David Trads: Trump forsøger at kuppe sig til magten

Længe, alt for længe, abonnerede mange magthavere og iagttagere – i Amerika og resten af verden – på en falsk præmis i forståelsen af Donald Trump: Vi skulle ikke opfatte, hvad han sagde bogstaveligt, men vi skulle tage ham seriøst.

Med andre ord: Alle de vilde udsagn, han kommer med, skulle vi feje bort som ’orange støj’, og så skulle vi i stedet - præcis som gamle dages kremloger skulle med udsagn fra Moskva under Den Kolde Krig - forsøge at oversætte, hvad Trump egentlig mente.

Logikken var: Når Trump sagde, at Nato var en ’forældet’ organisation, som han overvejede at lukke, var det i virkeligheden bare et forhandlingsudspil for at få europæerne til at bidrage mere. Når han sagde, at alle mexicanere var ’voldtægtsforbrydere’, mente han det ikke, men ville blot understrege sit ønske om en hård udlændingepolitik.

Denne bizarre konstruktion, hvor vi åbenbart aldrig skulle tage præsidentens udsagn for pålydende, men altid forsøge at gætte os til, hvad han mente, stammer fra en ikonisk pointe i en artikel om Trump i The Atlantic i valgkampen i 2016: ”Pressen tager ham bogstaveligt, men ikke seriøst; hans støtter tager ham seriøst, men ikke bogstaveligt.”

Artiklens pointe, skrevet af Salena Zito, satte tonen for, hvordan vi skulle forstå Trump. Det gør den imidlertid ikke mere korrekt – for jeg har (i hvert fald fra slutningen af 2015) altid ment, at vi skulle tage ham både seriøst og bogstaveligt. Alt andet ville være mærkværdigt.

Hans tid som præsident har understreget min pointe – for han har iværksat de fleste af sine vilde idéer som eksempelvis forbud mod muslimsk indvandring, hån af normalt tætte allierede, konstante legitimeringer af selv og de mest vanvittige konspirationsteorier etc.

Selvom det heldigvis er yderst tvivlsomt, at han skal få held med sit forehavende, er det altså åbenlyst, at han forsøger at kuppe sig til magten eller i hvert fald underminere det amerikanske demokrati.

David Trads

Derfor tager jeg alt, hvad Trump siger såvel seriøst som bogstaveligt. Og af præcis den årsag er jeg dybt, dybt bekymret over at se hans udfald mod det amerikanske demokrati i dagene efter valget 3. november.

”VI VANDT… ENDDA STORT!”
”BIDEN VANDT IKKE… HAN TABTE STORT!”

”TITUSINDER AF STEMMER ER STJÅLET FRA OS!”
”MEDIERNE SIGER, DER IKKE ER SKET SNYD. DE LYVER!”

Udover at Trump nægter at anerkende sit klare nederlag og konstant sår tvivl om selve stemmeoptællingen, trods et komplet fravær af dokumentation, så er der en række andre handlinger, som er endog meget ubehagelige at følge.

Præsidenten har fyret forsvarsministeren og overvejer angiveligt at fyre chefen for CIA og FBI. Trump har afvist at følge normal praksis ved overgivelse af magt til den kommende præsident – eksempelvis at Joe Biden kan få adgang til efterretninger. Han har krævet, at hans regering fortsætter med at udarbejde finanslov for næste år. Hans udenrigsminister har sagt, at vi alle skal være rolige – for transitionen til en ny Trump-periode kører på skinner. Og den embedsmand, som netop har sagt, at valghandlingen er den sikreste i historien, er nu truet af fyring.

Her er et simpelt spørgsmål, som alle bør tænke over: Hvis nu vi så noget lignende et andet sted på kloden – i Hviderusland, Polen eller Ungarn for bare at blive tæt på os selv, men Latinamerika og Afrika dukker også op på nethinden; altså at en præsident nægtede at acceptere et klart nederlag og konstant såede tvivl om demokratiet, fyrede forsvarsministeren m.fl. - ville vi så trække på skuldrene? Ville vi sige, at vi ikke skulle tage det bogstaveligt?

Svaret er selvfølgelig nej! Vi ville – med rette – være oppe i det røde felt.