DIIS-forsker: Naivt at basere Danmarks udenrigspolitiske strategi på værdier

Af Hans Mouritzen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Udenrigsministeriet og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er gået i gang med udarbejdelsen af en ny udenrigspolitisk strategi, der blandt andet skal indebære en landsdækkende ministerturné for at skabe dialog om indholdet.

Ministerens grundtanke er dog allerede fremkommet via 'Verden ifølge Gram' (DR, 8. september). Tilsyneladende skal værdipolitik nu bringes i højsædet. Det vil sige politik, der sigter mod at påvirke verden med danske værdier.

Ministeren omtaler endog sig selv som international "værdikriger". Der bliver flere og flere diktatorer og autoritære styreformer i verden, hvis praksis strider mod dansk værdier. I denne situation er der brug for dansk værdipolitik, angiveligt med en "socialdemokratisk tone".

Strategien har tilsyneladende ingen geografisk eller emnemæssig begrænsning. Den er ganske enkelt "strategien for det hele".

Værdistrategi ikke gangbar i dag
Det er en modig ambition, ligeså modig som Don Quijotes kamp mod vejrmøller.

Modtagere af dansk bistand kunne i nogen grad påvirkes i retning af "god regeringsførelse," mens de i dag blot kan skifte os ud med kinesere eller andre samarbejdspartnere, der ikke stiller ubehagelige spørgsmål.

Hans Mouritzen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Kina er formentlig den største vejrmølle, hvis vinger kan ramme Kofod og Danmark som følge af "indblanding i interne forhold". Norge prøvede det 2010 til 2016 og Sverige i øjeblikket. Rusland og Indien er også særdeles dygtige til at sætte udvalgte lande i straffeboksen, hvilket blandt andre Danmark tidligere har oplevet.

Kofods værdistrategi kunne måske have været gangbar i 1990'erne og den første halvdel af 00'erne, hvor Danmark i ly af den amerikanske enesupermagt og med EU som en såkaldt "normativ magt" besad en hidtil uset handlefrihed, også værdipolitisk.

Modtagere af dansk bistand kunne i nogen grad påvirkes i retning af "god regeringsførelse", mens de i dag blot kan skifte os ud med kinesere eller andre samarbejdspartnere, der ikke stiller ubehagelige spørgsmål.

Ingen hjælp i USA
Men i dag har EU fået svækket sit værdipolitiske renommé af blandt andet den autoritære udvikling i Ungarn og Polen.

"Fej for egen dør," kan de kritiserede diktatorer svare med en vis ret. Og USA har udover at blive forholdsmæssigt svækket på verdensscenen valgt en præsident med nul interesse i værdipolitik.

Måske forestiller Kofod sig, at en eventuelt kommende Biden-administration vil være et værdipolitisk rygstød. At dømme efter den tidligere Obama-Biden-administrations praksis er dette dog tvivlsomt. Den agerede realpolitisk snarere end værdipolitisk på verdensscenen.

Socialdemokratisk etikette
Samlet virker Kofods udspil som et forsøg på at rulle Taksøe-rapporten tilbage, en rapport fra 2016, som foretog en række nyttige (om end smertefulde) geografiske og funktionelle prioriteringer. Nu er vi tilsyneladende på vej tilbage til, at "det hele skal med".

I øvrigt er det besynderligt, at værdikampen af ministeren kaldes "socialdemokratisk". De gode ting, som Kofod ønsker sig – for eksempel en international retsorden – har tilslutning fra alle partier i det danske Folketing. Der er intet specielt socialdemokratisk ved dem. Måske er etiketten blot et forsøg på at skabe entusiasme i DSU?  

I stedet for blot bevidstløst at tale om fortsat "globalisering," som Kofod gør, bør en strategi være opmærksom på trenden mod deglobalisering, som covid-19 har forårsaget.

Hvordan skal Danmark forholde sig til den, og hvor meget plads overlader den til en universel "værdikriger"?

Danmark bør være selektiv
I stedet for den uindskrænkede værdikamp bør Danmark agere langt mere selektivt i normative spørgsmål.

Den nordiske platform er stadig værdipolitisk intakt, og på basis af den vil man formentlig fortsat kunne spille en værdipolitisk rolle i FN-sammenhæng. Hvis man respekterer Hviderusland som del af den russiske interessesfære, vil de nordiske lande samlet kunne yde praktisk støtte til den hviderussiske opposition.

Endelig er det vigtigt i EU-sammenhæng at bekæmpe den autoritære udvikling i Ungarn og Polen. Så kan EU måske på sigt genvinde noget af sin tidligere normative magt og derved blive en gunstig kontekst for danske ambitioner.