Det borgerlige dilemma: Det går ikke uden udlændingepolitik – men heller ikke med

Mens de borgerlige politikere samles ved frontlinjen til en ny politisk sæson, kan de skue over et politisk landskab, der udgør en blanding af tabt territorium og udpint mark. FV19 resulterede i et folketing, hvor centrum-venstre ikke har stået stærkere i 50 år, og meningsmålingerne er ikke blevet bedre for den borgerlig blok siden. Tværtimod – seneste vægtede gennemsnit i Altinget giver rød blok en fremgang på tre mandater til 99.

Og dykker man længere ned i vælgerhavet, finder man ud af, hvor dyb den borgerlige krise egentlig er. Epinion har for Altinget og DR analyseret de danske vælgeres holdninger til partilederne og ministre – og ikke mindst til de politiske spørgsmål, de mener, er vigtigst. Og er man borgerlig politiker eller partistrateg, er især det sidste grim læsning; her er man langt bagud, og udlændingepolitikken, som indtil for få år siden udgjorde en borgerlig valgkampsmaskine, der producerede borgerlige valgsejre på stribe, er gået helt i stå.

For blå bloks partier er problemet ikke kun, at man er bagud på point på de enkelte emner. En nøgleindsigt i politisk kampagne er, at man vinder valg, hvis det emne, man i vælgernes øjne står stærkest på, også er øverst på deres dagsorden. Det er et strategisk mål, der fortoner sig i horisonten for de borgerlige, og det viser, hvor stor opgaven ved at gentænke det borgerlige projekt egentlig er, hvis man igen med troværdighed vil række ud efter regeringsmagten i landet.

Hold øje med kampen om væksten
Ud af de ti emner eller politiske spørgsmål, vælgerne mener, er vigtigst, peger et flertal af dem på en socialdemokratisk ledet regering som bedst til at håndtere seks af dem.

Forestillingen om Pape Poulsen som borgerlig statsministerkandidat er åbenlyst urealistisk De Konservatives størrelse taget i betragtning. Men det understreger den borgerlige bloks krise, at det største partis formand ikke en vælgernes selvfølgelig statsministerkandidat.

Og de to vigtigste emner på vælgernes dagsorden – sundhedspolitikken, som 16 procent finder vigtigst, og klimapolitikken, som 13 procent mener er vigtigst – mener et klart flertal, at en S-ledet regering er mest kompetent til at tage sig af. Her hedder procenterne henholdsvis 49/31 i favør for en S-ledet regering (18 procent er ’ved ikke’) og 51/22 (23 procent ved ikke).

Det er langt at være bagud for de borgerlige. For det første på et klassisk velfærdsemne, der selvfølgelig har fået ekstra opmærksomhed under covid-19, men som i løbet af de seneste fem år kun blevet vigtigere og vigtigere for vælgerne. Og for det andet på et emne, der først op til valget sidste år for alvor brød igennem på toppen af vælgernes dagsorden. Især for Venstre er det en yderligere bet, fordi sundhed – ikke mindst med et forslag til en ny sundhedsreform som brohoved – var et af partiets store slagnumre i sidste års valgkamp. Det er ikke slået igennem blandt vælgerne. Ligesom den grønne dagsorden for indeværende ser tabt ud.

De to følgende emner – styring af landets økonomi (12 procent) og udlændingepolitik (9 procent) – plejer at være borgerlige bastioner, og det er de på en måde stadig. Her hedder tallene i favør for en borgerlig regering 42/32 og 39/37. Men bag føringerne – hvoraf den sidste må siges at være meget spinkel – gemmer der sig i begge tilfælde urovækkende bevægelser for en borgerlig observans.

Tilbage i februar – før corona-nedlukningen af samfundet – førte de borgerlige ret klart på den økonomiske politik (38/26). Man mister med andre ord terræn - og det på et tidspunkt, hvor emnet ellers kravler op på vælgernes dagsorden. Samtidig fører en S-ledet regering på søsteremnet ’arbejdsløshed og jobskabelse’ med tallene 44/36.

De kommende uger og måneder bliver det vigtigt at holde øje med politiseringen af den arbejdsløshed, der kommer, og problemerne for dansk vækst, som især hænger sammen med faldende eksport.

Den borgerlige opposition har allerede angrebet regeringen for manglende fokus på vækst og for at pålægge for tunge skatte- og afgiftsbyrder på erhvervslivet.

Modsat forsøger regeringen at fastholde en rammefortælling, der handler om corona som et udefrakommende chok, og at en dårlig situation kunne have været værre, hvis det netop ikke havde været for regeringens tiltag. Det er ikke for ingenting Nicolai Wammen gjorde sin ”coronakrigskasse” til et slagnummer, da finansloven blev præsenteret, og det er også (men ikke kun) i det lys, den såkaldte grønne fremtidsfond blev præsenteret sidste mandag.

Men svinger økonomien ikke hurtigt tilbage de næste 12 måneder, er det en vigtig slagmark for de borgerlige.

Udlændingepolitikken er blevet et blåt problem
Udlændingepolitikken er en historie for sig. Her er det første vigtige punkt at lægge mærke til, at emnet rutsjer ned ad vælgernes dagsorden. For blot to år siden mente 18 procent af vælgerne, at emnet var vigtigst – og går man længere tilbage, var det et emne, der toppede over 20 procent. I dag er det kun 9 procent, og faldet har været konstant fra 2015 til i dag; det er altså en klar tendens, ikke en pludselig indskydelse, også selvom coronakrisen har flyttet vælgernes opmærksomhed.

Forklaringen på faldet er nok mindre, at problemer med integration er forsvundet, som det er, at emnet ikke længere i sig selv er omstridt. I nullerne fik udlændingepolitikken sin enorme sprængkraft, fordi centrum-venstre ikke ville anerkende det som et legitimt politisk spørgsmål. I dag får man stram udlændingepolitik, uanset om vi har en borgerlig eller socialdemokratisk ledet regering, og dermed dør konfliktpotentialet i emnet ud, og vælgerne begynder at orienterer sig efter andre spørgsmål, når de skal stemme.

Samtidig er udlændingeemnet efterhånden kun noget, der optager vælgere, der støtter en borgerlig regering. Af dem mener 18 procent, at udlændingepolitik er det vigtigste indsatsområde for en dansk regering, mens kun to procent af vælgerne, der støtter en S-ledet regering, mener det samme.

Så når Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen for nogle uger siden gik i pressen for at mane den usikkerhed om Venstres udlændingepolitik i jorden, som han med egne ord selv havde sået, giver det god mening i forhold til at tale til basen af borgerlige stemmer. Men mens det er et emne, der nok kan flytte vælgere inden for den borgerlige blok, er det ikke et spørgsmål, der som i nullerne ser ud til at kunne trække en masse vælgere over midten.

Det har også været en central pointe for Ellemann-Jensens forgænger, Lars Løkke Rasmussen, at udlændingepolitikken ikke længere var det trumfkort, det var engang. Omvendt viser Epinions tal, at problemet, som Ellemann synes at have indset, er, at man ikke kan blive borgerlig statsministerkandidat uden at optræde i rollen som udlændingepolitisk strammer. 

Dermed er den egentlige dårlige nyhed for de borgerlige, at de er fanget i en politisk blindgyde, hvor man indadtil er tvunget til smede alliancen mellem de borgerlige partier med udlændingepolitik som det helt centrale emne, men udadtil netop ikke kan vinde valg på det. 

Hvad siger Papes popularitet om Ellemann?
Tallene fra Epinion giver også et andet perspektiv på Ellemann-Jensens udlændingepolitiske markering til basen: den skal råde bod på, at opbakningen blandt borgerlige vælgere til ham er såvel lav som omstridt. Blot 60 procent af de borgerlige vælgere er ham positivt stemt, mens 23 procent ser negativt på ham. Til sammenligning er Mette Frederiksens tal blandt centrum-venstre-vælgere 90/6.

Og hvad der er endnu værre for Ellemann, er, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er mere vellidt blandt borgerlige vælgere (76/9) og er mere populær eller i hvert fald lige så populær - hvis man tager højde for den statistiske usikkerhed - statsministerkandidat for alle vælgere; 32 procent foretrækker ham mod Ellemanns 22 procent.

Forestillingen om Pape Poulsen som borgerlig statsministerkandidat er åbenlyst urealistisk De Konservatives størrelse taget i betragtning. Men det understreger den borgerlige bloks krise, at det største partis formand ikke er vælgernes selvfølgelig statsministerkandidat.

Den store konklusion er, at der er et akut behov for nytænkning hos de borgerlige. Og her støder de ind i et generelt problem: Politik er en kamp for nærsynede. Fokus ligger på næstkommende valg, og langsigtede forandringer kommer kun modvilligt og typisk først, når nederlagene er blevet for mange. At Socialdemokratiet står både så forandret og så stærkt i dag, hviler jo også på fire tabte folketingsvalg ud af fem fra 2001 til 2015.

En samfundstendens, de borgerlige bør holde øje med, er, at vores velfærdsydelser og services i stigende grad bliver udbygget med private tillæg og forsikringer. Fra lønforsikringer til sundhedsforsikringer – en tendens der også vil slå igennem på ældreområdet – og det kan være vejen til at konkurrere med en S-ledet regering om ejerskab til velfærdsemnerne. Ikke kun fordi forsikringer og optjeningsprincipper er grundelementer i en borgerlig udgave af velfærdsstaten. I vores fælles forestilling om velfærd betaler vi den solidarisk over skatten, men når for eksempel antallet af private lønforsikringer er eksploderet fra 70.000 til 340.000 på ti år, så agerer mange danskere anderledes 'borgerligt' i praksis. Men skal de borgerlige partier kapitalisere på den udvikling, kræver det både analyse og evnen til at levere den store fortælling om Danmark.