Det skal du vide om skilsmisseaftalen mellem EU og briterne

Der er en aftale! Er vi så færdige?
Nej. Faktisk overhovedet ikke. Skilsmisseaftalen er indgået mellem forhandlere fra EU-siden og Storbritannien. Nu skal aftalen stå sin politiske prøve, både i London og blandt de 27 andre EU-lande.

Hvad er så problemet?
Det er, at aftalen, allerede inden nogen rent faktisk har set den i detaljer, er rasende upopulær i store dele af den britiske politiske klasse. Det skyldes, at Storbritannien efter al sandsynlighed bliver tvunget til at forblive meget tæt på EU de næste rigtig mange år.

Hvorfor gør de også det? De har jo stemt for at forlade EU!
Sandt. Men de har også forpligtet sig til at sørge for, at der ikke skal indføres kontroller ved EU’s nye ydre grænse mellem Irland og Nordirland, fordi det kan ødelægge den fredsproces, som i 20 år har holdt nogenlunde ro på den delte ø. For at løse det, uden at der samtidig opstår et 500 kilometer langt hul ind til EU’s indre marked, har EU-siden presset på for, at Nordirland forbliver under EU’s regelværk, hvis ikke der var andre måder at fjerne behovet for fysiske kontroller på grænsen. Problemet er, at det har været en helt uacceptabel idé i premierminister Theresa Mays politiske bagland, fordi det i stedet lægger en usynlig grænse ned gennem Det Irske Hav mellem Nordirland og Storbritannien.

Så hvad er det, man har gjort?
Som en midlertidig løsning har May sagt ja til, at hele Storbritannien bliver knyttet til EU’s toldunion, mens der kommer til at gælde en række specifikke regler for Nordirland. Det skal gælde, indtil man forhåbentlig kan finde en stor og forkromet frihandelsaftale mellem de to parter, der gør en grænse unødvendig. En britisk journalist beskriver det som ”svømmebassins-tilgangen”. Storbritannien er i den lave ende af bassinet, hvor der er toldunion plus en række krav om, at de også fremover skal respektere visse standarder for miljø, arbejdsmiljø, statsstøtte, konkurrenceret med mere. Nordirland er i den dybe ende, hvor de er bundet af meget tættere bånd til EU-reglerne.   

Bliver det så sådan?
Det håber briterne jo på, at det ikke gør. Den model er jo en slags nødbremse. Den skal trækkes, hvis det ikke lykkes at finde en anden løsning, inden briterne er helt ude af samarbejdet. Det er de ikke efter 29. marts næste år, hvor de formelt ophører med at være EU-medlemmer, men først ved udgangen af den overgangsperiode, hvor de forbliver under EU’s regler, som udløber med udgangen af 2020. Derfor har man et par år til at forhandle sig frem til en anden løsning. Problemet er, at de færreste anser det for realistisk, at man når i mål med en så ambitiøs frihandelsaftale på så kort tid.

Hvorfor er Mays nordirske støtteparti, DUP, stadig sure?
For at forstå det skal man hæfte sig ved ordet ”unionist” i deres partinavn. Unionisterne i Nordirland er stærke modstandere af alt, som udvander forholdet mellem Nordirland og Storbritannien. Derfor er de principielt imod en aftale, som gør forskel på de to dele af landet.

Briterne vil jo ud i verden og lave egne handelsaftaler. Kan de det?
Ikke, hvis de bliver i en toldunion med EU. Hele pointen med en toldunion er, at man har fælles toldsatser mod omverdenen.

Hvad siger brexitstøtterne til det? Det var jo hele pointen med Brexit!
De er rasende! Der er en ret stor og meget højlydt gruppe fra Mays egen konservative bagsmæk, som råber op om, at det her er en kapitulation, og at briterne ikke længere er et selvstændigt folk.

Hvad med EU-siden? Er de 27 lande bare helt fjong med den aftale?
De har faktisk ikke set den endnu. De skal have den præsenteret ved et møde onsdag eftermiddag. Der kan sagtens være ting i den, som ikke falder i alles smag. Spørgsmålet er, om nogen tør gøre oprør, når nu hvert eneste ord i de mest kontroversielle dele er blevet vejet på en guldvægt. Men ingen tvivl om, at de skal have luppen frem hjemme i hovedstæderne for at tjekke, om der står noget med småt på de 500 sider, som de ikke kan acceptere.

Hvad sker der så nu?
Alle øjne kommer til at være rettet mod London, hvor Theresa May klokken tre holder møde med regeringskabinettet. Cirka samtidig mødes EU-ambassadører fra de 27 øvrige EU-lande for at diskutere den endelige aftale. Hvis ingen har begået mytteri ved dagens slutning, er det planen at indkalde EU’s europaministre til et møde mandag, hvor de vil gøre status. Hvis borgfreden stadig holder, indkaldes der til et EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne kan lægge deres politiske vægt bag den. En foreløbig dato er søndag 25. november.

Og så er det slut?
Nej. For så kommer den helt store afgørelsens time. Aftalen skal godkendes af EU-Parlamentet og have det endelige blå stempel fra EU-siden. Det bliver nok ikke det store problem. Udfordringen er det britiske parlament, hvor Mays flertal allerede nu ser ud til at smuldre, i takt med at hendes støtteparti vender hende ryggen, og EU-skeptikerne i hendes eget parti gør oprør. Og hun kan på ingen måde regne med, at oppositionspartiet Labour ikke bare vil lade hende sejle direkte mod den politiske afgrund.

Bliver hun stemt ned, har vi balladen. Så begynder alle katastrofeklokkerne at ringe, og risikoen for en kaotisk britisk exit uden nogen aftale bliver betydeligt større.