Ellemann-Jensen vil have "skiftet ud" i forhandlingslokalet efter mailsag

TV: Venstre brugte tirsdagens spørgetime på at spørge ind til statsministerens rolle i sagen om den e-mail, som beskrev et “angreb” på Venstre under forhandlinger. Nu vil V have skiftet ud blandt dem, der forhandler om udligning. Og Ellemann beder om møde med Frederiksen.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mads OutzenKristine Korsgaard

"Det er en mail, som jeg gerne vil beklage."

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, som fra begyndelsen af tirsdagens spørgetime kom ind på det, som havde fyldt dagsordenen hele mandag: En mail fra Socialdemokratiets pressetjeneste, som viste planer om et "angreb" på Venstre midt under forhandlingerne om den kommunale udligning, og som ved en fejl havnede hos en journalist på Jyllands-Posten. En mail, som gjorde Venstre så rasende, at de forlod et forhandlingsmøde søndag aften efter meget kort tid og siden har krævet en undskyldning fra statsministeren.

I spørgetimen understregede Mette Frederiksen, at det er resultatet, der i sidste ende er det vigtigste, og at “ånden” i mailen ikke på nogen måder gavnede forhandlingerne. 

“Når man er inde i et forhandlingsrum sammen, er der et tidspunkt, hvor man skal lukke den almindelige politiske kamp ned og alene fokusere på resultatet,” sagde hun og fortsatte: “Der hvor vi er nu, der vil vi bare gerne have et lukket rum for os politikere til at finde de rigtige løsninger.”

Forhandler kun med politikere
Men beklagelsen er ikke nok for Venstre.

Partiet afviste at møde op til det forhandlingsmøde, de var indkaldt til samme tirsdag. Efter spørgetimen forklarede V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, at "der skal ske udskiftning i personkredsen" af dem, der forhandler, hvis Venstre skal tilbage og forhandle.

“Lad mig sige det sådan, at det bliver et forhandlingslokale, der kun består af politikere,” sagde han og afviste at være mere konkret.

Det kan lyde som om, Venstre vil have de særlige rådgivere ud af forhandlingsrummet. I den omtalte mail om Socialdemokratiets planer for at presse Venstre under forhandlingerne lød det blandt andet, at en af Finansministeriets særlige rådgivere skulle "finde historie på Venstre" på baggrund af de spørgsmål, partiet stiller ved forhandlingerne.

Nu beder Ellemann også om et møde med Mette Frederiksen. Det skriver han tirsdag aften på Twitter.

Under spørgetimen pointerede Ellemann, at forudsætningen for overhovedet at opnå aftaler er gensidig tillid under forhandlingerne.

“Det er nødvendigt, at der er plads til, at man blotter sig. Det er nødvendigt, at der er plads til, at man spiller med åbne kort,” sagde han og gjorde det klart, at partiets tillid til regeringen "ligger på et meget lille sted i øjeblikket".

*Artiklen er opdateret onsdag morgen klokken 8 med oplysning om, at V-formanden beder om møde med statsministeren.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00