David Trads: Når Trump kæmper mod Vesten, er vi alle på herrens mark

Hvis du nu har glemt, hvordan en rigtig amerikansk leder bør opføre sig, kan jeg virkelig anbefale, at du finder det brag af en tale frem, som Barack Obama holdt i sommeren 2008 i Berlin:

200.000 tyskere, især unge, mødte op til noget, der lignede en politisk Woodstock-festival, for at møde den mand, der lige var blevet sit partis præsidentkandidat. Die Welt skrev, at Obama ”kom for at sprede sin drøm om håb; ikke kun for Amerika, men for hele verden”.

Obama tog tilhørerne og et imponerende stort antal europæere, der fulgte med på tv, med storm – for han sagde alt det, som vi gerne ville høre:

Han roste berlinerne for alle de år under Den Kolde Krig, hvor de var symbolet på frihedskampen mod den undertrykkende kommunisme; han roste dem for det mod, de udviste, da de i 1989 modigt rev den Berlinmur ned, der havde martret byen og verden; og så oplistede han en stribe af de allerstørste kriser, som verden stod over for – sult, klima, krige, undertrykkelse – inden han udbrød under massive klapsalver og jubel:

”Der findes ikke en nation, uanset hvor stor den er, eller hvor magtfuld den er, som kan besejre alle disse udfordringer alene: Jeg tror på allierede, som lytter til hinanden, som lærer af hinanden, og som, over alt andet, stoler på hinanden. Tiden er inde til at stå sammen.”

Europæerne elskede ham. Det var, som man siger, kærlighed ved første blik. I de otte år, han var præsident, opnåede han tillid fra godt otte ud af ti af klodens borgere. Han var virkelig en leder, der samlede verden. De fleste af os var lykkelige over ham som den frie verdens leder.

Fra det sekund Obama forlod Det Hvide Hus i januar 2009, er USA's position raslet ned.

David Trads

Fra det sekund Obama forlod Det Hvide Hus i januar 2017, er USA's position raslet ned. Kun godt tre ud af ti af verdens borgere har tillid til nationen i dag – og det skyldes naturligvis Donald Trump. En måling forleden viste, at tyskerne (!) i dag har lige så stor tillid til Kina som til USA.

Forskellen mellem de to, henholdsvis USA's præsident nummer 44 og 45, er så kolossal, når man ser dem oppe imod hinanden. Obama, afbalanceret, alvorlig, seriøs, værdig, kortfattet, præcis. Trump, dramatisk, selvsmagende, underholdende, pralende, langtrukken, rodet.

Obama var en leder, som søgte samarbejdet, respekterede andre nationer, anerkendte internationale organisationer, og, allervigtigst, påtog sig rollen som global leder. Trump gør alt det modsatte: Han vil bestemme alt selv, ringeagter andre lande, især vigtige allierede, og, mest bekymrende, så melder han USA ud af flere internationale aftaler.

Trump og hans tilhængere er givet helt ligeglade med, hvad resten af verden mon måtte tænke om ham. De er givet også flintrende græsk-katolske over for, at han fornærmer sine traditionelle allierede og hylder de sædvanlige fjender. I Trumps univers virker det inderligt uvæsentligt at overholde etikette, når nu det hele alligevel handler om én og absolut kun én ting, nemlig at det altid og uden undtagelse er ’Amerika først!’

Jeg kommer til at tænke på ‘Monster', et stort hit fra 1969 af Steppenwolf, et Los Angeles-band, der provokerede nationen med dets spørgsmål om, hvor pokker det land, de ikke længere kunne genkende, mon var blevet af:

”No matter who's the winner // We can't pay the cost // 'Cause there's a monster on the loose // It's got our heads into a noose // And it just sits there watching // America, where are you now? // Don't you care about your sons and daughters? // Don't you know we need you now // We can't fight alone against the monster.”

Ja, Amerika, hvor er du nu?

Trumps konstante angreb på alt det, som har gjort Vesten så velstående, så fredelig og så fri, er en trussel mod alt det, vi tog for givet. Der er ikke noget normalt over hans lederskab; der er ikke noget inspirerende over hans præsidentskab; der er ikke nogen lysende fakkel, ikke nogen by på toppen af bakken, ikke noget ledestjerne på den åbne himmel over hans opførsel.

Europa og Danmark var længe om at forstå, hvilken ægte trussel han udgør mod alt det, vi holder af – for mange, ikke mindst i de ledende lag, troede, naivt skulle det hurtigt vise sig, at han ville ændre sig til det bedre, når først han gik ind i Det Hvide Hus, men, nej, nej, nej:

Den Trump, der havde råbt og skreget og truet og intimideret resten af verden under valgkampen, har vist sig at være præcist den samme, når det handler om at føre udenrigspolitik.

Eftertanke er en by i Skandinavien for en leder, der kun stoler på sig selv. Hvis han taber valget i 2020, vil han historisk stå som en kuriøs parentes, der trods alt ikke nåede at skabe varige skader for verden, men hvis han derimod vinder, vil det ikke bare være ham, der har vundet – for så vil det være selve trumpismen, altså en ideologi, der fjerner nationen fra rollen som den frie verdens naturlige og moralske leder, der har sejret. Amerikanerne vil i givet fald have set på Trump og tænkt:

Tak, det vil vi gerne have noget mere af.

Når Trump kæmper mod Vesten, er vi alle på herrens mark – og vi, der bor i Europa, må folde vores hænder og tænke som Tocqueville, der berømt sagde, at ’Amerika er stor, fordi hun er god. Hvis Amerika holder op med at være god, vil Amerika holde op med at være stor.’

Oh, please, kan vi ikke finde en ny måde at ’Make America Great Again’?

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.