Kommentar af 
David Trads

David Trads: USA har et tegneserie­demokrati

KOMMENTAR: Det amerikanske demokrati er i dyb, dyb krise med præsident Donald Trump, som bryder alle normer. Tænk engang, hvis vi var nået til samme punkt i Danmark, skriver David Trads.

Det amerikanske demokrati har udviklet sig til et sted, hvor saglig samtale og respekt bliver afløst af evigt råberi og skældsord, skriver David Trads.
Det amerikanske demokrati har udviklet sig til et sted, hvor saglig samtale og respekt bliver afløst af evigt råberi og skældsord, skriver David Trads.Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg forleden så noget af den nye partilederdebat i Folketinget, slog det mig, hvor civiliseret en politisk debat vi rent faktisk har i Danmark.

Dér stod Mette Frederiksen (S) og roste Uffe Elbæk (ALT), fordi det var hans sidste debat som leder. Alle smilte anerkendende. Dér stod Jakob Ellemann-Jensen (V) og talte pænt om regeringens klimapolitik, hvorefter han redeligt fremførte sine egne forslag. Alle lyttede.

Der var en kombination af seriøsitet, politiske uenigheder og, ja, heldigvis, en stemning af en indbyrdes respekt og anerkendelse af hinandens arbejde og politiske positioner. Selvfølgelig er de ikke enige, naturligvis er de ikke hinandens bedste venner, men der er et samarbejde.

Langt de fleste love stemmes igennem Folketinget med meget brede flertal – fra de store som klimaloven om at reducere det danske CO2-udslip med 70 procent til de mindre som denne uges aftale om at begrænse salget af lattergaspatroner. Den største, nemlig finansloven, indgås i reglen af et smalt flertal, hvorefter den stemmes igennem af næsten alle.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi kalder det højtideligt for "det samarbejdende folkestyre" – efterhånden en sjældenhed i europæiske demokratier. Se bare på de dysfunktionelle parlamenter i to af vores nabolande, Storbritannien og Sverige. Vi kunne også kalde den danske model for sund fornuft.

Og lad os så skifte scene til demokratiets vugge, det amerikanske, som med Uafhængighedserklæringen i 1776 og Forfatningen fra 1789 grundlagde ideen om, at en nation styres af folkevalgte, som står til ansvar over for vælgerne. Modellen for os alle.

Der er grund til at værne om det, indrømmet, noget mindre spektakulære danske demokrati.

David Trads

Eller rettere: Det plejede at være modellen for os alle, for lige nu, mens Rigsretten mod præsidenten rulles ud i Senatet i Washington DC, ser vi i virkeligheden kulminationen på et demokratisk kollaps, som har været et kvart århundrede undervejs:

De to partier – Demokraterne og Republikanerne – har år for år siden midten af 1990'erne trukket hinanden ned i sølet. Der er stort set nul samarbejde. Der er til gengæld maksimal konfrontation.

Det, som Thomas Paine, den intellektuelle bagmand bag uafhængigheden, i sin helt afgørende bog fra 1776, kaldte "sund fornuft," er i dag en by i Rusland.

Det toksiske miljø i Washington DC er så sygt, at kompromiser nærmest er utænkelige. Man giver sig ikke en tomme for sin modstander. Man maser alt igennem med det snævrest mulige flertal.

Da Repræsentanternes Hus vedtog at anklage præsident Donald Trump, skete det uden en eneste republikansk stemme. Da Senatet afviste at indkalde nye vidner i Rigsretten, skete det uden en eneste demokratisk stemme. Sådan er det hele tiden – og resultatet er nedslående.

Det syge system var en af årsagerne til, at Trump overhovedet blev valgt. Vælgerne – uagtet partifarve – har simpelthen mistet tilliden til Kongressen, hvis opbakning er helt nede på godt 20 procent.

Det er vildt. Derfor fejede Trump først alle de republikanske karrierepolitikere af banen i sit partis primærvalg og besejrede dernæst Hillary Clinton ved præsidentvalget.

Læs også

Lige nu ser vi så et amerikansk demokrati i dyb, dyb krise. Trump bryder alle normer. Han kalder nationalbankdirektøren for "en tosse", stempler pressen som "fuld af løgn" og kalder ledende oppositionspolitikere for Skøre-Bernie, Søvnige-Joe eller Skøre-Warren.

Tænk engang, hvis vi var nået til samme punkt i Danmark? Hvis Mette Frederiksen råbte "tosse" til nationalbankdirektør Lars Rohde? Hvis hun afviste at kalde Jakob Ellemann-Jensen ved navn og i stedet konsekvent kaldte ham "Skrupskøre-Jakob"? Eller hvis Ellemann-Jensen konstant kaldte Frederiksen for "korrupt" og "fuld af løgn".

Så ville vi også i Danmark have fået et tegneseriedemokrati, som det amerikanske har udviklet sig til. Et sted, hvor saglig samtale og respekt ville være afløst af evigt råberi og skældsord.

Der er grund til at værne om det, indrømmet, noget mindre spektakulære danske demokrati. Grund til at understrege, at lige nu er det godt – faktisk helt vildt godt – at Danmark ikke er Amerika.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00