David Trads: Så hæsligt var der i DDR

Nogle måneder efter Murens fald var jeg i Østtyskland på en bustur, som nogle socialister fra Aarhus arrangerede.

Første stop, da vi efter Hamburg havde krydset grænsen, var på en enorm motorvejsrestaurant, og jeg glemmer aldrig det første indtryk:

Vi gik ind i den kæmpestore spisesal. Her var ingen ud over os. Jeg studerede menukortet. Det så alt sammen meget godt ud. Et kæmpe udvalg. Alle socialisterne på turen talte varmt for Erbsensuppe mit Kartoffeln, Zwiebeln und Speck.

”Jeg elsker den ærtesuppe. Den er så lækker,” udbrød rejselederen. ”Og hold da lige kæft. De har sgu Jägerschnitzel mit Bratkartoffeln! Det bliver simpelthen ikke bedre. Mums.”

Han forklarede levende, hvad det var: lidt ligesom en dansk wienerschnitzel, bare uden filetter af kalv eller svin. I stedet tykke skiver af en kødpølse – ’Jagdwurst på tysk, det lyder sgu’ bedre,’ sagde han. Nå, ja, de havde ikke så tit ansjoser, så de var heller ikke med. Til gengæld verdens bedste sennep: Bautz’ner Senf, fortalte han nostalgisk.

Alle var i højt humør, mens retternes navne blev remset op på tysk – Bockwurst, Bratwurst, Sauerkrautsuppe, Eiersalat, Gulasch serviert mit böhmischen Knödeln, ½ gegrilltes Hähnchen mit hausgemachtem Kartoffelsalat und Salatgarnitur – og nogle var også godt i gang med at vælge mellem de 15 forskellige desserter.

Det var sådan, det var. DDR var et hæsligt sted. Ud over al den rædsomme politiske undertrykkelse, fraværet af frihed og fornemmelsen af klaustrofobi var der manglen på alting. 

David Trads

”Og så skal vi have en runde Köstritzer Schwarzbier,” jublede rejselederen.

Servitricen kom ind. En bister, ældre dame. Hun havde en lyseblå uniform på. Lidt som sådan en, som en sygeplejerske bærer, bare i lyseblå. Hendes blonde hår hængte sjusket og halvlangt ned af siderne. Brillerne så ud som min fars fra 70'erne. Kraftigt sort stel, hinkesten.

”Hvad vil I ha’,” spurgte hun?

”Köstritzer Schwarzbier til alle,” sagde rejselederen med et bredt smil.

”Det har vi ikke. I kan få fadøl.”

”Hvilke har du?”

”Jeg har den, jeg har.”

Okay, så tager vi den.

”Dagens ret er brasede kartofler med flæsk,” udbrød hun hårdt.

”Okay,” svarede rejselederen på tysk. ”Lad os gå runden rundt og høre, hvad folk vil have.”

”Det er det, vi har,” sagde hun stramt.

”Jamen, hvad så med alt det på menukortet?”

”Ja, hvad med det,” sagde hun uden at fortrække en mine.

Der var en mat stemning nu. Fadøllene kom ind. Lidt efter de brasede kartofler. Det, hun kaldte flæsk, og som, jeg troede, var stegt flæsk, var i stedet noget kogt fedt med nogle små strimler af kød i.

”Har du noget Bautz’ner Senf,“ spurgte rejselederen?

”Nej, det ved Gud, jeg ikke har. Så ville det jo stå på bordet, ikke?”

Det var sådan, det var. DDR var et hæsligt sted. Ud over al den rædsomme politiske undertrykkelse, fraværet af frihed og fornemmelsen af klaustrofobi var der manglen på alting. 

To år inden Murens fald indkapslede Ronald Reagan, dengang præsident, alle kommunismens problemer, da han holdt sin historiske tale foran Brandenburger Tor i Vestberlin med Østberlin i horisonten bag sig – adskilt af den mur, regimet havde spærret deres egne borgere inde bag.

”Måske er dette roden til selve problemet. Til den mest fundamentale forskel på Øst og Vest: Den totalitære verden skaber tilbagegang, fordi den gør vold på selve sjælen, så den smadrer det enkelte menneskes impuls til at skabe, til at nyde livet, til at tro … Da jeg for et øjeblik siden så ud af Rigsdagen, dette symbol på tysk enhed, lagde jeg mærke til ord, som var spraymalet på muren, måske af en ung berliner: ’Denne mur vil falde. Tro bliver til virkelighed.’ Ja, tværs over Europa vil denne mur falde. For den kan ikke stå op imod tro; den kan ikke modstå sandhed. Denne mur kan ikke modstå frihed.”

Nemlig. Friheden vinder altid til sidst.

Det gjorde den i 1989. Det gør den altid. Altid.

-----

David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, fhv. udviklingsdirektør, Metro International.