Derfor kan fagbevægelsens dagpengekrav ramme den selv i nakken

For selv om kampagnen er indstillet, er dagpengespøgelset effektivt vækket til live igen. Den politiske debat ruller videre, og den manglende vilje og/eller mulighed fra regeringens side til at levere en løsning kan forstærke en oplevelse af ikke at blive hørt, som kan styrke nej-siden, når der skal stemmes om overenskomsterne.

Følsomme forhandlinger
Både blandt arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer vurderes risikoen for konflikt i forvejen at være højere end i mange år.

Dermed ikke sagt, at en storkonflikt er det sandsynlige scenarie, men bagtæppet fra OK17, hvor 60 procent af 3F's medlemmer stemte nej til det samlede forlig, betyder, at mange betragter årets forhandlinger som ekstra følsomme.

Det skyldes især frustrationen i byggeriet over social dumping, som på forhandlingsbordet forventes at komme til udtryk i form af et krav om en markant forhøjelse af mindstebetalingen, som kan udligne noget af løngabet mellem de lavest lønnede østeuropæere – som fortsat holder sig på den rigtige side af overenskomsterne, og de danske håndværkere, som typisk arbejder til lønninger langt over mindstesatsen.

Læs mere: Højere mindsteløn i byggeriet kan betyde knald eller fald ved OK20

Intet af det har umiddelbart noget med dagpenge at gøre. Den aktivistiske nej-fløj i 3F's bagland, som har mobiliseret heftigt efter "successen" ved OK17, har dog heller ikke selv draget parallelen.

Men det kan næppe undgås at blive en del af den samme grundfortælling om en fagbevægelse, som må sætte hårdt mod hårdt for at skaffe resultater, hvis det trækker op til konflikt.

I den situation kan et overenskomstresultat, som slet ikke lever op til forventningerne, og en regering, som heller ikke gør det, hurtigt blive gensidigt forstærkende kræfter.

Ase-forsikring fik bægeret til at flyde over
Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen oprigtigt føler sig truet på eksistensen af det udvandede dagpengesystem.

3F-formand Per Christensen lagde da heller ikke skjul på, at genopretning af dagpengesystemet var den vigtigste brudflade i forhold til den nye socialdemokratiske regering, da han blev interviewet i Altinget op til 3F-kongressen i september.

Men 3F og den øvrige fagbevægelse havde næppe skruet så hårdt op for retorikken, hvis ikke Ase i slutningen af november havde smidt en chokbombe i form af en ny lønforsikring, som forsikrer grupper med særlig høj jobsikkerhed helt uden om a-kassen.

Læs mere: Ny lønforsikring kan få de bredeste skuldre til at droppe solidariteten

Den nye super-lønforsikring frygtes at eskalere den i forvejen anstrengte tilslutning til dagpengesystemet - og derigennem også til den etablerede fagbevægelse.

Regeringen anerkender problemet med udhuling af dagpengene, men har i første omgang fokus på at sikre Arne en ret til tidlig tilbagetrækning. Om og hvornår det så bliver dagpengemodtagernes tur, er uklart, men både beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Mette Frederiksen har slået fast, at en forbedring af kompensationsgraden ikke for indeværende indgår i regeringens prioriteter.

Venstrefløjen taler konflikten op
Men lige til venstre for regeringen står SF og Enhedslisten, som på linje med fagbevægelsen kræver handling nu og her.

Som eneste parti ser Enhedslisten også stort på princippet om ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne. Tværtimod bakker fremtrædende Folketingsmedlemmer åbent op om 3F's krav om højere mindsteløn i byggeriet, mens konflikt omtales som noget, man ikke nødvendigvis bør undgå.

Det er heller ingen hemmelighed, at der er store overlap mellem Enhedslistens partiapparat og den mest konfliktparate og aktivistiske del af fagbevægelsen, som udgør rygraden i protest-netværket 'Arbejdere i bevægelse', der under andet navn stod bag nej-kampagnen i 2017.

Så selv om politik og overenskomstforhandlinger på papiret er adskilt, gør Enhedslisten sig umage for at bygge bro mellem de to verdener.

Dagpenge-bekymringer favner bredt
Konflikten mellem regeringen og fagbevægelsen på dagpengeområdet bliver på den måde talt op, både af fagbevægelsen og den politiske venstrefløj.

Udhuling af dagpengene er samtidig en kollektiv bekymring i fagbevægelsen, som favner langt bredere end sympatien for byggeriets krav om et massivt mindstelønshop.

Fællesnævneren er dog, at en kold skulder af Mette Frederiksen og en kold skulder ved overenskomstbordet forstærker den samme følelse af at blive ignoreret.

Derfor kan dagpengepresset fra kernen af den røde fagbevægelse risikere at blive en boomerang ved overenskomstbordet. Det gør i hvert fald ikke risikoen for storkonflikt mindre.