Er der et nationalkonservativt oprør på vej i DF?

ANALYSE: Konsekvensen efter tre læsterlige nederlag for Kristian Thulesen Dahl er, at hans store strategi om DF som det nye midterparti er sønderskudt. Morten Messerschmidt rykker på sig og kan være på vej til en central position i partiet.

Vantroen og skuffelsen stod malet i ansigterne på Peter Skaarup (tv.) og Morten Messerschmidt. Bag dem kan man skimte pressechef og central strateg Søren Søndergaard.
Vantroen og skuffelsen stod malet i ansigterne på Peter Skaarup (tv.) og Morten Messerschmidt. Bag dem kan man skimte pressechef og central strateg Søren Søndergaard.Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Når et parti og en partileder lider et så forsmædeligt nederlag, som det Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl led ved FV19 med et styrt i den mandatmæssige afgrund fra 21,1 procent til 8,7 procent af stemmerne, er normalen, at stolen vakler under formanden. Ikke mindst når det er det tredje store nederlag i træk på få år.

Kommunalvalget for to år siden ligner måske et lille nederlag, hvor man blot gik tilbage med 1,3 procentpoint til 8,7 procent. Men når man ser på, hvor stor investeringen af kampagnekroner og af Thulesen Dahls egen politiske kapital var i projektet om at veksle FV15's dundrende succes til et kommunalpolitisk gennembrud, blev det en solid begmand.

KV17-nederlaget blev afskrevet som en enkeltstående fejl, næsten af ren kommunikationsteknisk karakter og noget med en "borgermestereffekt". Men to år senere er det blevet fulgt op af to så store nederlag – EP19 og FV19 – at alle har kunnet se, at der er noget dybere galt. Som sagt plejer det at betyde, at formandens fremtid er usikker – eller at han i det mindste skal yde et stort personligt sonoffer.

Det har Thulesen Dahl og ledelsen i DF indtil videre afvist. Man har forsøgt at rammesætte nederlagene med sprogbilledet af en storm, der har ramt. Altså noget udefrakommende, der nu kræver, at man står sammen, og Thulesen Dahl har forsøgt at male billedet af sig selv som kaptajnen, der trodsigt skyder brystet frem og stirrer regn og blæst ret i øjnene. You’ll never walk alone og alt det der.

Hvem ved, om ikke Messerschmidt snart kan være tilbage i inderkredsen? Hold dine venner tæt, men dine fjender tættere, som det hedder.

Det varede ikke mange timer, før der var mytteri på broen. FV19 gjorde Christian Langballe til forhenværende MF, og således befriet lod han i Berlingske kritikken hagle ned over Kristian Thulesen Dahl.

"For at sige det lidt firkantet vurderer jeg det sådan, at velfærdspolitikerne i DF har vundet, og værdikrigerne er væk," sagde han og fortsatte:

"Det er klart, at hvis man forlader det nationalkonservative, som jeg synes har været meget fraværende i den her valgkamp – undskyld mig, men vi har jo ikke været til stede med hensyn til det nationalkonservative – hvad er det så, partiet vil?" 

På det tidspunkt, han gik til citat, så det også ud til, at Marie Krarup var blevet revet med i faldet. Det viste sig senere på dagen ikke at holde stik. Men perspektivet i, at DF for første gang siden 2001 ikke længere ville have Krarup-Langballe-familien repræsenteret, er afgørende for at forstå dybden af den kritik, Langballe ventilerede.

Arven fra Søren Krarup
Ord som værdikriger og nationalkonservativ bliver ikke brugt lemfældigt her. Det er kode for netop det politiske projekt og den verdensanskuelse, Søren Krarup og Jesper Langballe bragte ind i DF i nullerne.

Her var værdikampen først og fremmest en religionskamp. En kamp imod islams tilstedeværelse i Danmark og imod liberalisme, ateisme og kulturradikalisme (i nullerne fnysende benævnt som "Systemet Politiken") og imod andre konkurrerende udgaver af dansk folkekirkekristendom, der ser verdensomspændende menneskerettigheder i forlængelse af næstekærlighedsbuddet.

Var værdikampen nogensinde en kamp for noget hos Krarup og Langballe, var det som en mission for at realisere forestillingen om danskerne som en luthersk-evangelisk menighed.

Det er også det, der er motoren i Marie Krarups – skal vi sige anderledes syn – på Ruslands præsident, Vladimir Putin, der i den optik er en forsvarer af kristendommen.

Da Krarup og Langballe – de ældre – blev del af DF's folketingsgruppe, var det ikke mindst for at forlene partiet med en intellektuel dybde og sikre sig potente våben i den offentlige debat. En rolle, de udfyldte med stor succes op igennem nullerne, men som til sidst blev for meget for DF-ledelsen.

Da de to i årsskiftet 2009-2010 kastede sig i brechen for historikeren Lars Hedegaard, der havde lavet skandale med en række anklager om, at muslimer skulle dyrke en morderisk voldtægtskultur over for deres døtre, udløste de en alvorlig krise, der strakte sig over flere uger for partiet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen underkendte DF, og Pia Kjærsgaard til sidst måtte slå hånden af de to.

Som hun sagde i sin selvbiografi, Fordi jeg var nødt til det: "Ligesom de kom i rette tid, er de gået i rette tid". De forlod dansk politik i 2011, da VK-regeringen tabte folketingsvalget.

Da de nationalkonservative røg ud
Det var ved samme valg, at Christian Langballe og Marie Krarup videreførte slægtens liv i folketingsgruppen. Men uden at få den prominente position i partiet, deres fædre havde haft. Og det havde alt at gøre med det formandsskifte i partiet, der fulgte efter FV11.

Da Kristian Thulesen Dahl overtog roret efter Pia Kjærsgaard, blev DF's argumenter for den stramme udlændingepolitik også skiftet ud. Fra religionskamp, hvor modstillingen mellem islam og kristendom var bærende, til en kamp for velfærdsstatens sammenhængskraft – økonomisk, socialt og kulturelt. Indvandringen og den dårlige integration var for dyr og for utryghedsskabende.

Det gjorde Kristian Thulesen Dahl også som led i en generel bevægelse mod den fordelingspolitiske midte i dansk politik og med det åbenlyse sigte at kunne udvide paletten med politiske emner, som DF kunne stå som ejere af – nemlig velfærd.

Kunne man det, ville DF nemlig kunne støde De Radikale væk fra kongemagerpositionen i dansk politik og sikre sig indflydelse, uanset om statsministeren var Venstre-mand eller socialdemokrat. Ud i periferien gled de nationalkonservative og deres kamp for kristenheden, som det hedder på de kanter. Selv begrebet kultur- og værdikamp har Thulesen Dahl forholdt sig blasert til:

"Jeg vil sige det sådan, at kulturkampen er vigtig, men den behøver ikke at stå mellem forskellige religioner, men mellem folk, der vil bruge islam i en fundamentalistisk udgave, hvor man udfordrer de vestlige samfund og vestlige værdier, og resten. I den forstand er der selvfølgelig en kulturkamp," sagde han til det politiske medie Ræson.

Læs også

Den store fadæse
DF's eksplosive sejr ved FV15 blev åbenlyst opfattet som en vindikation af Thulesen Dahls linje, og han indledte kort efter en krig imod liberalismen i bredeste forstand. Genstanden for angrebet var Liberal Alliance, men adressaten var Venstre.

Som han sagde til Altinget sidste sommer: "Venstre bliver præget af dem, der skal udgøre deres parlamentariske grundlag, og her spiller LA en aktiv rolle i at tone Venstre derhen, hvor man skal lette topskatten. Det, vi i DF har gjort, er at trække Venstre tilbage til det, partiet sagde under valgkampen i 2015. Det er jeg stolt over."

Det var i samme periode, han opsøgte Mette Frederiksen og samarbejdet med Socialdemokratiet, ikke mindst med målet om at få velfærdsstatens historiske grundlæggere til at blåstemple ham som velfærdens vogter i vælgernes øjne. Som modydelse kunne han så blåstemple Socialdemokratiets nye stramme linje på udlændingepolitikken.

En risikofyldt byttehandel for begge partier, men én, som vi nu må konstatere, at Socialdemokratiet trak entydigt sejrrigt ud af, mens det for Kristian Thulesen Dahl står frem som en strategisk fadæse af historiske dimensioner.

Messerschmidt rykker på sig
Ét er kritik fra nogle forhenværende medlemmer af folketingsgruppen. Noget andet er, når Morten Messerschmidt, der er Søren Krarups søn i ånden og nys indvalgt til Folketinget, i (af alle steder) Politiken tilslutter sig kritikken:

"Nu er jeg optaget af at få genitalesat, hvad Dansk Folkeparti virkelig er. Et borgerligt nationalkonservativt parti, som står fast på det, der er kernen. Der har været lidt uklarhed, om vi skulle være røde eller blå og så videre, og det må der ikke være. I et parti som Dansk Folkeparti må der ikke være tvivl om, hvor vi hører til."

Og hvis der skulle være tvivl hos Kristian Thulesen Dahl om, hvad Messerschmidt mente med det, kunne han også uddybe:

"Hvis det handlede om at få skubbet De Radikale væk, så var der en mening med det. Men den måde, det er blevet udlagt på mange steder, er, at vi kunne blive et nyt socialdemokrati, og det er klart, at det tror jeg ikke, at Danmark har brug for."

Når Christian Langballe og Morten Messerschmidt nu kritiserer partiet for at have fokuseret for meget på velfærd og alt for lidt på værdikamp, er det kernen i Thulesen Dahls strategi og projekt, de sigter på.

Og mens Langballe har sagt farvel til politik for altid, er det svært ikke at se Messerschmidts udtalelser som led i en større strategi, der skal bringe ham højere op i hierarkiet i DF. 

Efter hans formidable præstation ved EP14 blev han gjort til del af partiets ledelse, selvom relationen mellem ham og Thulesen Dahl aldrig har været varm, men Messerschmidt røg ud i kulden igen i kølvandet på Meld- og Feld-sagen.

Med sin understregning af DF som et nationalkonservativt parti etablerer han sig nu som en modpol til Thulesen Dahls velfærdsorienterede udgave af DF. Når man tænker på den skæbne, der for eksempel blev EP-politiker Anders Vistisen til del, da han anfægtede DF-formandens ret til at lede og fordele arbejdet, ser man med Messerschmidts kritik, hvor svag Thulesen Dahl med ét er blevet.

Det ligner grangiveligt en decideret fraktionering af partiet. Thulesen Dahl begyndte allerede under valgkampen at trække sig fra parløbet med Socialdemokratiet, og hans seneste udtalelser tyder på, at han ikke bare er på vild flugt tilbage i blå blok, men at han prøver at komme kritikken fra de nationalkonservative i møde.

Hvem ved, om ikke Messerschmidt snart kan være tilbage i inderkredsen? Hold dine venner tæt, men dine fjender tættere, som det hedder. Det kunne jo være sonofferet fra Thulesen Dahl.

Allerede nu lyder der fra en kilde med intern viden i partiets overvejelser, at der er en omorganisering af partiet på vej.

Kristian Thulesen Dahl har bekendtgjort, at han skal rundt i landet og have vendt politikken med græsrødderne og de mange vælgere, der føler sig skuffede. Det åbner for en ny struktur i partiet, som for få år siden havde været et rent fatamorgana. Med Pia Kjærsgaard på vej tilbage i gruppen, når der, som det ser ud nu, skal skiftes ud på formandsposten i Folketinget, er der mulighed for, at hun sætter sig på gruppeformandsposten for at få styr på partiet, når formanden er væk.

Og det hedeste rygte lige nu er, at Messerschmidt er på tale som politisk ordfører. Vurderingen er, at man har behov for en frontkæmper og hårdtslående debattør i front for partiet.

Håb er ikke en strategi
Det er ikke det samme, som at en nationalkonservativ revitalisering vil være løsning på DF's krise. Når DF distancerede sig fra den kurs for otte-ni år siden, var det jo også, fordi man fra ledelsens side ikke anså betoningen af det kristne som særlig frugtbar ager, når det handlede om vælgermaksimering.

Men måske vigtigst af alt, så er tidehvervsk værdikamp ikke ligefrem et typisk træk ved Venstre-formænd gennem historien. Og selvom vi let glemmer det, så har alliancen med Venstre været fuldstændigt afgørende for DF's succes.

Da DF i 2001 indledte sin dominans i dansk politik, skete det ikke udelukkende ved egen kraft. Det var alliancen med et Venstre, der med Anders Fogh Rasmussen, der i sit syn på tro og kristendom ikke stod langt fra Krarup, i spidsen pludselig brød med datidens konsensus om ikke at politisere udlændingepolitikken, der flyttede de dengang marginaliserede DF'ere ind i hjertet af dansk politik.

Den alliance med Venstre ser mildest talt ramponeret ud i dag. Løkke Rasmussen har DF'erne altid haft et anspændt forhold til, og hverken Kristian Jensen eller Jakob Ellemann-Jensen ligner mildt sagt nogle, der står klar med sværd og harnisk til religionsmættet værdikamp.

Læren fra FV19 – og hele valgperioden frem til – har været, at udlændingepolitik ikke kan det, det kunne i nullerne. Ja, siden 2015 har det snarere været Venstre, der har været splittet på det område, end Socialdemokraterne.

Lige nu er det tydeligt, at DF håber på, at en kommende S-ledet regering vil slække så meget på udlændingepolitikken, at det igen kan blive et vigtigt og afgørende emne for vælgerne, så man igen kan blive tyngdepunktet i dansk politik. Men som amerikanerne siger: Håb er ikke en strategi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00