David Trads: Selvfølgelig er Alternativet fuldkommen færdigt

Det er kun et par dage siden, at et skønt, skønt minde dukkede op på min facebookside – fra en varm, solrig tidlig morgen ved Folkemødet på Bornholm i juni 2015:

Der stod Peter Mygind, skuespilleren, og sang karaoke i Alternativets lille, men stopfyldte telt nede ved havnen – og jeg optog en video, mens helt usædvanligt glade mennesker, de såkaldte alternavister, estatiske, for nu ikke at sige orgastiske, dansede med:

”Love is in the Air // Love is in the air, everywhere I look around // Love is in the air, every sight and every sound // And I don't know if I'm being foolish // Don't know if I'm being wise // But it's something that I must believe in // And it's there when I look in your eyes.”

Wauw, sikke en sommer for Alternativet – partiet, der blev stiftet i november 2013 og først opstillingsberettiget i februar 2015 – som bragede ind i Folketinget med ubegribelige 4,8 procent af stemmerne. I januar 2016 efter bare et halvt år på den grønne gang på Christiansborg nåede bevægelsen helt op på 9,3 procent i en Megafon-måling.

Med Uffe Elbæk, den fascinerende antihelt, og ja, antipolitiker, i spidsen kunne Alternativet gå på vandet. Faktisk gik det så strålende for Alternativet – og på samme tid med Enhedslisten og SF – at det begyndte at se ud, som om partiet kunne komme i regering.

Den modvægt, som Alternativet udgjorde til den Thorning/Corydon/Vestager-akse, som havde talt om konkurrencestat, nødvendighedens politik og sådan-er-det-jo-fatalisme, virkede så besnærende i de måneder, at politikkens normale tyngdelove var sat ud af kraft.

Det, der var en drøm, er nu et mareridt.

David Trads

Elbæks analyse – at vi havde låst os fast i en resursekrise, en empatikrise og en systemkrise, som vi skulle vikle os ud af – havde enorm medvind. Hans løsninger – at vi skulle gennemføre en revolutionær grøn omstilling, dyrke iværksætteri og slippe folk fri af snærende strukturer – appellerede stærkt. Det virkede som en moderne genopstandelse af Andelsbevægelsen og Det Radikale Venstre tilsat en kolossal begejstring og fest og farver.

Jeg selv – der i parentes bemærket var den eneste politiske kommentator, som havde givet partiet en chance i 2015 – blev så begejstret, at jeg selv i begyndelsen af 2016 her i Altinget skrev, at ’Selvfølgelig kan Uffe Elbæk blive statsminister’.

Well, well, well, det var altsammen dengang, for lige siden er det bare gået ned ad bakken. Ofte på ydmygende vis med nu velkendte anekdoter om sex-gynger og dick-pics og meget mere af samme skuffe. Partiet sneg sig lige akkurat ind igen i 2019, men i dag er der kun én forperson uden opbakning og ét folketingsmedlem tilbage: De hedder Fock og Gejl.

Elbæk, som selv har trukket sig fra det parti, han har stiftet – og med behørig respekt for andre dygtige folk ene mand gav dets styrke – offentliggjorde i denne uge en opsigtsvækkende nekrolog over Alternativet i POV International. Her fortæller han råt for usødet sin version af en bevægelse, der sumpede ned til at blive en karikatur af sig selv.

Det er rent ud sagt ubehageligt at læse stifterens tekst – for alle de værdier om åbenhed og empati og humor og hvad ved jeg, som oprindeligt definerede Alternativet, er erstattet af så meget personfnidder og så mange dolke i ryggen, at det er plagsomt at følge med i.

I dag er Alternativet selvfølgelig fuldkommen færdigt. Medlemmer flygter, tillids- og folkevalgte flygter, dets ansatte flygter, og vælgerne, ja, de flygter alle sammen.

Det, der var en drøm, er nu et mareridt.

Jeg tænker, at hvis jeg netop nu var kommet forbi Alternativets telt på et imaginært Folkemøde i Allinge, så ville Josephine Fock og Torsten Gejl stå og synge Sebastians gamle hit:

”Du er ikke alene // Der er en, der følger dig.”

Problemet ville bare være, at uanset hvor godt de måtte synge, så ville teltet være tomt. Det er kun Fock og Gejl, der følger hinanden. Det ligner "den allersidste dans, før vi går hjem".

Men tak for dansen.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.