Debatbog om populismens klassekamp er en opsang, der kommer for sent

Af Simon Nyborg
Politisk rådgiver for Enhedslisten

’Populisme’ blev kåret som årets ord af Cambridge University Press i 2017. Det bliver hyppigt brugt som skældsord i politik. Og populismens fremgang bliver analyseret i aktuelle værker fra både højre og venstre side.

Populisme er med andre ord oppe i tiden, og det er både en styrke og en svaghed for Kristian Thorups Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere. En styrke, fordi den altså har fat i et hyperaktuelt emne. Og en svaghed, fordi udviklingen har overhalet det opgør med venstrefløjen, som bogen ønsker at tage.

Thorups bog viser, at der er stadig en opgave for venstrefløjen i at komme med konkrete svar på de integrationsproblemer, som vitterligt findes.

Simon Nyborg
Politisk rådgiver i Enhedslisten

Værdipolitik er klassepolitik
Første del af bogen er baseret på interview med en række medlemmer af Dansk Folkeparti, som Thorup har lavet i forbindelse med et speciale på RUC.

DF-vælgerne har den samme grundfortælling: Det er oplevelsen af at blive sat uden for det gode selskab, bare fordi de siger fra over for problemer, de oplever med udlændinge. Og hvem sætter dem uden for det gode selskab? Det gør den kulturelite, der ikke selv bor i ghettoen og ikke selv er bange for at miste jobbet til østeuropæisk arbejdskraft.

Thorup bruger den franske sociolog Pierre Bourdieus kapitalbegreb til at underbygge en hovedpointe i bogen. Nemlig at værdipolitikken, der er vundet frem på bekostning af traditionel fordelingspolitik de seneste årtier, også er klassepolitik. Blot inddeles klasserne ikke efter økonomisk kapital, men efter kulturel kapital. Og DF-vælgerne udgør underklassen, når det kommer til kulturel kapital – dem, der ikke besidder den gode smag.

Venstrefløjens svigt
Anden del af bogen er en todelt opsang. Først en kortere en til DF for ikke at have en politik, der løser de reelle problemer, som deres vælgere står med. Og så en noget længere en til ’venstrefløjen’ for ikke at have erkendt, at der gemmer sig rigtige arbejderklasse-problemer bag højrepopulismens fremmarch, som ikke bare kan affærdiges med, at DF-vælgerne er udannede og ikke-stuerene.

Den sidste del bygger i relativ stor grad på venstrefløjens egne revsere som Lars Olsen (forfatter til blandt andet ”Det delte Danmark”), Jakob Mathiassen (”Beton”) og Ahmad Mahmoud (”Sort land”), og der er tale om en polemik mod forskellige ”multikulturelle” stemmer i kulturdebatten som Christian Braad Thomsen og Nazila Kivi. Og mod en stadig mere akademiseret venstrefløj, der angiveligt har mistet kontakten med arbejderne og deres udlændingeproblemer.

Kritik af en karikatur
Jeg synes grundlæggende, det er en fornuftig tilgang at forsøge at analysere og forstå det yderste højres fremgang. Herunder at undersøge med et åbent sind, hvad der rører sig i de mennesker, som stemmer på de partier. Det er ikke den del af bogen, jeg har et problem med.

Det har jeg til gengæld med den gennemgående karikatur, som optræder i den polemiske del af bogen, hvor venstrefløjen skæres over én kam som fordømmende og virkelighedsfjerne akademikere, der ikke selv har underklassens udfordringer inde på livet. Det er en fremstilling, som ikke holder til at blive efterprøvet.

Kig i kildelisten
Data fra Tryghedsmålingen i 2015, som ellers optræder på Thorups kildeliste, ødelægger fuldstændigt det billede. Kigger man på Enhedslistens vælgere ved valget i 2015, er der ikke flere akademikere blandt dem, end der er i befolkningen som helhed. Til gengæld er der markant overvægt af folk, som har folkeskolen som højeste uddannelse, overvægt af ufaglærte, overvægt af folk, der bor i lejebolig, overvægt af folk med lave indkomster. Hver fjerde kontanthjælpsmodtager stemte på Enhedslisten ved seneste valg.

Enhedslistens vælgere bor ikke bare i andelslejligheder på et segregeret Nørrebro, som Thorup tager Lars Olsen til indtægt for at sige, men i lejeboliger i Tingbjerg og det gamle Sydhavn, i Gellerupparken og Vollsmose. Det er områder, hvor Socialdemokratiet er største parti, Enhedslisten er næststørst, og DF er tredjestørst, hvis man kigger på de enkelte valgsteder.

Heller ikke, når man kigger på folketingsgrupperne, holder karikaturen. Thorup nævner, at det er DF’s folkevalgte, der sikrer repræsentationen af ufaglærte og faglærte, mens venstrefløjen trækker ned. Her bliver Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet slået sammen, og dermed overser Thorup, at Enhedslisten har seks MF’er med ufaglært eller faglært baggrund – præcis samme antal som i Socialdemokratiets meget større gruppe. Socialdemokratiet har 13 procent med arbejderbaggrund, mens Enhedslisten har 42 procent.

DF kommet til ære
Kigger man på de ’røde partiers’ førte politik, kan man ikke rigtigt finde den moralsk fordømmende tilgang, som Thorup opponerer mod. Ganske vist sagde Nyrup om DF, at ”stuerene, det bliver I aldrig”, men det blev DF jo. I en sådan grad, at både S og SF aktuelt byder sig til for et samarbejde med DF, skulle flertallet bag Lars Løkke Rasmussen være væk efter næste valg.

Men hvad så med Enhedslisten?

”Højrefløjen var ekstremt skinger i udlændingedebatten, og så bliver modsvaret tit at gøre det stik modsatte.” Ordene er Johanne Schmidt-Nielsens, tidligere politisk ordfører for Enhedslisten, og de faldt tilbage i 2014 i Debatten, hvor hun reflekterede over venstrefløjens forsømmelser i integrationsdebatten i 1990’erne.

”Det var nødvendigt at tale om, at kommer der mange mennesker med krigstraumer og en kultur, der er anderledes end den danske, i bagagen, så skaber det problemer og udfordringer. Hvis man ikke gør noget ved problemerne, hvis ikke man fra starten behandler de traumer, så vokser problemerne sig større,” fortsatte hun.

Det er nærmest ord til anden den kritik, Thorup også har af venstrefløjen.

Thorups vrangbillede
Jeg nægter på ingen måde, at man kan finde de ”multikulturelle” stemmer i debatten, som Thorup henviser til, men der er nok en grund til, at det er læserbrevsskribenter snarere end folkevalgte, som tages under behandling i bogen.

Men Thorups bog viser, at der er stadig en opgave for venstrefløjen i at komme med konkrete svar på de integrationsproblemer, som vitterligt findes. Sociale svar baseret på universelle rettigheder i stedet for lukkede grænser og forskelsbehandling. Men ikke desto mindre svar, der løser de sociale problemer, som eksisterer ude omkring i boligområderne.

Kristian Thorup: Populismens klassekamp - om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere, 176 sider, Frydenlund, udkom 25. oktober.