Eksperter: Kinas nye offensive stil er kommet til Danmark

DIPLOMATI: Kravet fra den kinesiske ambassadør i Danmark om en officiel undskyldning fra Jyllands-Posten er en del af en international tendens, hvor kinesiske diplomater er blevet mere offensive, siger eksperter. 

57-årige Feng Tie har været Kinas ambassadør i Danmark siden sommeren 2019. 
57-årige Feng Tie har været Kinas ambassadør i Danmark siden sommeren 2019. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenMalte Bruhn

Kravet fra den kinesiske ambassadør om en officiel undskyldning fra avisen Jyllands-Posten er ikke nogen enlig diplomatisk svale.

Kinas ambassadører er i flere vestlige lande tværtimod blevet mere aggressive gennem de senere år.

Det siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, der forsker i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet.

“De kinesiske diplomater er i flere lande blevet lidt mere offensive på sager, der ses som kritik af Kinas kerneinteresser, altså når det handler om kinesisk suverænitet, national stolthed eller provinser som Hongkong, Taiwan eller Xinxiang,” siger hun.

I den aktuelle sag har Kinas ambassadør i Danmark taget anstød af en tegning i Jyllands-Posten, hvor de gule stjerne på det kinesiske flag er erstattet af virusorganismer.

Tegningen er en replik til den aktuelle krise med coronavirussen, der spreder sig i Kina, hvor 106 mennesker på nuværende tidspunkt er døde på grund af virussen. Og det provokerer den kinesiske stolthed, mener eksperten. 

”De kan ikke se formålet med en tegning af flaget, der krænker landets nationale stolthed og ikke har andet formål end at udstille og latterliggøre,” siger hun.

Forlængelse af Xi Jinpings stramninger
Ambassadøren ser ifølge en pressemeddelelse tegningen som en ”fornærmelse mod Kina”, og hans reaktion ligger derfor helt i tråd med det kinesiske styres hjemlige politik under præsident Xi Jinping, vurderer Nørup Sørensen.

”Det skal ses i forlængelse af, at der er blevet strammet op internt i Kina under Xi Jinping, som kører en noget mere nationalistisk linje, hvor han kræver, at Kina skal ses som en international stormagt, der mødes med respekt internationalt,” siger hun.

”Det går selvfølgelig også ud til diplomaterne, fordi de ikke vil ses som repræsentanter for Kina, der ikke fører den kinesiske linje i udlandet.”

Den udlægning bakkes op af Christina Boutrup, der er journalist og forfatter bag en række bøger om kinesiske samfundsforhold. 

“Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har gjort det til sit store projekt at genrejse Kina som stormagt. Der er derfor en stigende patriotisme i landet,” siger hun og fortsætter: 

“Og derudover så er den konkrete situation så alvorlig, og krisen vækker store følelser og stor bekymring blandt kineserne.”

Aggressiv ambassadør i Sverige
Mens kravet om en undskyldning fra den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie, er hans første åbenlyse offensiv mod medierne, siden han overtog embedet sidste sommer, har Kinas ambassade på den anden side af Øresund over længere tid praktiseret en mere offensiv stil og forsøgt at påvirke den svenske mediedebat, fortæller Nørup Sørensen

”I Sverige har vi set, at ambassadøren er meget aggressiv i forhold til forskere og andre, der siger noget kritisk om Kina," siger hun.

Ambassadøren har ifølge en rundspørge fra den svenske public service-kanal SVT blandt andet skrevet breve til svenske dagblade og tv-stationer og kritiseret deres Kina-dækning.

Det førte for nylig til, at den svenske udenrigsminister, Ann Linde, lovede at give ambassadøren en påtale.

Læs også

Diplomater tolker præsidenten forskelligt
De kinesiske diplomater i Vesten tolker imidlertid Xi Jinpings nationalistiske retning meget forskelligt, fortæller Nørup Sørensen. 

"I andre lande benytter diplomaterne sig i højere grad af de traditionelle kanaler med beskeder til udenrigsministerierne i stedet for mere offensivt at gå gennem medierne," siger hun.

Derfor kan man ikke forudsige, hvad den kinesiske ambassadør i Danmarks næste skridt bliver, efter at Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, har afvist at undskylde for eller at trække tegningen tilbage, siger Nørup Sørensen.   

"Vil de lægge den ned, når de nu har vist og kan sige derhjemme, at de har protesteret? Eller vil de fortsætte presset for at få de danske myndigheder til at gøre noget over for medierne? Det er svært at forudsige,” siger Nørup Sørensen.

Men eftersom samtlige danske politikere, inklusive statsminister Mette Frederiksen, har afvist at undskylde, kan det ikke udelukkes, at der kommer en diplomatisk konflikt, som blandt andet kan risikere at gå ud over dansk eksport til Kina, mener Christina Boutrup.

“I Kina forholder man sig ikke til, om det er et medie eller regeringen, der laver sådan en tegning. Det er bare Danmark, der er afsender, for sådan oplever man tingene i et regime som Kina," siger hun. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00