Debattør: Politikere har skabt syg kultur i Forsvaret

Af Klaus Kroll
Kaptajn af reserven og tidligere forsvarsordfører for Nye Borgerlige

Igennem de seneste par år har skandalesagerne i Forsvaret stået i kø for at komme ud af skabene.

Medierne har dygtigt afdækket den ene kedelige historie efter den anden, og nu sidder spotlampen stift rettet mod hele Forsvaret, uanset hvor bagatelagtige sager der end måtte dukke op i den kommende tid.

Sagerne spænder vidt, fra direkte tyveri til nepotisme, løgn, fortielse og simpelt magtmisbrug, hvilket rejser det store spørgsmål: Kan vi have tillid til Forsvaret?

De enkelte individer, der går langt over grænsen, er individuelt ansvarlige, men den struktur og dermed kultur, som de arbejder i, er blevet syg.

Klaus Kroll
Kaptajn af reserven og tidligere forsvarsordfører for Nye Borgerlige

Svaret er todelt, og det kræver et lidt mere nuanceret svar end bare ja eller nej.

Forsvaret indeholder heldigvis i langt overvejende grad særdeles dygtige medarbejdere, der hver eneste dag går på arbejde for at udføre samfundsnyttige opgaver. Opgaver, der sikrer, at vi som nation kan opretholde en fri og sikker hverdag.

Fra Hjemmeværnets frivillige daglige indsatser på grænser og til søs over efterretningstjenestens indsats for at imødegå anslag mod nationen til hærens udsendelse af natobidrag til Baltikum, løser Forsvaret opgaver, der i kvalitet er i topklasse.

De historier er sjældent – eller rettere aldrig – breaking news, fordi det er langt mere interessant at se historier om tidligere departementschefer blive fritstillet eller hærchefer ryge på skafottet i landsretten.

Det kan vi ikke lave om på, og den eneste måde at fjerne søgelyset er at undlade sagerne komme dertil, hvor man risikerer fængselsstraf for de gerninger, som man udfører gennem sit virke i Forsvaret.

En svær balancegang
Forsvarets- og politiets efterretningstjenester er i sagens natur hemmelige, rummer informationer, der er indhentet på måder, der ikke altid er i offentlighedens interesse, da man ellers aldrig vil tage de potentielle terrorsager i opløbet eller nogensinde vil være et skridt foran de elementer, der ønsker at skade landet.

Tjenesterne er ikke et tag-selv-bord af informationer og skal hverken være offentligt tilgængelige eller åbne, så enhver kan google resultaterne af deres virke.

Omvendt skal de naturligvis følge det regelsæt, der er udstukket af landets øverste beslutningsorgan, Folketinget, da de netop er sat i verden for at opfylde de mål, der er udstukket derfra.

Kritikken fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) er usædvanlig i sin meget direkte kritik og skarpe sprogbrug, og der er næppe i nyere tid set en mere klart defineret kritik, hvilket rejser en mængde spørgsmål, som offentligheden forhåbentlig kun får set en lille del af svarene på.

Til gengæld er håbet, at politikerne har integritet nok til at holde på den viden, som de får bibragt, og vil leve med den erkendelse, at efterretningstjenesterne lever i en gråzone, hvor mål og midler er anderledes end i andre dele af det offentlige, hvor transparens er kodeordet.

Det mest ekstreme eksempel på en forhastet udmelding er Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der direkte adspurgt ville lukke Forsvarets Efterretningstjenesten (FE) på denne baggrund. Det er nogenlunde ligeså begavet som at lukke politiet, fordi der er for meget kriminalitet.

De to hemmelige tjenester skal leve i en demokratisk kontekst med en række hovedregler, som kan virke begrænsende og i medarbejdernes optik hæmmende for deres arbejde, hvilket kalder på en hårfin balancegang mellem opgave og politisk afgrænsning.

Den balancegang ser ud til at være lettere udfordret, uagtet at den kan være politisk farvet og ikke er blevet trykprøvet gennem den kulegravning, der givetvis er på vej.

Politisk detailregulering har skabt en syg struktur
Mens historien om først FE-chef Lars Findsens hjemsendelse og senere den tidligere departementschef Thomas Ahrenkiels hjemsendelse breakede, blev tidligere hærchef H.C. Mathiesen dømt tre måneders ubetinget fængsel for magtmisbrug.

En række sager er fortsat under behandling, og den sidste dom er næppe faldet. Men hvorfor? Hvad er det, der har givet personer, hvad der ligner frit spil til at bruge løs af Forsvarets penge og hytte egne interesser i stedet for at bruge sin energi på sit arbejde?

Er det bare en tilfældighed, at Forsvaret har fået en stribe personer ansat med et moralsk kompas, der snurrer rundt som Joy Mogensen til lyden af en "Best of 95"-cd?

Svaret ligger desværre ganske lige for og kan tilskrives en lang række politikere, der i deres iver for at detailregulere Forsvaret har skabt en struktur, der netop fremavler en syg kultur.

Nuvel, de enkelte individer, der går langt over grænsen, er individuelt ansvarlige, men den struktur og dermed kultur, som de arbejder i, er blevet syg.

En af de generaler, jeg gennem tiden har haft mest respekt for (og der har faktisk været en del), fortalte mig om katastrofen, der indtrådte, da departementschefen blev sat i en lønramme over forsvarschefen.

Med det fortalte politikerne, at de civile lag havde overhånden i Forsvaret. Et tiltag, som man skal helt tilbage til afslutningen på Den Kolde Krig for at finde.

Dengang slog jeg det lidt hen og tænkte ikke, at en lønrammeændring var det store problem, men retrospektivt skal en hel del af Forsvarets deroute netop findes i den handling.

Bureaukrati avler bureaukrati, og med den civile overhånd i Forsvaret er systemet akademiseret langt ned i rækkerne, hvor vi i dag ikke ser militære uniformerede chefer, men direktører, og Forsvaret ikke længere militært, men betragtet som en koncern.