Prognose: Nu falder antallet af corona-indlagte – hvis vi holder fast

TAL: Antallet af indlagte coronasmittede i Danmark er hastigt nedadgående, vurderer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen ud fra sin erfaring med prognoser. Ekspert fra Statens Serum Institut advarer mod at glæde sig for tidligt.

Rigshospitalet indviede i denne uge et nyt sengeafsnit dedikeret til coronasmittede patienter.
Rigshospitalet indviede i denne uge et nyt sengeafsnit dedikeret til coronasmittede patienter.Foto: Claus Thomsen/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Så længe det danske samfund fastholdes i det nuværende jerngreb med hundredtusindvis af hjemsendte, forsamlingsforbud og andre forholdsregler, så vil antallet af hospitalsindlagte med coronavirus fortsætte med at falde.

Sådan lyder det i kor fra en valgforsker med stor erfaring i prognoser og en ekspert i epidemiologi.

Professor emeritus Søren Risbjerg Thomsen regner normalt på vælgervandringer og meningsmålinger. Men som statistiker har han ikke kunnet afholde sig fra at regne på de tal for antal smittede og antal hospitalsindlagte med coronavirus, som Sundhedsstyrelsen dagligt offentliggør.

Læs også

Risbjerg Thomsens regnemodeller fortæller ham, at antallet af indlagte vil være meget få i slutningen af april. Vel at mærke hvis den aktuelle nedlukning af samfundet fortsætter resten af måneden.

"Jeg har savnet et bud på, hvordan coronasmitten mere præcist vil forløbe i Danmark i den kommende tid. Jeg har derfor med Sundhedsstyrelsens tal og en model for faldende eksponentiel vækst lavet en prognose for antal indlagte med covid-19 i den kommende tid. Efter at antallet toppede 30. marts med 533, vil det falde til få indlagte i slutningen af måneden," forklarer Søren Risbjerg Thomsen, der i dag er pensioneret efter mange års professorgerning på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Det klinger af
Søren Risbjerg Thomsen skynder sig at sætte en tyk streg under, at han har lavet fremskrivningen ud fra sin erfaring med statistiske prognoser, og at han ikke er ekspert i smittespredning.

Det er afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut til gengæld. Og hun ser samme tendens, når hun kigger i sine beregningsmodeller og prognoser.

"Vi kan se, at det klinger af. Det, vi skal være opmærksomme på nu, det er, hvad der sker, når man begynder at lempe på tiltagene," siger Tyra Grove Krause med henvisning til, at statsminister Mette Frederiksen mandag stillede danskerne i udsigt, at samfundet gradvist kan blive genåbnet efter påske.

 

Søren Risbjerg Thomsens prognose for antallet af indlagte corona-smittede på danske hospitaler baseret på tal fra Sundhedsstyrelsen.

En uges forsinkelse
Søren Risbjerg Thomsen håber, at hans model kan være med til holde nøje øje med, hvad der sker, når samfundet gradvist lukkes op igen.

"Hvis nedlukningen af samfundet lempes forsigtigt efter påske, vil kurven forhåbentlig fortsat være faldende, og med modellen kan man holde øje med effekten af regeringens tiltag med godt en uges forsinkelse," forklarer Søren Risbjerg Thomsen. 

Stadig smittespredning
At smitten klinger af er ikke det samme som, at den er på vej til helt at forsvinde, påpeger Tyra Grove Krause.

"Vi kan se, at der stadig ser ud til at være smittespredning i samfundet," understreger Tyra Grove Krause.

Den såkaldte effektive reproduktionsrate er nemlig ikke nede på en endnu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Risbjerg Thomsen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987), cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00