Kommentar af 
David Trads

David Trads: Lad os sige Biden vinder - Hvad betyder det for os?

KOMMENTAR: Biden er ingen Kennedy, Reagan, Clinton, Obama eller Bush, men han har forudsætningen for det vigtigste: At gøre Amerika til det land, som verden helst skal lade sig inspirere af.

Det store flertal af stats- og regeringschefer og langt de fleste i erhvervslivet har længe håbet, at de kunne slippe af med Trump, skriver David Trads.
Det store flertal af stats- og regeringschefer og langt de fleste i erhvervslivet har længe håbet, at de kunne slippe af med Trump, skriver David Trads.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udfaldet af det amerikanske valg er i disse timer fortsat helt åbent, men pilen peger lige nu i Joe Bidens retning – og derfor begynder alle at forberede sig på en ny præsident.

Det er verdens mindste hemmelighed, at alle stats- og regeringschefer i Vesten – med mulige undtagelser i Polen og Ungarn – længe har foldet deres hænder og bedt til Vorherre om, at Donald Trump ville tabe magten.

Trumps kaotiske lederstil, hyppige angreb på demokratiske principper, evindeligt skiftende standpunkter og manglende evne og lyst til at lytte til allierede er selvsagt tæt på uudholdeligt for vestlige ledere. Han vil ikke blive savnet et sekund, hvis han ryger ud.

Det er også mere end åbenlyst, at det meste af erhvervslivet i Vesten – med undtagelser fra en højtråbende minoritet af politiserende rigmænd – også helst vil se ryggen af Trump. Årsagen er hans tilfældige og pludselige ændringer, frem og tilbage, på handelspolitik.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Markedet bryder sig ikke om overraskelser, men foretrækker at kende til de udfordringer, der måtte komme – også selv hvis de er negative for dem. De kan ikke lide, når Trump på Dag 1 indleder handelskrig, afblæser den på Dag 2, for så at genstarte den på dag 3.

Med andre ord:

Med Biden i Det Hvide Hus vil nationen igen kunne genopstå som et ideal, de fleste af os vil se op til. Det vil kræve hårdt arbejde.

David Trads

Det store flertal af stats- og regeringschefer og langt de fleste i erhvervslivet har længe håbet, at de kunne slippe af med Trump, så verden kunne blive mere forudsigelig, og, ja, mere normal.

Men lad os så antage, at Trump er færdig – og bliver den kun fjerde one-term president i nyere tid efter Gerald Ford, Jimmy Carter og George H. Bush. Hvad vil en kommende præsident Joe Biden så betyde for os? Jeg vil pege på fire afgørende forskelle:

For det første – alliancer vil igen nyde fremme:

Biden vil instinktivt og reelt sikre, at de alliancer, som USA har stået i spidsen for at udvikle – FN, NATO, WTO, alt muligt – igen vil blive opfattet som, ja, alliancer, og ikke bare steder, som USA kan bruge udelukkende til at presse sin egen politik igennem.

USA vil også under Biden være hård – nu må vi ikke være naive – og ingen vil være i tvivl om, at den uomgængelig nation er parat til at bruge sine muskler. Men al den form for retorisk hate speech, som Trump har plaget de nærmeste allierede med, er slut.

For det andet – Natos fremtid vil være sikret:

Biden er et barn af den transatlantiske alliance og i sine årtier som fremtrædende udenrigspolitiker i Senatet og siden som vicepræsident har han konsekvent fastholdt NATO som den afgørende alliance for fred og sikkerhed i Vesten. Det er en præmis for ham.

Alle Trumps angreb på alliancen – han har kaldt den forældet, sået tvivl om den, og flirtet med tanken om at ophæve alliancens musketer-ed – vil forsvinde. Biden vil givet fortsætte med at presse på for, at vi bruger flere penge på militæret, men aldrig på en truende facon.

For det tredje – USA genindtræder i Paris-aftalen:

Biden har gentagne gange, senest på selve valgdagen, meddelt, at han omgående vil sørge for, at USA vil genindmelde sig i den Paris-aftale om kampen mod global opvarmning, som Trump har trukket nationen ud af. Det er en politisk markering på den højeste hylde.

USA vil også under Biden iværksatte endog meget store investeringer i grøn omstilling – væk fra fossile brændstoffer, ind med bæredygtige løsninger. Det vil både gavne klimaet, og helt konkret hjælpe danske virksomheders eksport til verdens største marked.

For det fjerde – Amerika vil genopstå som et ideal:

Biden ligner en amerikansk præsident, som vi kender dem bedst: Optimistisk, positiv, empatisk, drømmende – i stil med Ronald Reagan, Bill Clinton, Barack Obama, George W. Bush - mere almindelig, mere jordnær, ja, men først og fremmest mere normal.

Det kaos og fravær af anstændighed, der har præget Trump, har smittet af på USA's globale anerkendelse, som er røget helt i bund. Med Biden i Det Hvide Hus vil nationen igen kunne genopstå som et ideal, de fleste af os vil se op til. Det vil kræve hårdt arbejde.

Konklusion:

Hvis Joe Biden bliver kåret som USA's nye præsident, vil de forløbne fire års evindelige drama og kaos og bizarre tweets blive trængt i defensiven. Biden er ingen Kennedy, Reagan, Clinton, Obama eller Bush, men han har forudsætningen for det vigtigste:

At gøre Amerika til det land, som verden helst skal lade sig inspirere af.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)









0:000:00