DF er på vej til at tabe valget for Løkke

Selvtilliden er væk, frustrationen er dukket frem, og man hører ikke længere DF-formanden sætte regering sammen eller formulere det ideologiske grundlag for dansk borgerlighed. Hvad er der sket?

En taktisk fadæse
Udtalelsen om det uacceptable ved en stemmeprocent på 13 kan meget vel blive én, Thulesen Dahl kommer til at fortryde. For hvorfor skulle det være en unaturlig tilstand for partiet? Ser man bort fra valget i 2015, har det været niveauet for DF.

I mellemtiden har Socialdemokratiet skiftet formand, og selvom kursen i udlændingepolitikken allerede under Thorning-Schmidt blev kraftigt højrejusteret, er benhård udlændingepolitik blevet helt centralt for Socialdemokratiets appel til vælgerne under Mette Frederiksens ledelse. Meget symbolsk var det, da hun på grundlovsdag sidste år endda gik så langt som til at opsige et muligt regeringssamarbejde med De Radikale netop på grund af de to partiers uenighed om udlændinge. Og Kristian Thulesen Dahl var ikke sen til at kvittere med et ”tak” til Mette Frederiksen – det var ”velgørende!” sagde han. Udråbstegn indbefattet.

I det hele taget har valgperioden 2015-2019 været præget af samarbejde på tinge de to partier imellem og stort opsatte fællesmøder med de to formænd. Utænkeligt for 20 år siden. Men store dele af svaret på Kristian Thulesen Dahls genvordigheder skal findes lige her.

At Socialdemokratiet har haft brug for DF's blåstempling på udlændingepolitikken er åbenlyst. I offentligheden og blandt vælgerne er ejerskabet til det emne placeret her. Først når DF letter på hatten og anerkendende nikker, ved vælgerne, at stramt er stramt nok. Det er det, Thulesen Dahl har ydet til gengæld, når han har været til offentlige fællesmøder med Mette Frederiksen, eller når hun har givet De Radikale en kurv.

Men til gengæld for hvad? Ja, har man fulgt Thulesen Dahl, siden han blev formand i 2012, har der været ét gennemgående træk. Han har talt rigtigt lidt om muslimer og rigtigt meget om velfærd. Og både han og Peter Skaarup har undsagt den form for værdikamp, DF's gamle ideologer – Søren Krarup og Jesper Langballe – forestod i nullerne, hvor det handlede om kristendom over for islam. I stedet har begge gjort velfærdsstatens økonomiske og sociale holdbarhed til rammen om nødvendigheden af en stram udlændingepolitik. Man har talt langt mere om milliardomkostninger for staten, erhvervsfrekvenser og kriminalitetsrater end om sharia.

Alt sammen for at styrke partiets velfærdspolitiske profil, og her har man så haft brug for Socialdemokratiet til at blåstemple, at DF havde fået en ekstra dimension. Her var den symbolske forbrødring det ret omtalte 3F-arrangerede fællesmøde i Cirkusbygningen i København for et par år siden, hvor den alliance blev smedet, der sidenhen satte en stopper for regeringens planer om at fremrykke tidspunktet for, hvornår pensionsalderen blev gjort relativ til levealder. En slags forpremiere på det seneste pensionsudspil fra S.

Dengang lignede det de første skridt til en uhørt stærk alliance i dansk politik; i 2015-tal havde de to partier 80 mandater tilsammen.

Men nu ligner det i stedet de første skridt i en dødedans, hvor DF mister vælgere i 100.000-talsklassen til S. For på den ene side har Kristian Thulesen Dahl sagt til dem – og de er mange – af partiets vælgere, der hæger lige meget om stram udlændingepolitik som om fuldtonet opbakning til den universelle danske velfærdsstat, at de kan stole på, at Socialdemokratiet kan levere på udlændingepolitikken. Og at DF vil levere de nødvendige stemmer, så S ikke bliver afhængig af den øvrige del af centrum-venstre.

Og på den anden side har DF dermed gjort, at udlændingepolitik ikke som i nullerne vil kløve vælgerkorpset. Nu får man den stramme udlændingepolitik, uanset om statsministeren hedder Rasmussen eller Frederiksen. Så selvom udlændingeemnet stadigvæk er vigtigt for mange vælgere, er det ikke længere afgørende for vælgernes kryds.

Det er der så andre politiske emner, der kan blive. Velfærd, ikke mindst, som vælgerne klart tiltror S mere end alle andre. Klima, som også er et ’rødt’ emne. Vækst og erhvervsliv, som er et klassisk borgerligt emne. Emner, som DF notorisk står svagt eller i hvert fald svagere på.

Hvad Kristian Thulesen Dahl havde regnet med, var en snedig bevægelse ind mod midten af dansk politik, der skulle cementere partiets magt, har – sådan som meningsmålingerne er nu –forvandlet sig til en taktisk fadæse.

DF har brug for V i udlændingepolitikken
Det problem blev både understøttet og forværret af, at Venstre under Lars Løkke Rasmussens ledelse ikke – eller i hvert fald kun i valgkampe – har ført udlændingepolitikken frem som sit vigtigste emne. Løkke Rasmussen har helst villet tale om arbejdsudbud, sundhed, moderne velfærd og vækst. I perioder også nødvendigheden af EU. Og da Altinget lavede sit store interview med ham i sidste måned fulgte han op på sin meget forsonlige nytårstale og hældte værdidebatten af brættet:

”Som Villy Søvndal i sin tid sagde, at hvis de ikke vil være her, så skrid. Og så klapper alle, for det var vel nok hårdt sagt. Men der er jo ikke en, der skrider af den grund. Sådan er jeg ikke skruet sammen.”

Indsæt selv en DF’er eller en integrationsminister efter behag.

Men spøg til side; det peger på en vigtig – men ofte også glemt – pointe: Da DF i 2001 pludselig tromlede i hjertet af dansk politik, var det ikke (kun) ved egen kraft. At udlændingepolitik med ét blev så dominerende, skyldtes i meget høj grad, at da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre i 1998, brød han med den stiltiende konsensus de store partier imellem om ikke at politisere udlændingeemnet – og slet ikke føre valgkamp på det. I dag virker det temmelig uskyldigt, men da Venstre indrykkede en annonce i sladderbladet 'Kig ind', hvor dømte med anden etnisk baggrund end dansk gav fingeren til pressen udenfor, mens de forlod domstolen i Randers, vakte det vildt postyr i 2001. Under annoncen stod der ”Tid til forandring” – Venstres slogan i de år.

Det var sådan, FV01 blev vores første rigtige udlændingevalg, og en hård kurs i debatten blev gjort politisk legitim, og det var på det grundlag, DF byggede sin position i dansk politik. Det var Venstre, der løftede DF derop. I dag er det kun Inger Støjberg og hendes ferme spindoktor Mark Thorsen, der gør sig i den slags, mens Løkke Rasmussen tydeligt lægger afstand.

DF har med andre ord aldrig kunnet bære udlændingepolitikken alene, og når det samtidig mister sin politiske sprængkraft, så mister partiet selvfølgelig vælgere, også når Venstre ikke lægger de samme lodder i vægtskålen med udlændingepolitik.

DF fanget mellem protest og magt
Hvad så nu? Ja, selvfølgelig kan DF overraske meningsmålingerne – ikke mindst er der stadig mange tvivlere derude. Og ja, de borgerlige partier vil de kommende dage og uger pirke og stikke til, om det parlamentariske grundlag for Socialdemokratiet nu alligevel ikke vil hæmme Mette Frederiksens virke som udlændingepolitisk strammer.

Men her har Thulesen Dahl jo selv sagt på DF's seneste årsmøde, at han står klar ved telefonen, hvis hun ringer efter hjælp. Og i Venstre er man splittet på udlændingepolitikken, hvilket sidste års burkaforbud udstillede, så alle kunne se det. Måske er det alligevel ikke spor, man her har lyst til at forfølge alt for ihærdigt.

Samtidig er det såkaldte paradigmeskifte, som DF fik ved finansloven sidste år, blevet stemt igennem, også med Socialdemokratiske stemmer. Hvordan den nye lovgivning kommer til at virke, er endnu uvist, men rent symbolsk var pointen jo, at nu havde DF fået det, de ville. Et indtryk, partiet selv bidrog til, da der efter endt finanslovsaftale blev taget billeder, hvor partiledelsen iført opsmøgede skjorteærmer drak øl direkte fra dåsen og klappede hinanden i hænderne. Man var i mål. En sejr kaldte Peter Skaarup det ligefrem. I gamle dage havde man ellers understreget, at man kun var kommet noget ad vejen.

Altså, hvis man er i mål, hvorfor skulle vælgerne så ikke sige tak for endt dont og drage af?

Og det er det sidste punkt i diagnosen på DF's krise. Lige siden stiftelsen i 1995 har målet for partiet været at gå fra protestparti til magtparti. Man havde lært, både hvor mange stemmer man kunne få fra Fremskridtsparti-tiden med Mogens Glistrup – og hvor langt fra magten man kunne komme, hvis man ikke tænkte sig om.

Ud fra den logik uddestillerede partiet en i nullerne uovertruffen strategi. Provokation i de rette doser skaffede først omtale og opmærksomhed – så skaffede det magt. Man kunne kritisere islam for fascistiske træk, og man kunne problematisere asylanters ret til bolig, tørklæder i offentlige embeder og offentliggøre navnene på nye statsborgere, hvoraf mange havde mellemøstlige navne, men man måtte ikke gå direkte efter muslimer. Og samtidig beviste man sig i forlig på forlig som en stabil samarbejdspartner, hvad Glistrup bestemt ikke havde været.

Det fungerede eminent i en tid, hvor det blev mødt med voldsom indignation, hvis man ville tale om problemer med integration og tilstrømning udefra. Sådan har det bare ikke været længe, og spørgsmålet er, om mange af de vælgere, der har stemt DF, egentlig nogensinde har gjort det med ønsket om, at partiet skulle blive et stort regeringsparti. Eller om de i virkeligheden stemte på DF som en protest, der skulle få de gamle partier til at ændre kurs på udlændingeområdet.

De, der mener, at det projekt nu er lykkedes, søger til S, mens de, der endnu ikke mener, at det er blevet virkelighed, og som mener, at skatten er alt for høj, søger til Nye Borgerlige. DF betaler prisen uanset hvad. I det perspektiv er DF fanget midt på broen mellem protest og magt.

Alt i alt er der meget, der peger på, at det langtfra er en given sag, at stemmeprocenter på 12-13-14 procent er ”fuldstændigt uacceptable”. Måske er det bare den nye normal. Vandt Thulesen Dahl statsministerposten til Løkke Rasmussen i 2015, står han nu til at tabe den for ham.