EU-overblik: Kandidater vil ændre EU’s visumregler

NYHEDSOVERBLIK: EU’s regler for visum bør eftertjekkes, mener både DF, V, S og Folkebevægelsen mod EU. Venstre vil reformere Schengen-samarbejdet, så Danmark kan få permanent grænsekontrol. Få overblik over dagens EU-nyheder.

Foto: © European Union 2016 - Source : EP.
Emma Qvirin Holst

Europaparlamentsvalget nærmer sig med hastige skridt, og allerede på søndag skal danskerne sætte deres kryds. Husk, at du kan brevstemme helt frem til torsdag.

Med det på plads lad os komme i gang med dagens gennemgang af EU-nyhederne, hvor vi starter med EU’s regler for visum.

Dem er der nemlig behov for at gå efter i sømmene ifølge kandidater til europaparlamentsvalget fra Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Folkebevægelsen mod EU.

Det skriver DR Nyheder.

Ønsket om et eftertjek af visumreglerne kommer i kølvandet på, at DR har afsløret, at flere albanere bruger Danmark som et transitland til at komme illegalt til Storbritannien. På grund af en visumaftale med EU kan borgere i Albanien nemlig rejse frit over grænsen til EU og til Danmark.

”EU skal kigge nærmere på, om den visumfrihed, vi har givet til blandt andet albanerne, bliver misbrugt, og hvor mange albanere der forsvinder. Hvis det viser sig, at der er et større mønster, skal vi selvfølgelig have justeret i den her visumfrihed – det her skal vi ikke acceptere,” siger Socialdemokratiets EP-kandidat og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose.

Liberal Alliance og Konservative afviser, at det er visumreglerne, der fejler noget. Partierne efterlyser i stedet bedre kontrol med EU’s ydre grænser.

Venstre vil reformere Schengensamarbejdet
Hvis det står til Venstre, skal grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse gøres permanent.

Det er en del af et nyt V-udspil, som statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Altinget har præsenteret mandag formiddag ved et pressemøde ved grænsen i Kruså.

”Vi er nødt til at se i øjnene, at grænsekontrollen er kommet for at blive. Vi skal erkende, at vi er nødt til at have mere politisk ejendomsret ved grænsen,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Lige nu forhindrer reglerne i Schengensamarbejdet Danmark i at gøre grænsekontrollen permanent. Derfor går en del af udspillet ud på, at Danmark skal lægge pres på EU for at få reformeret Schengensamarbejdet, således at det ikke er op til EU-Kommissionen hver gang at give tilladelse til en dansk forlængelse af grænsekontrollen.

Fagbevægelsen slår alarm: Vi har brug for K i Europa-Parlamentet
Danmark står over for at miste indflydelse i EU, hvis Konservative ikke genvinder sit mandat i Europa-Parlamentet.
Sådan lyder det fra flere i Fagbevægelsen.

Det skriver DR Nyheder.
 
Lige nu er Konservative på vippen til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget 26. maj, hvis det ikke lykkes at genvinde partiets ene mandat. Sker det, betyder det samtidig, at Danmark ikke bliver repræsenteret i Europa-Parlamentets største partigruppe, den konservative gruppe EPP.

”Det er helt afgørende, at der er danskere i de store grupper, for det er der, de store beslutninger træffes. Derfor vil det være ærgerligt, hvis vi mister vores stemme i den konservative gruppe,” siger Bente Sorgenfrey, der er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, til DR Nyheder.

Hun bakkes op af 3F’s EU-chef Nadja Lundholm Olsen, og en lignende opbakning er også tidligere kommet fra Dansk Metals formand, Claus Jensen.

Juncker har talt Vestagers sag over for Løkke
Den nuværende formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker er begejstreret for sin konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Faktisk er han så begejstret, at han har forsøgt at overtale den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at genudpege hende som kommissær.

Det siger han i et interview med blandt andre Ritzau.

"Jeg foreslog den danske statsminister at genudnævne hende som kommissær, men det synes at være svært," siger Juncker ifølge Ritzau.

Han henviser til, at der i Danmark er tradition for at udpege en fra regeringens egen blok eller parti. Men det argument forstår han imidlertid ikke, da det burde handle om personer og holdninger i stedet for partitilhørsforhold, tilføjer Juncker.

Få mere om EU fra Altinget
Husk, at der er udkommet endnu en nyt podcast om EU fra Altinget. I denne uge fokuserer podcasten blandt andet på Margrethe Vestagers optræden i den store spitzenkandidatdebat, der fandt sted i Bruxelles i sidste uge. Lyt med lige her.

Det er dog ikke det eneste ekstra EU, som Altinget kan tilbyde i denne omgang. På onsdag kan du nemlig komme med til et morgenmøde hos Altinget i Ny Kongensgade, hvor du kan få en kop kaffe og høre de danske spidskandidater debattere både klima og digitalisering. Læs mere, og tilmeld dig her.

Og ellers kan du altid følge med på Altinget: ep-valg 2019, hvor du får både adgang til artikler om EU og guidestof.

Det sker i aften

  • Klokken 19.00: Forud for europaparlamentsvalget 26. maj diskuterer partiernes kandidater i dag på Arbejdermuseet i København. I panelet er: Jeppe Kofod (S), Margrete Auken (SF), Morten Løkkegaard (V), Pernille Weiss (K), Morten Helveg (R), Anders Vistisen (DF), Rasmus Nordqvist (ALT), Rina Ronja Kari (N) og Nikolaj Villumsen (EL).

Det sker i morgen

  • Klokken 13.00: Det Økologiske Råd og Nyt Europa inviterer danske kandidater til europaparlamentsvalget til paneldebat om grøn omstilling og miljø. Det finder sted i Fællessalen på Christiansborg, og deltagerne er Pernille Weiss, spidskandidat for Konservative, (K), Jeppe Kofod, spidskandidat for Socialdemokratiet, (S), Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten, (EL), Rasmus Nordqvist, spidskandidat for Alternativet, (ALT), Bergur Larsson Løkke Rasmussen, kandidat for Venstre, (V), Margrete Auken, spidskandidat for SF.
  • Klokken 16.30: Demokrati i Europa Oplysningsforbundet er vært sammen med 3F for et valgmøde, hvor vælgerne kan møde EP-kandidaterne Christel Schaldemose (S), Pia Adelsteen (DF), Ali Aminali (K), Christian Juhl (FB), Karsten Hønge (SF) og Karin Rohr Genz (ALT). Det foregår hos 3F i Silkeborg.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00