Debat

Erik Meier Carlsen: Valgets store taber kan fortsætte som et fremmedfjendsk parti uden reel indflydelse

KOMMENTAR: Dansk Folkepartis fremtid er usikker. Hvis en bred politisk akse laver et kompromis om en stram, realistisk udlændingepolitik uden islamofobiske elementer, kan folkepartiet blive et mindre fremmedfjendsk parti, skriver Erik Meier Carlsen.

Dansk Folkepartis tilnærmelse til Socialdemokratiet har kostet dyrt og åbnet op for det ærkeborgerlige antimuslimske parti Nye Borgerlige, skriver Erik Meier Carlsen.
Dansk Folkepartis tilnærmelse til Socialdemokratiet har kostet dyrt og åbnet op for det ærkeborgerlige antimuslimske parti Nye Borgerlige, skriver Erik Meier Carlsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Meier Carlsen
Forfatter og forhenværende chefredaktør på BT og Information

Det er 46 år siden, at den populisme, som har præget europæisk og amerikansk politik de seneste årtier, for første gang fik et gennembrud i Danmark.

I 1973, året efter at Danmark var blevet medlem af de europæiske fællesskaber, bragede Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet ind i Folketinget og ændrede dansk politisk mønster fundamentalt.

I år er Danmarks politiske situation – i markant modsætning til situationen i vore nabolande – vendt tilbage til et mønster af politisk stabilitet, med markant gode valgresultater for de gamle, regeringsbærende artikler, og et katastrofevalg for Dansk Folkeparti, der for blot fire år siden syntes at have fået sit store gennembrud som Danmarks næststørste parti.

Fakta
I weekenden afholder Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokratiet landsmøder. For at varme op til landsmøderne bringer Altinget kommentarer fra dem, der kender partierne indgående.

Dagens kommentar er skrevet af Erik Meier Carlsen (født 1947). Han er debattør og forfatter til bogen 'De overflødiges oprør' fra 2000, der handler om Dansk Folkeparti. Han har derudover været chefredaktør på BT og Information.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er meget stor forskel på de politiske målsætninger hos 70'ernes populisme og dette års valgs store taber DF.

Glistrups parti var primært et skattenægterparti og Glistrup en anarkoliberalist, der ønskede velfærdsstatens afvikling.

En ny position, som DF i dag umiddelbart søger som et mere nationalkonservativt parti med en bredere politisk profil, kan måske genskabe en nøgleposition.

Erik Meier Carlsen
Forfatter og forhenværende chefredaktør på BT og Information

Og i det første årti efter starten var hverken EU eller indvandring på partiets dagsorden.

Det stadige fremskridt for den brede befolkning båret af bonde- og arbejderbevægelsen og den opvoksende velfærdsstat ramte med udgangen af halvfjerdserne en kritisk fase, årtiers fremgang i levestandard bremsede op, internationale oliekriser ramte den danske model hårdt og sendte os i dyb gældskrise.

Men gennem de to former for populisme, der har præget dansk politik i nært et halvt århundrede, har nok alligevel en fælles kerne.

Den danske mandlige arbejder, der til manges overraskelse fyldte godt op blandt Glistrups tilhængere, oplevede, at kvinderne holdt deres indtog på arbejdsmarkedet – ikke mindst for at tage lønnet arbejde med at passe børn, syge og gamle i de nye vildtvoksende velfærdsinstitutioner.

Tilbage stod de mandlige arbejdere og tabte identitet som familieoverhoveder og forsørgere under et skifte, der befordrede voldsomme skattestigninger og høj inflation, mens nationen havnede i en gældskrise.

Det var et dybt identitetstab og ny usikkerhed på fremtiden, der trak i den befolkningsgruppe, som ikke kunne finde sig hjemme i et land, der søgte økonomisk fællesskab med et Europa, hvor arbejderbevægelsen stod markant svagere.

S-vælgere i stort antal kappede båndet til deres gamle parti og blev åbne for nye muligheder.

DF blev grundlagt af en håndfuld mennesker, der var frustrerede over det kaotiske parti, der var resterne af den ekskluderede Glistrups dramatiske initiativ. Arkivfoto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Også i dette århundredes gennembrud for DF's populisme spiller oplevelsen af identitetstab og usikre fremtidsudsigter en hovedrolle.

De seneste tiårs globalisering og dramatiske teknologiske fremskridt har skabt stigende ulighed og usikkerhed om fremtiden – stadig i særlig høj grad blandt mandlige vælgere.

DF blev grundlagt og skabt af en håndfuld mennesker, der først og fremmest var frustrerede over det kaotiske parti, der var resterne af den ekskluderede Glistrups dramatiske initiativ.

Umiddelbart kopierede kredsen omkring Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl Fremskridtspartiets program, men snart så ledelsen, at deres bredeste tilslutning kom fra arbejdere, især mandlige, og at det emne, der optog vælgerne mest, var den voksende indvandring fra Mellemøsten.

Socialdemokratiet var splittet under EF-afstemningen, og senere chokerede det danske nej til Maastricht-traktaten, efter at Pia Kjærsgaard som leder af det smuldrende Fremskridtsparti for første gang var stået frem som EF/EU-modstander.

Thulesen Dahl argumenterede overbevisende mod indvandring og EU som fælles trusler mod det gode gamle Danmark.

I 1995 spredte uroen sig i Fremskridtspartiet. Samme år så Dansk Folkeparti dagens lys, hvor kredsen omkring Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl kopierede Fremskridtspartiets program. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Helt op til sluthalvfemserne havde lederne af de store gamle partier været enige om at holde det prækære udlændingespørgsmål ude af den politiske debat og valgkampene.

Men da Anders Fogh Rasmussen overtog lederskabet i Venstre, kunne han – hvad han uden resultat havde arbejdet for i flere år – gøre en stram udlændingepolitik til en del af sit program for en regering, der kunne dannes i 2001 med DF's støtte.

I det følgende årti regerede Fogh i et ganske harmonisk samspil med DF. Kommunikationen mellem Fogh, hans finansministre og DF-toppen fungerede perfekt.

Fogh-regeringerne leverede buddene på en stram udlændingepolitik, som DF uden eget input af nævneværdig grad kunne tage en betydelig del af æren for. Til gengæld støttede DF loyalt Foghs økonomiske politik.

DF blev opbygget med en enorm magt til ledelsen, der udgjordes af den lille håndfuld stiftere, og de gennemførte gennem de første år en hårdhændet, men vellykket udrensning af yderliggående medlemmer, også blandt MF'er.

Anders Fogh Rasmussen blev efterfulgt af Lars Løkke Rasmussen, som ville bedre statens finanser gennem indgreb i efterløn og dagpenge. Det gjorde DF urolige. Arkivfoto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

I næsten hele sin regeringstid havde Fogh gavn af en gunstig international konjunktur, men med hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen fik DF en anden partner.

Løkke var pragmatiker, og modsat Fogh tog han drastiske skridt til at bedre statens finanser gennem upopulære indgreb i efterløn og dagpenge – med radikal støtte og med en vis uro hos DF, der stemte for trods en nyskabt "gammel-socialdemokratisk identitet".

Da Løkke trods et flot valgresultat for Venstre måtte afgive regeringsmagten til den nye S-formand Helle Thorning-Schmidt, var den økonomiske krise i fuldt flor, men med forhåbninger om, at de gode tider var på vej tilbage.

Socialdemokraterne blev under regeringsforhandlingerne mast af de radikale og måtte fortsætte Løkkes stramme økonomiske politik.

I begyndelsen var der tro på, at landet var på vej ud af krisen, men så tog den europæiske gældskrise over. Thorning-regeringen gennemførte hårde stramninger i velfærden – og tabte mange vælgere til Dansk Folkeparti.

Imens voksede en massiv mediekampagne mod Løkke for banale "forsyndelser" som at lade partiet betale for sit tøj og rejse på første klasse til Østen.

Tre år henne i regeringsperioden hjemførte den begavede Morten Messerschmidt med et stærkt fokus på EU-borgeres adgang til danske sociale ydelser og penge under ledigheden en gigantsejr til DF, der blev landets største parti ved valget til Europa-Parlamentet, og Venstre led et tilsvarende nederlag, som et par måneder senere udløste et kupforsøg, anført af Venstres næstformand Kristian Jensen.

Ved folketingsvalget året efter gentog mønstret fra EU-valget sig. DF blev det største borgerlige parti, og Venstre gik voldsomt tilbage.

Socialdemokratiet vandt et mandat, men tabte valget, Thorning overlod formandsstolen til Mette Frederiksen, som i en indre opposition i den afgående regering havde fundet sammen med Henrik Sass Larsen, der siden slut halvfemserne på linje med Karen Jespersen havde søgt at strække Socialdemokratiet i retning af den stramme udlændingepolitik.

Løkke dannede en smal Venstre-regering, og korte forhandlinger med Thulesen Dahl endte resultatløst. De fleste opfattede det som, at Thulesen Dahl havde unddraget sig ansvaret, men realiteten var, at Løkke ikke kunne danne regering med et DF, der nu var større end Venstre.

Den første finanslovsforhandling blev en katastrofe for DF. Liberal Alliance fejrede resultatet med champagne, mens Thulesen Dahl ikke længere mødte en finansminister, der gjorde alt for at sikre DF.

DF-lederen dummede sig gevaldigt ved at acceptere markante beskæringer af boligstøtten, som ramte typiske DF-vælgere.

DF havde erobret hver femte V-vælger. Den solide alliance mellem V og DF var spoleret, og Løkke kunne ikke længere forære DF politiske gevinster af større betydning.

Uden alliancen med Venstre lod Thulesen Dahl sig interviewe til Fagbladet 3F med Mette Frederiksen for at fejre den nye fælles front, som bremsede pensionsstramninger. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kun et år efter valget blev Danmark som det meste af Europa ramt af en flygtninge- og emigrantstrøm af hidtil usete dimensioner, først af alt udløst af krigen i Syrien.

Det var en tvetydig oplevelse. For det antydede, at den hidtil førte udlændingepolitik ikke havde kunnet sikre Danmark mod voldsom indvandring.

Da strømmen af indvandrere endelig året efter tog af, var det ikke mindst på grund af EU's aftale med Tyrkiet og en begyndende mere effektiv sikring af EU's sydlige grænse.

Dermed svækkedes den forening af EU-modstand og indvandrermodstand, som havde været DF's virkningsfulde politiske kraft.

Løkke havde fremlagt en stor plan for at bedre dansk økonomi ved yderligere forhøjelse af pensionsgrænsen og store skattelettelser, men kunne ikke samle flertal.

Uden alliancen med Venstre følte DF sig fri til at modsætte sig begge planens hovedelementer. Thulesen Dahl lod sig interviewe til Fagbladet 3F sammen med Mette Frederiksen for at fejre den nye fælles front, som bremsede både pensionsstramninger og skattelettelser.

Men Thulesen Dahl opnåede først og fremmest at legitimere Frederiksens og Sass' tilslutning til den stramme udlændingepolitik og skabe usikkerhed om DF's sande politiske profil.

Men i medierne blev Thulesen hyldet som dansk politiks mest magtfulde person.

Stemningen mellem regeringen og DF blev stærkt forringet, og Løkke-regeringen kom under hårdt pres, da Liberal Alliance gjorde topskattelettelser til et ultimativt krav.

Da den udvidede regering ved finanslovs- og skatteforhandlinger i 2017 mødte DF, blev den mødt med et krav om et "paradigmeskift", der ville have rullet den stadigt mere vellykkede integrationspolitik helt tilbage.

DF forlangte, at midlertidige asylhavere hverken skulle lære dansk eller sendes ud på arbejdsmarkedet. Det var i total modsætning til de bedste resultater af regeringens politik: Et aftalesæt gennem trepartsforhandlinger, der havde sikret, at flygtninge kunne sendes ud på arbejdsmarkedet fra dag et.

Løkke sagde nej og opgav sine skattelettelser. Men dermed havde DF bragt sig i modfase med det, som for rigtig mange vælgere nu tegnede sig som den mest realistiske, mest virkningsfulde del af udlændingepolitikken.

Dels den stadig forbedrede integration, der blev fulgt op af en bredt accepteret plan om afvikling af såkaldte ghettoer.

Dels den stadig tydeligere oplevelse af, at de store trusler om masseindvandring fra Mellemøsten og stadigt tidtagende pres fra Afrika kun kunne imødegås gennem internationalt samarbejde først og fremmest i EU-regi.

Dels oplevelsen af, at de største problemer med den betydelige indvandring, der allerede havde fundet sted og ville fortsætte, hvis ikke Europas grænser blev forstærket, kunne imødegås med effektiv integration.

Tilnærmelsen til Socialdemokratiet har kostet så dyrt, at den har åbnet for ærkeborgerlige og antimuslimske Nye Borgerlige. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I den sidste del af Løkkes regeringsperiode gjorde både han og Thulesen Dahl en vis indsats for at vise, at den blå blok trods alt kunne fungere.

Det skete ved en påstand om, at DF i forhandlingerne om finansloven i 2018 fik opfyldt sit krav om et "paradigmeskift", selvom de helt centrale elementer i DF's oprindelige krav om et sådant skift manglede.

Men partierne, der var kritiske overfor den stramme udlændingepolitik, sang med på den falske nyhed om, at paradigmeskiftet blev vedtaget.

Derefter fulgte et par mindre forlig om vejbyggeri og fremtiden for Radio24syv, som blev præget af den manglende gensidige velvilje hos parterne, der efterlod de retningsforvirrede DF'ere, der måtte savne regeringspartiernes ægte omsorg, med et par smertelige fejltagelser, som DF i fuld offentlighed måtte vedstå.

Nu rykkede valgdatoen for alvor tæt på. Og vælgerne begyndte at tage stilling til partierne med en meget større omtanke og seriøsitet, end der var blevet markeret ved de utallige meningsmålinger hidtil, og en nedsmeltning af støtten til DF satte ind.

Vælgerne troede på, at der nu var et troværdigt bredt flertal for en stram udlændingepolitik i både det hidtidige og det kommende folketing, mens DF havde bragt sig i modfase til en effektiv begrænsning af indvandringen og dens mulige skadevirkninger.

DF's valgkamp blev stærkt præget af det dramatiske fald i målingerne, og den selvforstærkende nedtur fortsatte gennem den omhyggelige tilrettelæggelse op til både valget til Europa-Parlamentet og valget til Folketinget.

Tilnærmelsen til Socialdemokratiet havde kostet dyrt – og åbnet for et ærkeborgerligt antimuslimsk parti, Nye Borgerlige, og senere for den ekstreme muslimhader Rasmus Paludan.

Danmark blev et enestående eksempel på en styrkelse af de gamle, regeringsbærende partier og udviste en politisk langsigtet stabilitet i modsætning til stort set hele resten af den vestlige verden.

DF's fremtid er usikker, men afhænger meget af, om det skulle lykkes Socialdemokratiet, Venstre og en bredere kreds af partier at skabe et mere eller mindre markant nationalt kompromis om en stram, realistisk udlændingepolitik uden symbolske og islamofobiske elementer.

Skulle det ske, kan DF fortsætte som et mindre fremmedfjendsk parti uden reel indflydelse.

En ny position, som DF i dag umiddelbart søger som et mere nationalkonservativt parti med en bredere politisk profil, kan måske genskabe en nøgleposition som del af et "blåt" flertal.

-----

Erik Meier Carlsen (født 1947) er debattør og forfatter til bogen 'De overflødiges oprør' fra 2000. Han har derudover været chefredaktør på BT og Information. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Erik Meier Carlsen

Debattør, forfatter, fhv. chefredaktør, B.T. og Information
journalist (Demokraten, Aarhus. 1967), cand.mag. i religionshistorie (Københavns Uni. 2014)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00