Ekspert om Nato-kritik: Danmark skal enten skrue op for forsvarsbudgettet eller ned for ambitionerne

Af Peter Viggo Jakobsen
Professor, Forsvarsakademiet og Center for War Studies ved Syddansk Universitet

Det mest opsigtsvækkende ved Natos kritik af det danske forsvar er de hidsige reaktioner, den har udløst herhjemme. Nato har ret. Danmark kan ikke forsvare sig selv og er ikke i nærheden af at bruge de lovede to procent af BNP på forsvaret i 2024.

Et bredt politisk flertal har med åbne øjne besluttet, at truslerne mod Danmark ikke retfærdiggør et forsvarsbudget på to procent. Forligspartierne har i stedet besluttet at indrette forsvaret til at levere små kvalitetsbidrag til Nato, der kan understøtte den fælles opgaveløsning i alliancen.

Det danske forsvar skal ikke løse militære opgaver alene. Det skal bare bidrage så meget til Nato, at USA bliver i Europa. Som jeg påviser i en analyse af forsvarsforliget, der udgives i denne måned, er indretningen af det danske forsvar baseret på to antagelser:

(1) At Rusland ikke tør angribe Nato og Danmark, så længe USA er engageret i forsvaret af Europa.

(2) At USA ikke render af pladsen.

Hvis forligskredsen ikke vil skrue op for forsvarsbudgettet, vil den stå sig bedst ved at skrue ned for statusambitionerne og kernemedlemsretorikken. Det er pinligt at høre på alle undskyldningerne for, hvorfor Danmark ikke skal leve op til to procent-kravet.

Peter Viggo Jakobsen
Professor, Forsvarsakademiet og Center for War Studies ved Syddansk Universitet

Kritik ødelægger selvforståelsen
Så længe de antagelser holder, giver Danmarks nuværende forsvar god mening. Det ser de ud til at gøre foreløbig. Rusland er Nato klart underlegent, og USA har øget sit militære engagement i Europa siden 2014.

Det er muligt, at USA på længere sigt er på vej væk fra Europa, men lige nu går udviklingen den modsatte vej. Derfor er det ligegyldigt, at den danske brigade ikke er færdigopstillet, eller at anskaffelsen af torpedoer til ubådsbekæmpelse er forsinket.

Så længe USA er en aktiv del af afskrækkelsen mod øst, angriber Rusland ikke. Forsvarsmæssigt er situationen ikke alvorlig.

Hvorfor så al den ståhej? Natos kritik gør ondt, fordi den ødelægger den danske selvforståelse. Vi har siden operationen i Tuzla i 1994, hvor de danske kampvogne gav serberne bøllebank, vænnet os til at blive fremhævet som rollemodeller i Nato.

Vi bidrog mest til Natos operationer, tog de største tab i Afghanistan og bombede mere end alle andre i Libyen (målt i forhold til befolkningens størrelse). Vi var ”kernemedlem” af alliancen, og vores bidrag blev rost til skyerne.
 
Sværere at være kerneland
Vi opnåede denne kernestatus og selvforståelse ved at bidrage til Natos operationer med den ene hånd, mens vi skar ned på forsvarsbudgettet med den anden. Den model dur ikke længere. Nu hvor USA ser Rusland og Kina som trusler, Nato skal bidrage til at håndtere, er kravene til kernelandsstatus skruet væsentligt op.

Nu kræver det flere penge, kapaciteter og styrkebidrag at fastholde status som kernemedlem i alliancen. Danmark ligger i den tunge ende med hensyn til penge og kapaciteter (militær evne til at løse opgaver), og vores evne til at stille med styrkebidrag til Natos operationer er blevet meget lille.

Flåden råder i dag over fem krigsskibe (fregatter), flyvevåbnet vil efter indfasningen af F-35 råde over cirka 15 operative kampfly (70% af de 22, vi får i Danmark), og hærens kapacitet til kontinuerlig indsættelse i operationer (nationale som internationale) er nede på en bataljonsstørrelse (500-800 mand).

Derfor er rosen fra Nato og USA erstattet med ris, og det vil fortsætte, når Biden tager over fra Trump.

Skru op eller skru ned
Vi har fortsat gode soldater og kapaciteter, der kan måle sig med de andre Nato-landes - vores soldater har intet at skamme sig over. Men der er for lidt materiel og for få soldater til at stille Nato og USA tilfredse.

Derfor er det håbløst at blive ved med at insistere på, at Danmark er ”kernemedlem” af Nato og USA's bedste ven. Uoverensstemmelsen mellem den danske selvforståelse og Nato's og USA's kritiske syn på Danmark kan kun bringes til ophør ved at øge forsvarsbudgettet eller ved at opgive ambitionen om kernemedlemsstatus. Man kan ikke blæse og have mel i munden samtidig.

Hvis forligskredsen ikke vil skrue op for forsvarsbudgettet, vil den stå sig bedst ved at skrue ned for statusambitionerne og kernemedlemsretorikken. Det er pinligt at høre på alle undskyldningerne for, hvorfor Danmark ikke skal leve op til to procentkravet.

Det er desuden dårlig stil konstant at gøre grin med det græske forsvar for at vise, at BNP-målet er uanvendeligt. Det runger hult, fordi Danmark ikke forsømmer nogen lejlighed til at minde andre lande om, at vi bruger 0,7 procent af BNP på udviklingsbistand, og at de burde følge vores gode eksempel.