Demokratikommission anbefaler forsøg med stemmeret til 16-årige

ANBEFALING: Unge ned til 16 år skal i en forsøgsordning gives ret til at stemme ved lokal- eller europaparlamentsvalg, anbefaler Demokratikommissionen. Alternativet bakker op, mens Venstre og Konservative sætter hælene i. 

Obligatoriske skolevalg skal suppleres af forsøg med valgret til 16-årige ved eksempelvis kommunal-, regions- eller europaparlamentsvalg, mener kommissionen.  
Obligatoriske skolevalg skal suppleres af forsøg med valgret til 16-årige ved eksempelvis kommunal-, regions- eller europaparlamentsvalg, mener kommissionen.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Teenagere på bare 16 år skal kunne se frem til at få et valgkort i postkassen, når der næste gang afholdes kommunal-, regions- og europaparlamentsvalg. 

Sådan lyder anbefalingen fra Demokratikommissionen, der onsdag har fremlagt en række bud på forbedringer af det danske demokrati. Kommissionen er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere.

Idéen er først at sænke stemmeretten som forsøgsordning og efterfølgende evaluere, om de helt unge overhovedet vil deltage i valgene, siger Demokratikommissionens formand, Lisbeth Knudsen. 

"Der er bred enighed i kommissionen om, at man ikke bare skal springe ud i at nedsætte valgretsalderen. Men det kan være fornuftigt at lave nogle pilotprojekter ved kommunal-, regional- eller EP-valg," siger Lisbeth Knudsen, der er tværgående chefredaktør ved Altinget og Mandag Morgen. 

Det er en meget stor beslutning at træffe, når man skal stemme til et valg, og derfor er det fair at stille krav om, at man skal være 18 år.

Mette Abildgaard
Politisk ordfører for Konservative

"Unge kan sagtens få kloge idéer"
Anbefalingen om forsøg med stemmeret til de unge er blot én af de i alt 27 nye anbefalinger fra Demokratikommissionen, der foruden formand Lisbeth Knudsen tæller en lang række navnkundige medlemmer fra både universiteter, civilsamfundet, mediebranchen og de politiske partier. 

Blandt de partipolitiske medlemmer er Alternativets folketingsmedlem Torsten Gejl, der bakker op om at sænke valgretsalderen til 16 år. 

“Unge kan sagtens få kloge idéer og udtrykke deres ønsker i forhold til det nære miljø," siger han.

Torsten Gejl tror, at tiltaget vil få flere unge til at engagere sig i politik. 

"Det vil jo betyde, at skolerne op til valgene vil have nogle rigtig gode demokratiprocesser, hvor de klæder de unge yderligere på til at tage stilling. Det vil betyde, at unge tidligere får den ansvarsfølelse for at sætte sig ind i politik, som jeg oplever, at de får, når de nærmer sig de 18 år," siger han. 

V og K afviser: Skal følge myndigheden
Selvom anbefalingen kommer fra hele Demokratikommissionen, er det ikke alle kommissionsmedlemmerne, der bakker op om den. 

Både politisk ordfører for Konservative Mette Abildgaard og Venstres Eva Kjer Hansen, der begge har siddet i Demokratikommissionen, stejler på forslaget. 

"Det er en meget stor beslutning at træffe, når man skal stemme til et valg, og derfor er det fair at stille krav om, at man skal være 18 år. Der er allerede masser af muligheder for som ung at få sin stemme hørt, og det er der masser af unge, der gør,” siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K). 

“18 år er det rigtige, fordi det er der, man bliver myndig. Det er der, man skal tage ansvar for sin stemme," siger Eva Kjer Hansen (V). 

Dokumentation

De sidder i Demokratikommissionen

  • Lisbeth Knudsen, formand for Demokratikommissionen, tværgående
    chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen
  • Alex Ahrendtsen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
  • Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors
  • Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI
  • Chris Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Christian Elmelund-Præstekær, tidligere institutleder for Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet  
  • Eva Kjer Hansen, medlem af Folketinget for Venstre og forhenværende minister
  • Lisbeth Bech Poulsen, medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti
  • Jan Juul Christensen, partisekretær for Socialdemokratiet
  • Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder
  • Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening
  • Mette Abildgaard, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti
  • Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør for DIF – Danmarks Idrætsforbund
  • Rasmus Meyer, forstander for Krogerup Højskole
  • Per Lyngby, forhenværende formand for Danske Medier, Danske Dagblades Forening og European Newspaper Publishers’ Association
  • Peter Munk Christiansen, professor og institutleder for Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift
  • Victoria Velásquez, medlem af Folketinget for Enhedslisten
  • Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske Tidende
  • Torsten Gejl, medlem af Folketinget for Alternativet
  • Sandy French, nyhedsdirektør for DR Nyheder
  • Svend Thorhauge, landsformand for Radikale Venstre
  • Solvejg Schultz-Jakobsen, sekretariatschef i KL – Kommunernes Landsforening

Kilde: Demokratikommissionens hjemmeside


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00