DIIS-forsker: De regimekontrollerede områder i Syrien er langtfra sikre

Af Lars Cramer-Larsen
Senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier

Et konfliktkort over Syrien kan være problematisk. Det kan tegne et billede, som ikke nødvendigvis er udtryk for en situation, der kan tages for givet. Det kan eksempelvis få den, der læser til at slutte, at områderne som kontrolleres af det syriske regime, skulle være stabile og sikre. I den konkrete situation er det en sandhed med modifikationer.

Nuvel, kamphandlingerne mellem det syriske oprør og Bashar al-Assads regime, med hans russiske og iranske støtter, er ganske rigtigt stilnet af, og nu mere eller mindre centreret omkring provinserne Idlib og Afrin i det nordøstlige Syrien, hvor der fortsat dagligt er kamphandlinger, og hvor en humanitær katastrofe efterhånden også må være en realitet. Her er der ingen sikkerhed, i hvert fald ikke endnu.

Konfliktkortet fortæller rigtig nok en historie om, at store dele af landet er under kontrol af al-Assad-regimet, og at dette som sådan skulle indikere, at der burde herske en vis grad af stabilitet og sikkerhed. Virkeligheden er imidlertid broget, for farven rød har i dette tilfælde flere nuancer.

Besværlige paramilitære styrker
Den aktuelle sikkerhedssituation i de regimekontrollerede områder er porøs og ustabil. Det er især den enorme kaskade af militser med vidt forskellige tilhørsforhold og alliancer samt en spirende konflikt imellem Bashar al-Assads to støtter Rusland og Iran, som bidrager til at tegne dette brogede billede af sikkerhedssituationen.

Det er således ikke alene status på kamphandlingerne mellem oprør og regime, som bør danne baggrund for en vurdering af, hvor sikkert det er at være hjemvendende syrisk flygtning, men i høj grad også en vurdering af den interne sikkerhed, leveret som basal serviceydelse mellem magthaver og befolkning.

Er der noget, den hjemvendende syriske flygtning vil frygte lige så meget som krigen i sig selv, så er det risikoen for ufrivilligt at komme i Mukhabarats søgelys.

Lars Cramer-Larsen
Senioranalytiker, DIIS

Lige netop det, er behæftet med en del usikkerhed, og der er flere variabler til ligningen. Såkaldte opensource efterretningskilder, tillige med den ekstensive mediedækning af begivenhederne, taler nu åbent om Syriens kontroversielle og besværlige paramilitære styrker, der er blevet centrum for en eskalerende konflikt mellem russiske og iranske interesser.

Konflikt mellem Rusland og Iran
Efterhånden som borgerkrigen dæmpes, og en stabiliseringsproces sættes i gang, burde en normalisering fokusere på, hvordan en demobilisering eller statusændring af de talrige militser, som lige nu er uden for kontrol af de officielle syriske myndigheder, og som ofte har helt deres egen dagsorden, skulle håndteres.

Denne proces kompliceres yderligere, da den også er centrum i en spirende konflikt mellem Rusland og Iran, der har vidt forskellige strategiske målsætninger for militsernes fremtid.

Hvor Rusland sammen med regimet arbejder på at legitimere militserne og gennem reformer at legalisere og integrere dem i statsinstitutionerne, arbejder Iran modsat stenhårdt på, at militserne opnår en vis grad af autonomi til at indgå alliancer og aftaler dér, hvor de er.

Dette tjener i høj grad iranske sikkerhedspolitiske og strategiske interesser i regionen. Og militserne, de er stadig uden for kontrol af en centralmagt.

Regimekontrollerede områder 
Spørgsmålet deler på mange måder vandene, især i Bashar al-Assads sekteriske bagland. Alawitterne, som er splittet i spørgsmålet om, hvem der er den mest hensigtsmæssige allierede. Rusland eller Iran?

Samtidig bøvler regimets ubestridte leder Bashar al-Assad og hans indre cirkler med at genvinde den eksklusive magt og indflydelse, og det har sendt hans sikkerhedsapparat på overarbejde. Derfor kan man med rette stille spørgsmål til, i hvor stor grad regimet i virkeligheden kontrollerer de såkaldte regimekontrollerede områder.

Når man samtidig holder dette op imod et system, som historisk har optrådt ekstremt repressivt for at fastholde magten, og som langt hen ad vejen synes at være organisatorisk intakt, kan en eventuel aftale med magthaverne i Damaskus om sikkerhed for hjemvendte flygtninge, risikere ikke at være mere værd, end det papir, det er skrevet på.    

Efterretningstjenesten Mukhabarat
Desuagtet den spirende konflikt mellem Bashar al-Assads allierede, så er Mukhabarat – regimets ultimative vagthund og beskytter – en størrelse, som i den grad er frygtet i den syriske befolkning, et andet parameter, der skal indregnes i ligningen om sikkerhedsstrukturen.

Det omfattende sikkerhedsapparat med fire indbyrdes uafhængige efterretningsorganer, alle nidkært overset af en af regimets stærke mænd Ali Mamlouk og hans National Security Bureau, er sat i verden for at sikre, at den syriske magtbase med Bashar al-Assad i midten forbliver ved magten.