DIIS-forsker: Stormen på Kongressen er værre end 11. september

Af Hans Mouritzen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

En central ting i begrebet politisk kultur er sikringen af en fredelig overdragelse af magten, hvis det siddende styre har lidt nederlag i demokratiske valg. I litteraturen fremhæves ofte Storbritannien eller de skandinaviske lande med rette som repræsentanter for den højeste politiske kultur.

Frankrig under den fjerde og tidlige femte republik var derimod mere tvivlsomt: den militære ledelse i Algier kunne i 1958 true politikerne i Paris til at demontere den fjerde republik og bringe de Gaulle til magten. I 1961 blev de Gaulle så selv alvorligt udfordret af militærledelsen i Nordafrika.

De nok så dramatiske begivenheder i Washington 6. januar hører imidlertid ikke til på dette niveau. Pentagon vil angiveligt kun adlyde 'legale' ordrer fra præsidenten (men alene at spørgsmålet stilles, er selvsagt et tegn på desperation). Uromagerne kunne besætte kongresbygningen og ydmyge kongresmedlemmerne i nogle timer, men der var vel næppe nogen, der troede, at et statskup havde seriøse udsigter (selvom udtrykket er blevet anvendt på for eksempel CNN). Der var ikke som 19.-20. august 1991 i Moskva (kupforsøget mod Gorbachev) reel tvivl om det endelige udfald. Eller som i ’Farverevolutionerne’ i Tbilisi 2004 eller Kiev 2014.    

Den globale symbolik
Når det er sagt, kan symbolikken i begivenhederne imidlertid ikke overvurderes. Symbolsk er den værre end 9-11 (11. september 2001). Dengang handlede det om et udefrakommende angreb på World Trade Center og Pentagon (det amerikanske forsvarshovedkvarter). Denne gang kom angrebet fra (over)patriotiske amerikanske medborgere.

Og mens enhver bananrepublik kan have sit Pentagon eller sit World Trade Center, har den ikke noget, der svarer til Kongressens autonome status og kontinuitet. USA's multietniske identitet nødvendiggør en Kongres, der – sammen med Højesteret og Det Hvide Hus – tillægges en nærmest religiøs status. Det kan omverdenen måske finde en anelse krampagtigt, men det er en nødvendighed i diversiteten.

Trump har ikke haft som ambition at drive udenrigspolitisk værdipolitik. Hvis Bidens administration skulle ønske at genoptage noget sådan, er mulighederne i denne uge blevet tilintetgjort.

Hans Mouritzen
Seniorforsker, DIIS

Når så beboeren i Det Hvide Hus med held maner til oprør mod Kongressen, er det selvsagt katastrofalt. ’The shining city on the hill’, det ny Jerusalem, som det hedder i det officielle amerikanske selvbillede, er definitivt borte.

Ydermere strider forløbet mod den amerikanske grundfortælling, som ender med, at sheriffen pågriber de skyldige, der føres bort i håndjern. Det skete ikke her; de af CNN dæmoniserede oprørere kunne stå og småsnakke med hinanden, overveje om de skulle blive lidt endnu og så til sidst forlade arenaen, som de nu fandt det passende. Og begivenhederne havde en meget visuel karaktér: billederne vil blive ved med at rulle på skærme globalt de næste mange år på linje med flyene fra 9/11 eller Berlinmurens fald.   

USA's svækkelse
Uanset hvad der sker de kommende dage, svækkes USA's position også på det helt konkrete plan. Vi ser solidaritetserklæringer med ’Stop the steal’-oprøret fra obskure grupper over hele verden. Det er måske et kuriosum.

Så er der de pligtskyldige beklagelser fra USA's venner og allierede. Det interessante er imidlertid, hvad regeringer af knap så venlig observans siger.

9/11 fandt sted, da USA stod på sit højeste i global magt og indflydelse. Det har afgørende ændret sig i mellemtiden, ikke mindst i Obamas og – navnlig – Trumps præsidentperioder. Trump har ikke haft som ambition at drive udenrigspolitisk værdipolitik. Hvis Bidens administration skulle ønske at genoptage noget sådan, er mulighederne i denne uge blevet tilintetgjort. Det vil ikke være muligt troværdigt at kritisere andre landes politiske systemer. USA er ikke ’the indispensable nation’.

Det nye er, at eftervirkningerne vil blive en klods om benet på den kommende administration. Vi ser for eksempel allerede, hvordan Kina drager en parallel til optøjerne i Hong Kong og beskylder USA for dobbeltmoral. En tredjeverdens diktator, der beskyldes for valgsvindel, vil fremover let kunne afvise fordømmelser fra det amerikanske State Department (Udenrigsministerium) og sige: ’"ej for egen dør".

Men begivenhederne er et tveægget sværd, der kan ramme uforudsigeligt. Som alt andet i USA kan de via sociale medier blive en inspiration til fremtidige ’Farverevolutioner’ over hele verden.