David Trads: Er vi igen parat til en gammel, hvid og kedelig mand?

Når jeg i disse uger er ude at holde foredrag om USA's kommende valg, er der altid en, der stiller det åbenlyse spørgsmål:

Hvordan i alverden kan det være, at Demokraterne har valgt Joe Biden? Han er jo for pokker alt for gammel, alt for kedelig, alt for meget yesterday’s news, og, ja, alt for hvid?

Der er jo i den grad noget om det – for selv om Biden, snart 78 år, har været med i politik i bogstaveligste forstand i en evighed, og selv om han har haft virkeligt fremtrædende poster i Senatet og som vicepræsident, så er der ikke rigtigt nogen, der ved, hvad han står for?

I en tid, hvor Demokraterne vælter sig i nye stærke profiler, der symboliserer ungdom, multikulturalitet, grøn omstilling, og, ja, sommetider endda revolution – tænk på Alexandria Ocasio-Cortez, den 30-årige sensation fra New York City – hvorfor så Biden?

Biden, der blev valgt til Senatet første gang i 1972 (!) – dengang var eksempelvis vores statsminister, Mette Frederiksen, end ikke født – er indbegrebet af en midtersøgende politiker, som hellere søger kompromisset end konfrontationen. Hvad står han for?

Den gamle, hvide, kedelige mand har aldrig begejstret nogen. Han er den pæne mand, som hjælper andre. Han er den afdæmpede fyr, som kan vende en anspændt stemning. Han er selve indbegrebet af en konservativ politiker, der holder af at forandre for at bevare.

Efter fire år med Donald Trump, hvor det Amerika, som de fleste plejede at tage for givet, ikke længere er til at kende, og hvor kaos, mobning og tilsidesættelse af en ordentlig og civiliseret tone, har Demokraterne simpelthen valgt at gå en helt, helt anden vej

David Trads

Når jeg så har trådt vande med alle de ovenstående præmisser en tid under mit foredrag er det egentligt for at varme op til at svare på, hvorfor pokker Demokraterne dog har valgt Biden - og så kommer det:

Efter fire år med Donald Trump, hvor det Amerika, som de fleste plejede at tage for givet, ikke længere er til at kende, og hvor kaos, mobning og tilsidesættelse af en ordentlig og civiliseret tone, har Demokraterne simpelthen valgt at gå en helt, helt anden vej:

Tilbage til det normale!

Tilbage til Average Joe!

Tilbage til en præsident, der bare passer sit arbejde!

Og så fortæller jeg gerne en historie om dengang, jeg gik i skole ude på landet i Michigan i 1980'erne – som efter min mening symboliserer det traditionelle, tværpolitiske Amerika:

Dengang fik vi ud over de almindelige karakterer i engelsk, matematik og så videre også en karakter i en særlig rubrik, som hed ’citizenship’ – altså i medborgerskab. Den blev givet for engagement i timerne, evnen til at hjælpe klassekammerater, villigheden til at tage del i frivilligt, lokalt arbejde for eksempelvis ældre og svage.

Der var i den grad prestige i den karakter – for ved årets skoleafslutning blev den elev, som havde udvist det største ’medborgerskab’ hyldet på scenen side om side med årets bedste elev og årets bedste atlet.

Det år, jeg dimitterede fra High School, var det en fyr, der hed Jim, som blev kåret til årets medborger. Skøn fyr, som var indbegrebet af en god kammerat. Han var dygtig til det meste – akademisk, sportsligt – men han var først og fremmest en, der altid rakte ud efter andre.

Jim sad – selvfølgelig – også i elevrådet. Ikke formand, ikke næstformand, men alligevel den, som de fleste af os lyttede til, når han talte. Han var – naturligvis – den, som fik os talt til ro, når bølgerne gik højest mellem fløjene. Den, der fik ting til at ske, fremskridt til at ske.

Når jeg nu ser Joe Biden, tænker jeg på Jim – for Biden er heller ingen folkefører, blændende taler eller inspirerende ledestjerne, men han er en, der stille og roligt skubber samfundet i en lidt bedre retning. Ingen revolution, men masser af små skridt i rigtig retning.

I den her uge præciserede Janan Ganesh, kommentator i Financial Times, under overskriften ’Det velkomne fravær af entusiasme for Joe Biden’, at USA er ved at indse, at det både er skørt og skadeligt at tilbede dets politiske ledere som guder.

Både Barack Obama og Donald Trump blev af deres vælgere i en usund grad opfattet messiansk – altså som nærmest en genfødt Jesus, der kunne løse ALLE problemer. Det skabte en kultur, hvor du enten er 120 procent med eller 120 procent imod. Stærke troende er jo ikke både lidt til Jesus og lidt til Mohammed. Det er enten eller.

Biden er, skriver Ganesh, hvis han bliver valgt, den første præsident i umindelige tider, som et pænt flertal af ’amerikanere rent faktisk kan leve med.’ Et halvt århundrede i politik har ganske vist aldrig ført til en begejstret fanbase, men…det har heller ikke skabt fjender:

”Biden er et korrektiv til en usund tendens i hans parti og land. Der er ikke noget, der anbefaler ham mere til nationalt lederskab end de milde følelser, han skaber. Den entusiasme, som nationen har set det forløbne årti, har ikke bragt et harmonisk Amerika.”

Måske er Biden simpelthen den rette person til rette tid? En gammel, hvid, kedelig mand! En præsident, der hverken skaber fans eller fjender. Bare en ordentlig leder for enden af bordet, der lytter og træffer langsomme beslutninger? Hvem havde troet det i 2020?

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.