Debattør: Institut for Menneskerettig­heders ledelse bør trække sig

Af Erik Boel
Tidligere landsformand for Europabevægelsen

Det lyder som en dårlig aprilsnar: Den mangeårige medarbejder på Institut for Menneskerettigheder Hanna Ziadeh er, som Weekendavisen har beskrevet, blevet fyret på gråt papir.

En fyring, som ifølge Hanna Ziadeh skyldes, at han på en konference i Libanon tillod sig at kritisere blodige diktaturer som Syrien, Egypten og Saudi-Arabien for brud på menneskerettighederne.

Men den er god nok − selvom man skulle tro, at instituttets kerneopgave netop var at stå vagt om menneskerettighederne.

Fyringen er kun toppen af isbjerget
Fyringen af Hanna Ziadeh er grotesk. Principielt drejer det sig om retten og forpligtelsen til at stå fast på det faktuelle. Og det var præcis, hvad Hanna Ziadeh gjorde, da han kritiserede de tre lande.

Hvis en repræsentant for instituttet ikke må gøre det, er der noget helt og forrygende galt. Derimod ville der være langt mere mening i, at ledelsen i Institut for Menneskerettigheder trak sig, idet den optræder juridisk uprofessionelt og i strid med den opgave, som Institut for Menneskerettigheder bør varetage.

Når Institut for Menneskerettigheders nuværende ledelse ikke tør tale hverken skiftende folkestemninger eller de politiske autoriteter midt imod, rejser det spørgsmålet om instituttets fremtidige rolle.

Erik Boel
Tidligere landsformand for Europabevægelsen

Afskedigelsen af Hanna Ziadeh er kun toppen af isbjerget. Instituttet er i de senere år blevet eftergivende over for brutale regimer, eksempelvis det kinesiske, og gør sig generelt uheldigt bemærket med et yderst tilbagelænet forhold til menneskerettighederne.

Typisk ud fra et ønske om, at menneskerettighederne bliver bøjet efter de politiske vinde, der blæser lige nu:

"Der findes et skisma mellem det juridiske system og det politiske system. Og hvis det skisma bliver for stort, er det nok ikke det juridiske system, der vinder. Ergo må vi rykke menneskerettighederne tættere på politikerne."

Det er såmænd direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, der her ændrer forsvaret af menneskerettighederne fra at være et juridisk til et politisk projekt.

Samme Jonas Christoffersen, der aktivt har bidraget til at svække rollen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Han har sågar også givet udtryk for, at man må acceptere et større spillerum for at gribe ind over for ytringsfriheden.

Loven skal være i fokus
Menneskerettighederne er under pres i disse år. Ude i verden – men også herhjemme.

Tænk blot på Tibet-sagen, hvor Institut for Menneskerettigheder ikke sagde et kvæk, modtagelsen af mennesker, der flygter fra forfølgelse med smykkelov og familieadskillelse, anvendelse af varetægts- og isolationsfængsling, også af mindreårige, og brug af tvang i psykiatrien.

Danmark er tillige på kant med FN's torturkomité i forbindelse med danske styrkers deltagelse i internationale væbnede konflikter.

Instituttets ledelse overser ganske vist, at begynder vi først i Danmark at bøje menneskerettighederne, kan vi ikke forlange, at andre overholder disse rettigheder –lande, der i mere alvorlig grad forbryder sig mod menneskerettigheder, demokrati og retsstat.

Udviklingen i Kina, Rusland, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Filippinerne, Iran, Brasilien, Ungarn og Polen sender faresignaler, der viser, at det er vigtigere end nogensinde at kæmpe for de værdier og det sindelag, der ligger bag de universelle rettigheder.

Selv fulgte jeg på nært hold kampen for at få oprettet et institut for menneskerettigheder på dansk grund i midten af 1980'erne, og det har hele tiden været tanken – ja, det er instituttets raison d'être – at det skal fungere uafhængigt.

Det er afgørende fortsat at insistere på, at udgangspunktet for instituttet bør være det juridiske, loven eller konventionen – og ikke det politisk opportune: folkestemningen og det politisk bekvemme.