David Trads: Primærvalget sprænger rammerne for normal politisk logik

Det er et helt vildt spændende primærvalg, som vi har gang i hos Demokraterne, for vi aner faktisk ikke efter New Hampshire, hvem der ender som førsteudfordreren til præsident Donald Trump i november.

Den, som de fleste længe troede ville cruise sig frem til sikker sejr – den tidligere vicepræsident, Joe Biden på 77 år – oplever lige nu noget, der unægtelig ligner et historisk kollaps. Uncle Joe er slået i gulvet. Mast af Trumps anklager om korruption. Opfattet som for gammel.

Den, som de fleste afskrev i efteråret, da han fik et slagtilfælde og babu-babu blev hospitalsindlagt – senator Bernie Sanders på 78 år – er netop nu favoritten. Men kan "Crazy Bernie", som Trump kalder ham, stå op imod partieliten? Er han for venstreorienteret?

Elizabeth Warren, den 70-årige senator fra Massachusetts, som for få måneder siden lignede venstrefløjens favorit og lå til at slå Bernie Sanders af banen, er faldet helt sammen. Med under ti procents opbakning i New Hampshire, som er hendes nabostat, må hun overveje at trække sig.

De to, som ingen – helt ærligt, ikke en eneste, der betød noget i Amerika – troede på for bare et par uger siden, rykker i øjeblikket overrumplende fremad: Pete Buttigieg (du kan lige så godt lære at udtale det: boot-edge-edge) og Amy Klobuchar har i den grad momentum.

Og så er der Michael Bloomberg, den tidligere succesrige New York-borgmester og en af klodens rigeste mænd med en formue på noget, der ligner det halve af Danmarks offentlige budgetter. Han brager frem i de nationale målinger med en hastighed, der er hidtil uset.

Partieliten frygter Bernie Sanders af to årsager: Dels kan de faktisk ikke lide ham personligt (han er ikke medlem af partiet). Dels tror de ikke på, at hans politik kan slå Trump.

David Trads

Alt sammen er med andre ord helt, helt åbent – og se en gang på disse statistikker, der understreger, hvor tæt det hele er:

For det første: Der er aldrig nogen kandidat, der i de år, som er gået, siden de moderne primærvalg begyndte i 1972, som har vundet i Iowa med så snæver en margin, som Pete Buttigieg. Man plejer at sige, at vinderen i Iowa vinder hos Demokraterne. Men 0,1 procents forspring?

For det andet: Den valgsejr, som Bernie Sanders vandt i New Hampshire, er også den tætteste siden 1972. De tre, som klarede sig bedst ud over Bernie Sanders – det er Buttigieg som nummer to og Klobuchar som tre – er helt usædvanligt tætte. Igen: Normal politisk logik er ude af spil.

De kampe, der fra nu af er interessante – vildt interessante, faktisk – at følge hos Demokraterne, er derfor tre, som alle bringer os ud på ukendt terræn.

Kamp nummer 1: Har Bernie Sanders nået sit loft? Bernie Sanders var favoritten til at vinde lige op til Iowa og New Hampshire, men han har faktisk klaret sig dårligere end forventet.

Især New Hampshire, som er hans hjemmebane, er uimponerende, selv om han vandt. Hans resultat er væsentligt ringere end i 2016.

Valgstedsmålinger viser, at Bernie Sanders slet og ret har svært ved at komme ud over sin base – især de venstreorienterede, bedst uddannede, hvide og unge. De to venstrefløjskandidater, Sanders og Warren, fik tilsammen kun en tredjedel af stemmerne. Det er et noget lavt loft.

Det er næsten helt sikkert, at Bernie Sanders nu har basket Warren af banen som den foretrukne på venstrefløjen. Men han har stadig store problemer med at tiltrække stemmer fra arbejderklassen og, endnu vigtigere, fra sorte og latinovælgere, som er så afgørende i partiet.

Kamp nummer 2: Hvem af de moderate er stærkest? Det er meget, meget overraskende, at Buttigieg, kun 37 år og kun med politisk erfaring i en by på størrelse med Aalborg, har klaret sig så fremragende.

Hvis han bliver valgt og ender som præsident, vil han være klart den yngste og i øvrigt den første homoseksuelle. Formentlig to hurdler.

Klobuchar, en populær 59-årig senator fra Minnesota, er mindst lige så overraskende i top netop nu. Hun har i Senatet og hjemme i sin delstat dokumenteret, at hun er en af de politikere, der faktisk kan række hen over midten. Amy Klobuchar er en klassisk midtvestpolitiker.

Joe Biden, åh, det gør næsten ondt at se det, som ligner en sidste, tragisk runde i ringen. Hele hans kampagne er gået på, at han er en vinder, hvorefter han er blevet vraget massivt, straks vælgerne fik en chance for at se ham og veje ham. Han er groggy, men han har ikke tabt endnu.

Bidens vej til succes er nu meget enkel: Han skal – skal som i S-K-A-L – klare sig rigtig godt i Nevada den 19. februar, og han skal – skal som i S-K-A-L – vinde eftertrykkeligt i South Carolina den 29. februar. Hans håb er minoritetsvælgerne, men svigter de ham også nu?