Sass-sag får folketingsprofiler til at lange ud efter Den Korte Radioavis

SATIRE: Gik Den Korte Radioavis over grænsen, da satireprogrammet fremsatte påstande af privat karakter om Henrik Sass Larsen? Spørgsmålet vækker debat, og der er delte meninger om programmet blandt tre politiske profiler på tværs af Folketinget.

Jan E. Jørgensen (V) og Peter Hummelgaard (S) er blandt dem, der mener, at Den Korte Radioavis gik over stregen med påstandende om Henrik Sass Larsen (S). 
Jan E. Jørgensen (V) og Peter Hummelgaard (S) er blandt dem, der mener, at Den Korte Radioavis gik over stregen med påstandende om Henrik Sass Larsen (S). Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

Satireprogrammet Den Korte Radioavis på Radio24syv fremsatte op til Henrik Sass Larsens (S) sygemelding en række påstande af privat karakter om S-politikeren.

Historien tilslutter sig en længere række af tilfælde, hvor Den Korte Radioavis ført an af den fiktive og populære radiovært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm præsenterer lytterne for påstande om detaljer fra navngivne politikeres privatliv.

På Christiansborg er der delte meninger om programmet og dets fremgangsmåder.

Blandt kritikerne af det konkrete tilfælde er Venstres Jan E. Jørgensen:

Det er min vurdering, at Kirsten Birgit, hvor meget jeg end holder af hende, går klart over stregen her. Man har ikke carte blanche til at komme med alle mulige ondskabsfulde rygter om folk, hvis bare man siger, at det er satire.

Jan E. Jørgensen
Venstre

”Det er min vurdering, at Kirsten Birgit, hvor meget jeg end holder af hende, går klart over stregen her. Man har ikke carte blanche til at komme med alle mulige ondskabsfulde rygter om folk, hvis bare man siger, at det er satire,” siger Jan E. Jørgensen til Altinget.

Han begrunder det med, at "skadevirkningerne for dem, det går ud over, kan være lige så store", ved at et rygte bliver bragt i Den Korte Radioavis som i andre medier, og at det havde været anderledes, hvis rygterne "var så fuldstændig skøre, at alle kunne se, at det var åbenlyst løgn": 

"Når det er noget, som godt kunne være sandt, så bringer man bare sladder og rygter ud til en meget stor kreds. Det synes jeg ganske enkelt ikke, at man kan være bekendt – og slet ikke i tilfælde, hvor man har at gøre med en person, der døjer med sygdom," siger han og fortsætter:

”Du har en Henrik Sass, som døjer med noget depression og tidligere er set sammen med nogle rockertyper i Køge. Så er der nok mange, der godt kunne gå ind og tænke, at de her påstande måske også godt kunne være rigtige,” siger Jan E. Jørgensen.

Satire er som udgangspunkt ikke underlagt traditionel mediejura og regler for god presseskik.

Læs også

S-ordfører efterlyser undskyldning til Sass
Venstre-profilen er ikke den eneste, som mener, at Den Korte Radioavis er gået over stregen. Også Socialdemokratiets politiske ordfører, Peter Hummelgaard, kalder det på Twitter for en ”en på alle måder grotesk sag”:

”At opspinde rygter om mennesker med det formål at ødelægge dem burde kalde på dyb refleksion i hele medielandskabet,” skriver han.

Artiklen fortsætter efter tweetet.

Radio24syvs ansvarshavende chefredaktør, Jørgen Ramskov, har siden været ude og undskylde, at den socialdemokratiske mand blev nævnt ved navn.

Men Peter Hummelgaard efterlyser også en undskyldning til Henrik Sass Larsen: 

"Skylder Jørgen Ramskov ikke også en undskyldning til Henrik Sass?" spørger han retorisk. 

Artiklen fortsætter efter tweetet. 

EL-profil: Skal være plads til at gå over grænsen
Enhedslistens Søren Søndergaard vil ikke gøre sig til dommer over det konkrete tilfælde, da han ikke selv har hørt udsendelserne med de pågældende påstande.

Men han mener i udgangspunktet, at der skal være plads til at gå over grænsen i ny og næ:

”Problemet er ikke, at der er for meget satire, der viser tænder, problemet er, at der er for lidt. Hvis man laver et regelsæt om, at man aldrig må gå over grænsen, så bliver det med sikkerhed dødssygt. Der skal være vide rammer, og så skal der samtidig være en ledelse, som er klar til at give en undskyldning, hvis man går for vidt,” siger Søren Søndergaard og fortsætter:

”Jeg ville ønske, at Danmarks Radio sagde undskyld lidt oftere. Forstået på den måde at der var noget at undskylde, i stedet for at det hele er så tandløst, at man aldrig får problemer. Når vi snakker public service-medier, er det ikke sådan, at den, der lever stille, lever godt,” siger Søren Søndergaard og understreger samtidig, at satiren skal holde sig inden for de etiske rammer.

I et interview med Altinget appellerer Radio24syvs Jørgen Ramskov til, at Den Korte Radioavis er et satireprogram, og at lytterne dermed selv har et ansvar for ikke at tage påstandene for gode varer.

Søren Søndergaard er enig og mener, at det på grund af fake news-bølgen er vigtigere end nogensinde før, at seere, lyttere og læsere selv kan tage stilling:

”Vi skal have skærpet vores evne til at skelne skidt fra kanel. Inden længe kan man se lange manipulerede interviews med rigtige personer, der siger de mest fantastiske ting, som du aldrig nogensinde kunne forestille dig, de sagde. Når det sker, bliver vi nødt til at stole på, at folk selv er i stand til at vurdere, hvad der er validt, og hvad der ikke er,” påpeger Enhedslistens Søren Søndergaard.

Henrik Sass Larsen begrundede blandt andet sin sygemelding med, at der for hans vedkommende "lader til at være udmålt en meget langvarig og grundig tabloid behandling" i medierne. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Søren Bo Søndergaard

MF (EL), fhv. MEP, Folkebevægelsen mod EU
HF (Gentofte Statsskole 1974), svejser og skibsbygger (Lærlingeskolen på B&W Skibsværft 1975)

0:000:00