DIIS-forsker: Vi adlyder en sociologisk naturlov – ikke myndighederne
KRONIK: En af sociologiens grundlove er, at en ydre trussel mod et samfund styrker dets indre sammenhold. Men sammenholdet skal stå sin prøve, når faren ser ud til at drive over, skriver Diis-forsker.
Af Hans Mouritzen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
En aprilsnar i Metroxpress for nogle år siden gik ud på, at Strøget i København fra på lørdag ville blive ensrettet for fodgængere, da det kunne føre talrige fordele med sig.
Det blev der grinet af dengang, men i dag ser vi, hvordan det store flertal af os adlyder ensretningen på diverse gangstier. Herefter må al tale om danskerne som en nation af "brokkehoveder" ophøre.
Mere seriøst må man overveje, hvordan sådanne kollektive norm- og adfærdsændringer finder sted.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
I det enkelte land oplever man, hvordan netop "vores" politiske leder og myndigheder taler med øget autoritet og legitimitet i pandemiens spor.
Men dynamikken finder jo sted over det meste af verden, så der må være noget dybereliggende på spil.
Politisk er det den nemme del, som vi har været igennem, hvor alle blev behandlet ens.
Hans Mouritzen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (Diis)
Ifølge en af de få grundlove i sociologien bevirker en ydre trussel mod et samfund, at dets indre sammenhold og centralisering styrkes.
Den er bedst formuleret af den amerikanske sociolog Lewis Coser i 1950'erne og har rødder tilbage til den klassiske sociologi (for eksempel tyskeren Georg Simmel). Senere har flere nuanceret tankegangen.
Regeringen får flere magtbeføjelser
Den ydre trussel kan komme fra en nærliggende stormagt. Men det kan også være en naturkatastrofe eller en truende proces som for eksempel den nuværende coronapandemi, hvor adskillige statsledere anvender en klassisk krigsretorik som "usynlige fjende".
Det afgørende er, at truslen er relevant for hele samfundet. Regeringen tiltager sig større magtbeføjelser for at kunne imødegå truslen. Det vil sige, at magten centraliseres.
Og det fortsætter ned gennem systemet på alle niveauer. Dette modsvares af en folkelig mobilisering, et sammenhold, der støtter op om centraliseringen.
Der vil selvsagt altid være enkelte marginalgrupper, der afviger, men netop sådanne "syndebukke" kan være med til at styrke sammenholdet hos det store flertal.
Imens florerer alle hånde vilde rygter om truslens karaktér, mens myndighederne signalererer "ro på" og at "alt er under kontrol".
Uden at drive analogien for vidt svarer det til en øget adrenalinproduktion i en menneskelig organisme. Når tyren nærmer sig, mobiliseres øgede kræfter til for eksempel at springe over det høje markhegn. Al energi og koncentration fokuseres på denne ene opgave.
Tilsvarende med det samfundsmæssige sammenhold. Folk hjælper hinanden og er villige til at adlyde forskrifter fra myndighederne, som man under normale omstændigheder ville have ignoreret.
Loven virker næsten hver gang
Helt så simpelt er det dog ikke, som senere forskning har uddybet. Men det er svært at være parlamentarisk opposition uden at fremstå som kværulant.
Kansler Angela Merkel i Tyskland, der var dømt "pensionist" for kort siden, nyder nu rekordagtige opinionscifre, mens Sveriges statsminister, Stefan Löfven, der var en "færdig mand" i januar, blev reddet af coronagonggongen.
Vi ser det også herhjemme med opbakningen til statsminister Mette Frederiksen (S) og en opposition uden en "sag". Listen kunne fortsættes ad libitum.
Flere kommentatorer har draget paralleller til situationen under Danmarks besættelse: Det folkelige sammenhold, alsangen, opbakningen til statsminister Thorvald Stauning og Christian X.
I USA taler man om "rally around the flag" ved større nationale kriser som 11. september, hvor præsident Bushs svage opinionstal pludselig skød i vejret.
Før og under krige omdannes selv demokratier til en art halv-autoritære størrelser for at klare de specielle forhold såsom krigscensur eller selvcensur eller lederdyrkelse.
Men historien er også fuld af eksempler på regeringers misbrug af dynamikken, hvor et fjendebillede forstørres op med henblik på at styrke regimets egen position.
Coronaen kan tilsvarende være en fortræffelig undskyldning for mange ting. Præmierminister Viktor Orbáns Ungarn har været nævnt i den sammenhæng.
Der skal være en fællesfølelse på forhånd
Men hvorfor gælder solidariteten ikke globalt, hvis hele verden er truet som under en pandemi? Eller blot Europa?
Nej, siger sociologen Lewis Coser, der skal være et minimum af patriotisme eller "vi følelse", og den skal være der, før faren dukker op.
Modeksemplet er Tjekkoslovakiet i 1938, der var truet af Tyskland og Polen. Landets sårbarhed skyldtes, at dets 3,5 sudetertyskere identificerede sig mere med Tyskland end med Prag og tilsvarende med polakkerne i forhold til deres "hjemland".
Tjekkerne og de fleste slovakker holdt sammen i situationen, men det var som bekendt ikke nok i kølvandet på München-forliget, hvor landet blev svigtet og tvunget til territorielle afståelser.
USA efter coronaen er et helt specielt eksempel i denne sammenhæng. Forud for epidemien var landet, inklusive dets medier, dybt politisk splittet mellem tilhængere af præsident Donald Trump og deres modstandere.
Sygdomsangrebet skabte indledningsvis en vis forøget opbakning til præsidenten, som dog var beskeden i forhold til historiske "rallies around the flag". Positivt udtrykt har man en fri diskussion.
Men som det ser ud nu, har splittelsen sejret over de konvergerende dynamikker. Vurderingerne af modforanstaltningernes succes eller fiasko korrelerer med de i forvejen eksisterende politiske konfliktlinjer.
Desuden har det skortet på solidaritet mellem delstaterne, som hidtil er blevet ramt meget forskelligt.
Det hjælper ikke, at man har nogle af verdens førende epidemiologer, hvis der mangler politisk resiliens. USA er blevet pandemiens epicentrum.
Solidaritetsbetaling forebygger splittelse
Selv i homogene stater kan sammenholdet vanskeliggøres, hvis truslen er asymmetrisk. Det vil sige er mere truende for nogle grupper i samfundet end for andre.
En måde at forebygge splittelse kan så være, at de mest udsatte "betaler" for andres solidaritet ("solidarity reward").
Vi så det i Danmark kort efter 9. april 1940: Venstre var ikke begejstret for at sidde i Thorvald Staunings samlingsregering (dannet 10. april), da Socialdemokratiet og Radikale Venstre med 11 år ved magten ifølge Venstre var medansvarlige for situationen, som Danmark var havnet i.
Marginalgrupper i Venstre og Det Konservative Folkeparti var fristede til at støtte en regering af såkaldte "genrejsere" uden snærende bånd til Rigsdagen.
I de såkaldte majkriseforhandlinger 1940 som led i den økonomiske omstilling efter den stedfundne besættelse var Venstre derfor den "kostbare partner," som truede med at træde ud af samlingsregeringen.
Forliget blev dog indgået og solidaritetspengene betalt ved, at lønmodtagernes pristalsregulering blev sat ud af kraft trods galopperende krigsinflation.
Bybefolkningens vilkår blev derved kraftigt forringet, og den sociale balance forskubbet. Til gengæld er det et faktum, at de demokratiske partier herefter stod sammen helt frem til bruddet med tyskerne 29. august 1943. Der var ingen sprækker, som besættelsesmagten kunne udnytte.
Enhver kan overveje med sig selv, om der er solidaritetspenge at betale i den nuværende krise? De unge er påviseligt mindre udsat end de ældre. Skal der "betales" for det, eller kan vi stole på deres idealistiske solidaritet?
Hvor længe varer sammenholdet?
Ifølge teorien opstår sammenholdet spontant og øjeblikkeligt, når vi står overfor den fælles, lammende trussel. Vi kigger på hinanden og bekræfter indsigten, at vi er i samme båd, truet eller ramt af tredjepart.
Men sammenholdet skal stå sin prøve, når fælles handlinger skal udføres og – endnu mere – når faren ser ud til at drive over.
Konservative og kommunister samarbejdede fint i modstandsbevægelsen under besættelsen, men så heller ikke længere. Under Den Kolde Krig kunne det store flertal kunne enes om, at Josef Stalins Sovjetunion udgjorde en fare i starten af 1950'erne, men hvad med Michail Gorbatjevs Sovjetunion i 1980'erne?
Hvilken vej skulle vælges? "Robust afspænding" med atomraketter i Europa eller fredsbevægelsernes vej? Det dilemma splittede det politiske liv i flere vesteuropæiske lande.
Kriges autoritære anspændelse er historisk blevet fulgt af opløsningstendenser lidt afhængig af udfaldet i det pågældende land. Pendulet svinger tilbage, og retsopgør kan følge.
Det samme gælder tiden efter coronaen. Var prioriteringerne nu også de rigtige? I det stabile Danmark bliver det næppe så voldsomt.
Men tilbage står: Politisk er det den nemme del, som vi har været igennem, hvor alle blev behandlet ens – det vil sige lukket ned. Det svære er den selektive oplukning, hvor grupper forskelsbehandles. At bevilge nogle milliarder hører i et land med gode finanser til den lette del. Det svære er fordelingen.
Vi vil fremover blive druknet i epidemologiske og økonomiske statistikker om krisens forløb og konsekvenser, ofte tilpasset de enkelte partsindlæg. Her i starten af maj er låget stadig på gryden, selvom det skramler mere og mere.
Det politiske liv vil gradvis blive normaliseret, men vi er stadig i Lewis Cosers vold et par uger endnu.
'%3e%3cpath%20d='M174.5%205.49985C138.877%20-19.5379%20106.875%2013.5814%2091.8511%2029.6115C65.0748%2058.1778%2099.1498%2080.3465%20117.152%2037.3094C135.153%20-5.72759%2022.8866%200.0578454%2015.1662%2097.217'%20stroke='%23EA1718'%20stroke-width='3'%20stroke-linecap='round'%20stroke-linejoin='round'/%3e%3cpath%20d='M3.65346%2080.8587L15.109%2097.3301L29.6131%2086.6665'%20stroke='%23EA1718'%20stroke-width='3'%20stroke-linecap='round'%20stroke-linejoin='round'/%3e%3c/g%3e%3cdefs%3e%3cclipPath%20id='clip0_627_569'%3e%3crect%20width='163.796'%20height='107.816'%20fill='white'%20transform='matrix(-0.999973%20-0.00733143%20-0.00733143%200.999973%20164.582%201.24609)'/%3e%3c/clipPath%3e%3c/defs%3e%3c/svg%3e)
