, han er edderbankemig også villig til at kæmpe for sagen med alle tænkelige og utænkelige metoder", skriver David Trads. 
"Vi er blevet bekræftet i, at Trump ikke bare mener, hvad han siger, nej, han er edderbankemig også villig til at kæmpe for sagen med alle tænkelige og utænkelige metoder", skriver David Trads. Foto: Tasos Katopodis/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man er kommentator, er det jo ikke hver eneste dag, man rammer bulls eye, men lige i tilfældet Donald Trump så jeg faktisk fra første færd, at manden var gal – og da jeg blev spurgt af amerikansk tv efter et gigantisk vælgermøde, hvad jeg syntes om ham, svarede jeg:

”For nu at være helt ærlig, så kan jeg ikke forestille mig noget værre, der kunne ske, end at Donald Trump rent faktisk skulle ende med at blive præsident. Det ville være rædsomt for USA, det ville være rædsomt for hele verden, det ville være rædsomt også for Europa – for han er, efter min mening, en crazy guy.”

Sammen med en gruppe danske journalister og organisationsfolk havde jeg netop oplevet Trump for fulde gardiner på et vælgermøde i New Hampshire under det republikanske primærvalg, der netop var begyndt. Det var i januar 2016. Dengang verden fortsat var normal.

Trump strøede om sig med vanvittige påstande på det vælgermøde – "mexicanere er voldtægtsforbrydere"; "waterboarding er alletiders, men lad os være mere kreative med tortur"; "forbyd alle muslimer indrejse"; "amerikanske krigsfanger er tabere" og meget mere.

Fakta
David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det var så vildt, så uvirkeligt, og, ja, så angstfremkaldende, fordi tanken om Trump som præsident allerede på det tidspunkt virkede som noget, vi burde tage seriøst. Jeg tog alt, hvad kandidaten sagde både seriøst og bogstaveligt. Jeg troede på, at han mente det.

Den almindelige analyse af Trump var længe, at han bare var en gøgler, der råbte op med vanvittige påstande uden nødvendigvis at mene noget af det. Salena Zeto, dengang politisk reporter på The Atlantic, ikoniserede tanken i et nu berømt citat om hans vilde udfald:

Udenrigsministeriet i København hører til dem, der har taget mest fejl alt for længe.

David Trads

”Når han kommer med stærke påstande, så tager pressen ham bogstaveligt, men ikke seriøst; mens hans støtter tager ham seriøst, men ikke bogstaveligt.”

Well, det skulle hurtigt vise sig, at vi både skulle tage Trump seriøst og bogstaveligt:

Kandidaten, der blev til præsidenten, mente faktisk alle de vilde ting, han gik og sagde – og alle de våde drømme, som mange i USA og resten af verden havde, om, at han, når først han sad i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, ville blive helt normal, var, ja, bare drømme.

Udenrigsministeriet i København hører til dem, der har taget mest fejl alt for længe. Den gængse fortælling på Asiatisk Plads har været, at de dygtige diplomater var i stand til at se gennem al ’den orange støj’ (ikke mindst præsidentens tweets) og fortsætte business as usual.

Danske embedsfolk, fik vi igen og igen at vide, havde solide kontakter til de vigtigste aktører i den amerikanske centraladministration, så den stærke dansk-amerikanske alliance ville fortsætte. Udenrigsministeren, den nationale sikkerhedsrådgiver, forsvarsministeren og alle de andre nøglefigurer i Washington skulle nok tøjle præsidentens værste sider, forlød det.

Det, som Trump vredt stempler som the deep state, eksisterer, sagde de danske diplomater og i øvrigt mange af deres europæiske kolleger – og derfor behøver vi ikke tage os særligt af, hvad præsidenten går og siger. Han er bare støj. Bagved hersker rationaliteten fortsat.

Det kunne ikke være mere forkert – og måned efter måned er vi blevet bekræftet i, at Trump ikke bare mener, hvad han siger, nej, han er edderbankemig også villig til at kæmpe for sagen med alle tænkelige og utænkelige metoder, og intet slag er for lavt i hans kamp.

Da Trump i sin tiltrædelsestale sagde, at fra nu af er det altid og uden undtagelse ’America First! America First! America First!’, ja, der mente han det – og det har Vesten mærket lige siden. Præsidentens foragt for Europas (gamle) demokratier er åbenlys:

Nato er spild af penge. EU er en taberorganisation. Tyskland er nogle snyltere. Den slags.

I denne uge er det så Danmarks tur til at få en overhaling – og den måtte selvfølgelig komme:

Trumps bizarre forslag om at ville købe Grønland ville, dengang verden var normal, være blevet fejet af banen som, ja, absurd, men i dag er det en del af den globale uorden fra ham, vi kalder lederen af den frie verden. Der er kun en god ting ved præsidentens idioti i denne uge:

Endelig forstår hele Danmark, at Trump er crazy.

Det var på tide.

-----------------

David Trads (1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00